Nyhed
SLS-aktion: ”Vi vil have en afklaring”
Unge sygeplejestuderende stimlede sammen til aktion foran Christiansborg for at kræve, at regeringen indkalder til forhandlinger om de studerendes vilkår under deres sidste praktik, ligesom det blev aftalt i treparten for to år siden.
Publiceret:
5. december 2025
Senest opdateret:
5. december 2025
Foto:
Brage Borup
”Alle dem, der hopper, de vil have en afklaring!”
30 sygeplejestuderende står med bannere og skilte foran Christiansborg og hopper i takt. Klokken er 7:45 en kold morgen i december, og solen er ikke stået op endnu.
Sygeplejestuderendes Landssammenslutnings (SLS) forperson Nicolaj Laue Juhl står foran de hoppende sygeplejestuderende og råber i en megafon.
”Når jeg siger aftale, siger I nu! Aftale?”
”Nu!” råber de tilbage.
Den 4. december 2025 er det præcis to år siden, at trepartsaftalen om et lønløft til sygeplejersker landede. Dengang blev parterne enige om, at sygeplejestuderende fra optaget 2024/2025 skal ansættes og indgå i normeringen i deres sidste praktik på 6. semester.
Men helt præcist hvordan det skal udforme sig, og hvilke vilkår de studerende får, er stadig uklart. For regeringen har nemlig endnu ikke indkaldt til forhandlinger på området.
Og nu er over 5.000 sygeplejestuderende startet på deres uddannelse uden at kende deres rettigheder i den sidste praktik.
En stor usikkerhed
En Soundboks spiller et nummer med Medina, og SLS’s forperson Nicolaj Laue Juhl står i folkemængden iført en lyserød refleksvest og råber slagord.
Han er frustreret.
”Situationen spidser til, og hvis regeringen skal overholde trepartsaftalen, så må de indkalde til forhandlinger,” fortæller Nicolaj Laue Juhl.
"De studerende, der skal ansættes i praktikken, bliver pålagt et stort ansvar, og netop derfor er det vigtigt med klare rammer," siger han.
Og netop uvisheden om rammer og vilkår skaber utryghed for de sygeplejestuderende, som snart skal ansættes.
”Praktikken er virkelig vigtig for os studerende. Det er der, vi danner vores sygeplejefaglige identitet, og der, vi lærer at begå fejl. Så jeg er rigtig nervøs for, at hvis man som studerende skal indgå i normeringen - hvem skal så tage ansvar for de fejl?” spørger han, mens de andre SLS’ere råber flere kampråb i baggrunden.
De sygeplejestuderende står i flok med skilte. På et af dem står der med orange tusch skrevet: ”Skal jeg ansættes eller ej?”
Lige præcis det spørgsmål vil Freja Irena Hørning gerne have svar på. Hun studerer til sygeplejerske på tredje semester på Campus Tagensvej i København.
”Det er en virkelig stor usikkerhed, at jeg ikke ved, hvad der kommer til at ske i min fremtidige praktik. Det gør mig utryg, at jeg ikke ved, om jeg skal være studerende i et læringsmiljø, eller om jeg skal fungere som billig arbejdskraft,” fortæller Freja Irena Hørning.
Hør mere fra de sygeplejerskestuderende i videoen her:
Video: Anton Kjøller Alexandersen
På pladsen foran Christiansborg cykler folk forbi aktionen. Nogle stopper undrende op og kigger på.
En sort bil med tonede ruder, ruller op til trappen ved hoveddøren, og ud træder sundhedsminister Sophie Løhde (V).
To af de demonstrerende sygeplejerskestuderende skynder sig efter hende, da hun går op ad trinnene.
De to studerende giver ministeren en flyer med i hånden, inden hun går ind ad den store hoveddør til Christiansborg.
Sygeplejersken har forsøgt at få et svar på, hvorfor regeringen endnu ikke er indkaldt til forhandlinger på området.
Derfor henvender Sygeplejersken sig til Finansministeriet for at få svar fra finansminister Nicolai Wammen (S), som ikke svarer på vores spørgsmål, men i stedet henviser til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) svarer heller ikke på vores spørgsmål, og ministeriet henviser tilbage til Finansministeriet, der til sidst henviser tilbage til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
DSR deler frustrationen
På gårdspladsen er det ved at blive lyst igen. De studerende råber stadig kampråb og hopper i håbet om en aftale. Dansk Sygeplejerskeråds (DSR) forkvinde Dorthe Boe Danbjørg er i mellemtiden cyklet ind på pladsen pga. et møde på Christiansborg.
Dorthe Boe Danbjørg forklarer, at man i DSR gentagne gange har henvendt sig til regeringen, men fortsat mangler en endelig afklaring.
"Jeg deler derfor de studerendes frustration over, at der endnu ikke er kommet svar. Det er to år siden, trepartsaftalen blev indgået, og der er brug for, at der nu findes en løsning," siger hun.
Aktionen er så småt ved at lakke mod enden.
Nicolaj Laue Juhl tager megafonen i hånden igen og holder en sidste brandtale. Han snakker om retfærdighed, om at regeringen bør tage ansvar, og at de studerende råber op for at få svar på, hvad deres vilkår er.
”Det eneste vi ønsker, det er at have en uddannelse af høj kvalitet,” siger han.
0
/ 5
Læs seneste nyt
20. februar 2026
En krise kommer sjældent alene
Det ramte laboratoriedriften, operationer, dialyse og ikke mindst vandforsyningen på Bornholms Hospital, da strømme...
Afsender
Sygeplejersken
16. februar 2026
Unik lederkonstellation giver gode resultater
Fra 51 til 17 ugers ventetid. Det er en af flere gevinster, man har oplevet på Smertecenter Syd på Odense Universit...
Afsender
Sygeplejersken
16. februar 2026
En rød tråd løfter patientforløbet
Et tæt samarbejde på tværs af fagligheder er med til at løfte behandlingen og gøre patientforløbene mere sammenhæng...
Afsender
Sygeplejersken
12. februar 2026
Fritvalg og fleksibilitet er nybrud i i ny OK-aftale
En fritvalgskonto, der giver mulighed for at vælge mellem løn, pension eller frihed, er i offentlig overenskomstsam...
Afsender
Sygeplejersken