Nyhed
Deltagerberetning fra FSOS konferencen i Nyborg 16.3.26
Katerina fra Sønderborg fik en friplads til dette års konference og har skrevet en fin beretning fra dagen.
Publiceret:
8. april 2026
Senest opdateret:
8. april 2026
Atter en spændende faglig dag hvor sygeplejen blev præsenteret under navnet:
“Den velforberedte og fordringsfulde patient” - hvilke krav stiller det til
sygeplejersken?
Den seneste konference afholdt af FSOS d. 16/3 2026 i Nyborg, har budt på ny inspiration,
faglig fordybelse og vidensdeling med ligesindede kollegaer fra ortopædkirurgiske afdelinger
på landets sygehuse.
Et fællesskab, er en ultrakort beskrivelse af dagen, hvor patienter, sygeplejersker og
sygeplejestuderende var i fokus. Programmet var spækket med et væld af spændende
oplæg, der blev præsenteret af dygtige og engagerede oplægsholder.
Indlæggets ramme tvinger mig til begrænsning og nedenstående bliver derfor et uddrag af
tre emner, som fangede min opmærksomhed.
Som opvarmning fik vi lov til at dele vores egne oplevelser omhandlende møder med
“velforberedte, kritiske, overinformerede og bekymrede" patienter. Disse møder blev
efterfølgende præsenteret i et oplæg under titlen: “Det fordringsfulde møde”, hvor tiden og
kompetencerne udgår de rammer, der bør prioriteres højt, da dette kan være med til at
forebygge tab af kontrol hos plejepersonalet med dertilhørende uønskede følger for begge
parter. Oplægget bød også på værktøjer, som “Fælles beslutningstagning“ og “Teach back”,
som begge er metoder til sikring af et konkret greb i mødet mellem patienten og
sygeplejersken.
Der blev også løftet sløret for, hvordan sygeplejestuderende forbereder sig til udførelsen af
kompetent sygepleje til den velforberedte og fordringsfulde patient. Bekendtgørelsens
indhold om de studerendes viden, færdigheder og kompetencer understøttes i praksis af
organisatoriske spændingsfelter, hvilket bevirker, at møderne med patienterne byder på
forskellige etiske dilemmaer. Desuden blev det illustreret, hvordan den professionelle
identitet kan komme i klemme, alt afhængig af produktion, patient og/eller professions
placering på værdipyramiden. Vejledningsfærdigheder blev beskrevet, som en af de vigtigste
kompetencer i denne sammenhæng.
Emnet, Sygeplejerskernes erfaringer med dokumentation af sygepleje, når patienter kan
tilgå den sygeplejefaglige dokumentation online, oplevede jeg også som meget relevant.
Det var inspirerende at høre, at større opmærksomhed på formulering og sprogbrug, ifm.
dokumentationen i journalen, opleves som sund, da dette får os til at tænke os om. Brugen
af objektive og ikke-stigmatiserende formuleringer giver os adgang til at videreudvikle
sygepleje-specifik dokumentation, hvilket hjælper os med at fokusere på vores kerneopgave,
nemlig sygeplejen.
Afslutningsvis vil jeg gerne takke alle for en fantastisk dag i et godt SELSKAB med
velsmagende mad og som blev afholdt i meget skønne rammer.
De bedste hilsner fra det sønderjyske sendes fra
Katerina Jessen - Sønderborg