Tværfagligt samarbejde øger børns trivsel og sundhed

I nogle af landets kommuner sker det allerede.

Sundhedsplejersker og pædagoger samarbejder systematisk om børns trivsel og sundhed i vuggestuer og børnehaver. Men da det ikke er en såkaldt SKAL-opgave, er det tværfaglige samarbejde langt fra en realitet i mange andre kommuner. Til stor ærgrelse for Susanne Rank Lücke, der er formand for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. 

”Der er 98 forskellige måder at drive sundhedspleje på. Der er nogle enkelte SKAL-opgaver, men ellers er det op til kommunerne selv at prioritere. Der er heldigvis kommet mere fokus på overgange de senere år, men deciderede formaliserede samarbejder mellem sundhedsplejen og daginstitutioner findes kun i omkring halvdelen af landets kommuner.” 

Og det er synd for børnene, mener Susanne Rank Lücke.  

”Vi ved, at overgange fra f.eks. hjem til vuggestue og vuggestue til børnehave medfører, at børn i gennemsnit mister fire mdr. af deres udvikling. Mange klarer overgangene fint, men nogle har brug for en ekstra indsats f.eks. sprogligt eller motorisk, og den indsats kommer ofte sent i gang, hvis ikke det tværfaglige samarbejde er sat i system,” siger hun. 

Formaliseret samarbejde vigtigt 

Susanne Rank Lücke arbejder i Tønder Kommune, der i 2018-2022 deltog i Socialstyrelsens projekt ”Målrettede sociale indsatser i dagtilbud”. Projektet havde netop fokus på sundhedsplejerskernes rolle i det tværfaglige samarbejde i overgange i de første leveår, fortæller hun.  

”Her besøgte vi børnene i vuggestuer eller dagpleje, når de var 1-1,5 år. Vi observerede dem – hvordan fungerede de motorisk, sprogligt og relationelt? Så vi noget, som vi mente, at pædagoger og forældre skulle have mere fokus på, så kunne vi fange det i fællesskab og lægge en plan,” siger hun og tilføjer:  

”Det kunne også være pædagogerne, der efter samråd og med samtykke fra forældrene ringede til os og bad om et besøg.”  

Projektperioden viste, at besøgene gavner både børnene og det tværfaglige samarbejde, og den dag i dag besøger Susanne Rank Lücke og kollegerne fortsat børnene systematisk, når de er mellem 1,5-2 år gamle, lige som sundhedsplejen også rykker ud ved behov.  

Alle brug for andre perspektiver 

Sidstnævnte skete for nyligt, hvor Susanne Rank Lücke blev kontaktet af en vuggestue, hvor både forældre og pædagoger havde brug for sundhedsplejerskens blik på nogle udfordringer med spisning og motorik hos et barn. Susanne Rank Lücke kom forbi og observerede bl.a. barnet til frokost.  

”Vi blev enige om at udfordre barnet lidt kostmæssigt, og vi havde ham også nede på gulvet, da han var udfordret i forhold til at vende sig fra ryg til mave. Jeg legede lidt med ham og viste nogle øvelser og lege, pædagogerne kan lave med barnet. Mens jeg var der, får han selv vendt sig om med ganske lidt hjælp ved at holde en voksens finger,” siger hun og fortsætter:  

”Jeg ser én ting, pædagogerne noget andet, og forældrene ofte noget helt tredje. Vi har alle brug for andre perspektiver en gang imellem. Og det, at vores tværfaglige samarbejde allerede er formaliseret, gør, at vi kender hinandens fagligheder bedre, og vejen til mig er meget kortere – pædagogerne ved, hvem de ringer til.” 

På Statens Institut for Folkesundhed barsler to forskere pt. med en videnskabelig artikel om, hvordan pædagoger og sundhedsplejersker i samarbejde kan være med til at forbedre børns sundhed og motorik inden skolealderen.  

De foreløbige fund er beskrevet i artiklen ”Sådan kan pædagogers faglighed få betydning for børns sundhed” i Børn og Unge den 20. august. De to forskere konkluderer lige som Susanne Rank Lücke, at det er vigtigt, at begge professioners faglighed kommer i spil, samt at pædagogerne er enormt vigtige i forhold til sundhedsfremme og børns vilkår for udvikling.  

Tid og penge godt givet ud 

Forskerne har dog også fundet, at pædagogerne kan have svært ved at se deres eget bidrag til det tværfaglige arbejde: Groft sagt føler de, at sundhedsplejerskerne blot kommer på besøg, udfører en undersøgelse og bestemmer, og pædagogerne undervurderer derfor deres eget bidrag og rolle i det sundhedsfremmende arbejde, som i stadig højere grad også omhandler børnenes sociale og socioøkonomiske vilkår. 

Til det siger Susanne Rank Lücke: 

”Fremstår vi som bedrevidende, opnår vi ikke noget samarbejde. Hvis vi vil et tværprofessionelt samarbejde, skal vi inddrage og respektere hinandens fagligheder og observationer. Vi skal ikke komme med løftede pegefingre, men fungere som sparringspartnere,” siger hun og fortsætter:  

”Og her tror jeg virkelig på, at det formaliserede samarbejde kan gøre en forskel – det, at vi en gang imellem kigger hinanden i øjnene og er nysgerrige på hinandens fagligheder, det er en kæmpe styrke.” 

Men et formaliseret tværfagligt samarbejde mellem sundhedsplejersker og pædagoger kræver tid og ressourcer og dermed politiske prioriteringer, understreger Susanne Rank Lücke.  

”I og med, at det som udgangspunkt ikke er en SKAL-opgave, fravælger mange kommuner de her indsatser. Det koster jo tid og penge, at jeg skal på besøg i vuggestuer og børnehaver. Men jeg er sikker på, at pengene er enormt godt givet ud. Vil vi forebyggelse og styrke børn og unges mentale og fysiske trivsel, er vi nødt til at investere ind de her indsatser.”