Sygeplejemuseet skal digitaliseres: ”Det er en uvurderlig skat, der skal bevares”

Dansk Sygeplejehistorisk Museum lukker, og fra 2026 og frem skal de centrale effekter i stedet kunne opleves online. Men skal formidlingen af sygeplejefagets historiske udvikling i Danmark sikres ind i fremtiden, skal museets omfattende historiske arkiv og bibliotek være lige så tilgængeligt fremover, som det har været indtil nu.

Det mener bl.a. Susanne Malchau Dietz, der er sygeplejehistoriker og PhD. Hun begræder i samme åndedrag lukningen af sygeplejemuseet, som hun kalder ”en stor sorg.”

”Jeg har jo været med på sidelinjen i 30 år, siden før museet overhovedet åbnede. Jeg har tilbragt tusindvis af timer der i forbindelse med min forskning og har bidraget med utroligt meget til museets udstillinger og formidling gennem årene. Derfor er det naturligvis en beslutning, jeg er meget ked af,” fortæller hun. 

Susanne Malchau Dietz har gennem sit virke beskæftiget sig med en lang række emner, herunder sygeplejeuddannelsens historie, sygeplejens kulturhistorie og den religiøse sygeplejes betydning for opbygningen af velfærdsstatens omsorgssystemer.

Hun har gennem sin forskning sikret fagets historie en central plads i dansk kvinde- og kønshistorie og fremhæver især museets arkiv som en historisk guldmine.

”Det er en uvurderlig skat, der skal bevares. Vi taler om et i globalt perspektiv unikt museum, der i sine arkiver rummer hele fortællingen om dansk sygeplejes historie, identitet og værdier. Her findes en omfattende dokumentationen om fagets kampe og landvindinger, om sygeplejerskens hverdag og kliniske praksis," siger Susanne Malchau Dietz. Hun fortsætter: 

"I et bredere perspektiv rummer arkiverne også vigtige bidrag til det danske sundhedsvæsens historie specifikt og dansk kulturhistorie generelt. Jeg kan næsten ikke sætte ord på, hvor stort og vigtigt, det arkiv er, både i formidlings- og forskningsøjemed. Derfor vil jeg også meget gerne tilbyde min hjælp og ekspertise, hvis der er brug for den i det omfattende omdannelsesarbejde, der begynder nu.”

Mulighed for at nå ud til flere

At sygeplejemuseet må lukke og slukke skyldes utilfredsstillende besøgstal. De manglende gæster har betydet, at man ikke har kunnet sikre en bæredygtig økonomi, skriver museet i en pressemeddelelse.

Dansk Sygeplejehistorisk Museum havde til huse i historiske bygninger på Koldingfjord Hotel, der tidligere har dannet rammen om bl.a. et tuberkulosesanatorium for børn. Museet slog dørene op i 1999, samme år som Dansk Sygeplejeråd kunne fejre sit 100-års jubilæum. Men nu har det altså haft sin sidste åbningsdag.

I stedet skal sygeplejemuseets samling digitaliseres i en proces, hvor ”det bliver afgørende, at fundamentet for formidlingen af sygeplejehistorien fortsat består” Det slår formand for Fonden for Dansk Sygeplejehistorisk Museum Kristina Robins fast.

”Formålet med Dansk Sygeplejehistorisk Museum har altid været at sikre og formidle sygeplejens historie. I en tid, hvor man i højere og højere grad indhenter sine informationer og viden online, ser vi en digitalisering af sygeplejehistorien som en oplagt mulighed for at nå endnu flere” siger Kristina Robins i pressemeddelelsen.

En del af Danmarkshistorien

At fundamentet for den sygeplejehistoriske formidling i Danmark også fremover skal være solidt, er tidligere formand i Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen enig i. 

Under sit formandskab fulgte hun museets aktiviteter med stort engagement og interesse, og hun ærgrer sig ligesom Susanne Malchau Dietz over lukningen.

”Det er umådeligt trist. Jeg har set, hvor meget Dansk Sygeplejehistorisk Museum har bidraget til i forhold til både oplevelsen, forståelsen og dokumentationen af ikke bare sygeplejen, men også en samfundsrelevant forskning,” siger Grete Christensen.

Hun fremhæver også museets arkiv som særligt opmærksomhedspunkt, når arbejdet med at digitalisere og fremtidssikre museets effekter går i gang.

”Arkivet er  en del Danmarkshistorien, det er større end bare fortællingen om sygeplejen. Det er bl.a. der, forskere fra forskellige grene har søgt hen, hvis de har skullet vide noget om, hvad skete i forskellige tider. Derfor er det utroligt vigtigt, at det ikke bare går til grunde,” forklarer Grete Christensen. Hun fortsætter:

”Derudover skal vi ikke glemme, at der er rigtig mange sygeplejestuderende, der har fået indblik i sygeplejehistorien og er blevet nysgerrige på deres fag fordi de har besøgt museet som en del af deres uddannelse. Jeg håber meget, man vil gøre en indsats for, at det også bliver sådan fremadrettet."

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan”

I Dansk Sygeplejeråd anerkender man fuldt ud, at lukningen af Dansk Sygeplejehistorisk Museum giver anledning til tristhed hos mange. Det understreger forkvinde i Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg over for Sygeplejersken.

”Jeg forstår udmærket, man er ked af, at museet ophører med at eksistere i sin nuværende form. De reaktioner, der har været på sociale medier vidner om, at det er en følelse, som der er flere, der deler. Det kan måske virke lidt paradoksalt at sige i sådan en situation, men jeg synes faktisk, det har været rart at kunne mærke den store interesse, der er for sygeplejefagets historie og at så mange ser vigtigheden i at bevare den,” siger hun og fortsætter:

”Jeg vil også gerne slå fast, at det er virkelig vigtigt for os i Dansk Sygeplejeråd, at vi gør alt, hvad vi kan for at fremtidssikre vores historiske arv. Det inkluderer naturligvis også museets omfattende arkiv. I det arbejde, der går i gang nu, vil vi afsøge de forskellige muligheder og se på, hvordan vi gør det tilgængeligt og sørger for, at sygeplejehistorien kan nå ud til så mange som muligt.”

Ud over digitaliseringen nævner Dorthe Boe Danbjørg bl.a. samarbejder med andre museer som en mulig løsning, man vil forfølge.

”Hvordan kan vi få flyttet formidlingen ind i et andet univers, et virtuelt univers? Og kan vi f.eks. række ud til andre aktører, som kan være med til at bevare både museets genstande og arkivet? Kan vi måske opbevare noget ude i kredsene, kan vi have noget i Kvæsthuset? Det vil vi i hvert fald afsøge, men det kræver selvfølgelig, at vi kan leve op til det krav, der er til opbevaring af museumsgenstande,” siger hun.