Brug din arbejdsmiljørepræsentant
Arbejdsmiljørepræsentanten på din arbejdsplads kan være sygeplejerske, men kan også være fra en anden faggruppe.
Arbejdsmiljørepræsentanten udgør sammen med leder og tillidsrepræsentanten arbejdspladsens arbejdsmiljøgruppe og skal tage sig af tiltag og problemer i forhold til arbejdsmiljøet.
Gå til din arbejdsmiljørepræsentant, hvis du oplever problemer med arbejdsmiljøet - både det fysiske og psykiske. Hvis du ikke ved, hvem der er din arbejdsmiljørepræsentant, så spørg din leder eller din tillidsrepræsentant.
Hvis I ikke har en arbejdsmiljørepræsentant, så se her under, hvordan I kan få en.
Valg til AMiR
Læs om, hvordan valg til AMiR foregår på arbejdspladserne og om, hvordan du kan stille op til posten.
Du skal have været ansat minimum seks måneder på din arbejdsplads for at kunne blive valgt som arbejdsmiljørepæsentant (AMiR). Har I ikke en AMiR og har du lyst til at stille op til hvervet - selv om du endnu ikke har været ansat i seks måneder - så er der en mulighed for, at din arbejdsgiver kan dispensere for kravet om seks måneder.
Valgperioden er på to år, med mindre man aftaler, at den forlænges til fire år. Genvalg kan finde sted. Man kan ikke frasige sig hvervet i valgperioden. Kolleger kan heller ikke afsætte AMiR, medmindre parterne (arbejdsgiver, AMiR og kollegerne) er enige om det.
Arbejdsgivers ansvar
Det er arbejdsgiver, der er ansvarlig for, at der bliver afholdt valg af arbejdsmiljørepræsentant(er), men arbejdsgiveren har i øvrigt ikke noget at gøre med selve valghandlingen. Derfor har ledelsen i afdelingen ansvar for følgende ved afholdelse af valg:
- Motivere medarbejdere til at stille op til valget
- Sikre at alle medarbejdere er orienteret om valget
- Sikre at valghandlingen bliver gennemført
Som AMiR er man beskyttet mod afskedigelse eller anden forringelse af sine forhold på samme måde som tillidsrepræsentanterne er, og som AMiR følger man de tillidsmandsregler, der er aftalt i overenskomsten.
Hvis du er i tvivl om, hvad der gælder for dig, kan du kontakte din lokale DSR-kreds.
Som AMiR er man valgt af og blandt alle medarbejdere i en afdeling eller et arbejdsområde – uanset fagligt tilhørsforhold. Det vil sige, at er du sygeplejerske, repræsenterer du blandt andre læger, sekretærer, social og sundhedsassistenter, social og sundhedshjælper, portører samt andre faggrupper på din arbejdsplads.
Når du er blevet valgt som AMiR, skal du selv meddele det til din arbejdsgiver fx pr. mail til din leder eller arbejdsmiljøenheden/HR.
Som medlem af Dansk Sygeplejeråd, er det også vigtigt, at du anmelder valget til os <link til anmeldelsesblanket> Så har du mulighed for at gøre brug af Dansk Sygeplejeråds tilbud til dig som AMiR og samtidig kan det lette samarbejdet med Dansk Sygeplejeråd om arbejdsmiljøproblematikker på arbejdspladsen.
Husk at dit aktuelle arbejdssted skal være korrekt registreret under Min profil <link til Min profil>
Er man fraværende, mens man er valgt som AMiR, fx på grund af orlov eller sygdom i en sammenhængende periode på fire måneder eller mere, kan man vælge en ny AMiR i valgområdet. Nyvalget skyldes, at der ikke vælges suppleanter for AMiR, som kan træde ind i hvervet ved fravær.