Nyhed
Svært at bygge et sandslot, hvis der ikke er noget sand
Urafstemningen i OK24 lakker stille og roligt mod enden. Sygeplejersken har besøgt fire kommunale sygeplejersker i Sundhedshus Vanløse for at høre, hvordan de forholder sig til aftalen. De stemmer alle sammen ja til aftalen, men synes generelt, at der er dele af aftalen, der er svære at gennemskue.
Publiceret:
11. april 2024
Senest opdateret:
12. april 2024
Foto:
Anton Kjøller Alexandersen
”Jeg synes, det er fint, at der er fokus på, at aftalen rammer mange både nyuddannede og sygeplejersker, der ikke har en masse specialfunktioner. Men det kan være lidt svært at gennemskue, hvor meget eller hvor lidt folk i virkeligheden får ud af det,” siger Louise Tjørnelund Svendsen, som er udekørende hjemmesygeplejerske i Vanløse, Brønshøj og Husum.
”Det kan være svært at finde ud af ’whats in it for me?’” tilføjer Anne Lindberg, som er tillidsrepræsentant og udekørende sygeplejerske i Vanløse, Brønshøj og Husum om OK24 aftalen.
Onsdag mødtes fire kommunale sygeplejersker i Sundhedshus Vanløse for at tale om OK24. De arbejder alle som udekørende hjemmesygeplejersker i Vanløse, Brønshøj og Husum i Københavns Kommune. De synes alle, ligesom Louise Tjørnelund Svendsen, at aftalen kan være svær at gennemskue, fordi der er mange tal og procenter – og det kan skabe forvirring.
Sygeplejegruppen og sosu-gruppen
”Noget af det, vi har talt om, er det her med sosu-gruppen og sygeplejegruppen. Jeg synes ikke, at man får talt ordentligt ind i forskellen på ansvar, og hvad man løfter ude i kommunen. Jeg synes, at man har to vidt forskellige funktioner mange steder, så det er da irriterende, hvis vi får næsten samme løn. Det bliver lidt misvisende på en eller anden måde,” siger Ellen Jespersen, som er disponent i Vanløse, klinisk vejleder og borgernær sygeplejerske.
Louise Tjørnelund Svendsen stemmer i.
”Ja, når man både ved og mærker, hvor stort et ansvar man har som sygeplejerske i kommunen, så kan man da på en måde godt føle sig lidt snydt,” siger hun.
Rundt om det runde bord på det lille kontor i Sundhedshus Vanløse er alle fire kvinder enige om, at det er det, der har fyldt mest i forhold til OK24 på deres arbejdsplads.
Ikke tilgodeset i trepartsforhandlingerne
Noget af det, som har fyldt i debatten på sociale medier siden trepartsforhandlingerne blev afsluttet i vinteren 2023, er, at det kun er de regionale sygeplejersker, der er blevet tilgodeset, og at de kommunale sygeplejersker derfor ikke får ikke del i trepartsmidlerne.
”Det var da ærgerligt. Men Dorthe Boe Danbjørgs argument var jo, at man hellere ville sidde med ved bordet og få en del af kagen frem for slet ikke at være med og så stå og være sur i hjørnet. Og regeringen havde jo besluttet på forhånd, hvem der skulle have noget,” siger Anne Lindberg, og Louise Tjørnelund Svendsen tilføjer:
”Man ved jo også godt, at de i regionerne skal arbejde på skæve tidspunkter, og at der er personalemangel. Det er jo et stort problem i regionerne og måske knapt så stort i kommunen. Så der er jo også nogle steder, hvor de måske også er lidt hårdere ramt, og hvor det skal gøres attraktivt for nogle at komme til og blive.”
Anne Lindberg fortæller, at hun ikke personligt føler sig snydt. Hun synes, at de regionale sygeplejersker i den grad også har fortjent at få noget, fordi hun synes, de knokler, men at det ikke er ensbetydende med, at de ikke også synes, at de havde fortjent en bid af kagen.
”De fleste af os har arbejdet i regionen. Altså vi har jo været der. Og der er jo en grund til, at vi ikke er der mere,” siger Majka Ernskov, og det får gruppen til at grine, mens de udtrykker deres enighed.
Anne Lindberg pointerer dog, at det er vigtigt, at man husker på, at selvom ingen af dem arbejder i regionerne længere – blandt andet fordi de ikke var særligt vilde med de skiftende vagter, så ændrer det ikke på, at arbejdsopgaverne, som de udfører i kommunerne, bliver mere og mere specialiserede, fordi opgaverne kommer ud til dem, og det stiller krav til, at de har store kompetencer.
Ellen Jespersen er disponent i Vanløse, klinisk vejleder og uddannet borgernær sygeplejerske.
Fleksibilitet i praksis
Sygeplejersken spurgte også ind til nogle af de elementer i aftalen, som ikke handler om løn. Blandt andet den nye opsparingskonto, som gør det muligt at samle dage fra over- og merarbejde og dage fra den sjette ferieuge på en opsparingskonto, hvor man kan samle op til 15 dage.
”Det lyder jo meget godt, men er det overhovedet muligt? Her tænker jeg da også på en sengeafdeling. Sygeplejerskerne dér er ikke engang garanteret tre ugers sommerferie nødvendigvis. Derfor får jeg det sådan ’hvad er det for en underlig idylverden at skabe’. Det lyder flot på papiret. Men det er godt nok svært at bygge et sandslot, hvis der ikke er noget sand,” siger Ellen Jespersen, som også har funktioner som planlægger.
Hun tilføjer, at det godt kan lade sig gøre på deres arbejdsplads, fordi de har besøg, som er planlagt ude i fremtiden, og at de har ledere, der ville prioritere det, hvis man som ansat ønskede det.
Sved på panden
Som svar på spørgsmålet om hvordan de håber, at afstemningen ender, siger Louise Tjørnelund Svendsen:
”Vi er lige nået ud over konsekvenserne af nej-stemningen sidst. Nu er ens kontingent lige faldet en lille smule efter strejken. Jeg får næsten helt sved på panden over konsekvenserne, hvis det skulle blive et nej igen, fordi vi lige er nået videre fra sidste gang.”
”Jeg håber personligt på, at det bliver et ja. Jeg synes umiddelbart, at det virker meget fornuftigt, det man har forhandlet, og så er jeg ikke interesseret i at skulle ud og strejke,” siger Anne Lindberg.
Louise Tjørnelund Svendsen stemmer i.
”Der er jeg meget enig med Anne. Jeg håber også på et ja. Og så kan det godt være, at det er svært at gennemskue, hvad man får ud af det, men det gør jo, at vi får noget mere på et eller andet punkt.”
Fik du læst
OK24Tillægget er et ønske om at honorere og anerkende
Nyhed
I forbindelse med OK24-aftalen på det regionale område er der nu et nyt funktionstillæg til de klinisk erfarne sygeplejersker på vej. Flere ...
15 dage i banken
Nyhed
Inden længe vil det være muligt at spare sine overarbejdstimer op og holde samlet fri. Det er en del af de nye overenskomstaftaler, men for ...
”Jeg håber, de her penge kan gøre en forskel”
Nyhed
Hjemmesygeplejerske på Egedal Sundhedscenter Sidsel Juel Jensen ser gode takter i den samlede OK24-aftale på det kommunale område. Udfordrin...