Sygepleje er kernen i sundhedsrådenes arbejde
Sygepleje og behovet for sygepleje er helt centralt i sundhedsreformen. Reformen forsøger at imødekomme den demografiske udfordring, at vi bliver mange flere ældre og mange flere med kronisk sygdom samtidig med, at der bliver færre i den arbejdsdygtige alder.
Mange årtiers fokus på lægefaglig specialisering har skabt siloer i sundhedsvæsnet, som især rammer netop de gamle og dem med mere end en kronisk sygdom (ca. hver syvende borger). Der er behov for at få mere fokus på hverdagslivet og betydningen af at leve med behandling og sygdom.
Sundhedsråd skal arbejde med mere sammenhæng
Sundhedsrådenes opgaver bliver de næste år at øge sammenhæng og samarbejdet på tværs af sundhedsvæsenet for målgruppen af gamle og for de multisyge borgere.
Sundhedsvæsnet skal vendes ud mod lokalsamfundet og borgernes hjem. Midlerne er blandt meget andet; mere hjemmebehandling, opprioritering af de nuværende midlertidige pladser, som bliver til sundheds- og omsorgspladser og fokus på bedre koordinering med borgerens ønsker til hverdagslivet som udgangspunkt. Håbet er at lukke hullerne mellem overgangene i sundhedsvæsnet.
Der kommer ikke til at foregå ret mange innovative ting, hvor der ikke er sygeplejersker involveret
Ambassadør for sundhedsrådene Per Okkels (Forkant okt. 25)De fire sundhedsråd i Region Hovedstaden
| Sundhedsråd | Kommuner og hospitaler |
| Hovedstaden |
BBH/Frederiksberg hospital, Købehavn, Frederiksberg, Bornholm |
| Amager Vestegnen | Hvidovre/Amager hospital, Hvidovre, Dragør, Tårnby, Albertslund, Brøndby, Glostrup, Høje-Taastrup, Ishøj, Vallensbæk |
| Købehavns omegn Nord | Herlev/Gentofte hospial, Herlev, Ballerup, Gentofte, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk, Rødovre, Egedal, Furesø, Rudersdal |
| Nordsjælland | Nordsjællands hospital, Hillerød, Allerød, Fredensborg, Frederiksssund, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hørsholm |
Opgaver bliver flyttet
Noget af det første, der sker er, at regionen overtager myndighedsansvaret for akutsygeplejen, sundheds- og omsorgspladser, den patientrettede forebyggelse og specialiserede genoptræning. Præcis hvordan det skal se ud i praksis, bliver der truffet beslutning om i løbet af foråret 2026 og det hele træder i kraft 1/1 2027. Allerede nu i starten af januar præsenteres de mulige scenarier, som embedsmænd har arbejdet med, og som sundhedsrådene siden skal tage stilling til og endeligt beslutte.
Nationale kvalitetsstandarder skal styre sundhedsrådenes planer
Sundhedsstyrelsen er i gang med at udarbejde nationale kvalitetstandarder for akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser (de er allerede kommet i høring og kan ses her) og for basale palliation og hjemmebehandling. Der vil også komme nationale standarder for den kommunale sygepleje.
Standarderne bliver udgangspunkt for at sundhedsrådene udarbejder nærsundhedsplaner, som skal udvikle det nære sundhedsvæsen i løbet af de kommende år.
Sammen om at styrke sygeplejerskernes roller
Allerede i 2027 vil der ske ændringer i ledelse og organiseringen af sygeplejen. Og i de kommende år formentligt en masse justeringer og større ændringer efterhånden som de enkelte sundhedsråd forhåbentlig lykkes med deres opgave, og udvikler bedre sammenhæng i det nære sundhedsvæsen.
Sygeplejersker på alle niveauer vil være involveret i at udvikle det nære sundhedsvæsen. Kredsen stiller gerne op med støtte og sparring til alle, der bliver involveret. Der er brug for sygeplejerskernes kompetencer og sygeplejens kerneværdier, hvis det nære sundhedsvæsen skal nå i mål.
Udgangspunktet for kredsens arbejde er vores egne anbefalinger og DSR’s sundhedsudspil. Vi inviterer trioen på arbejdspladserne til møder og arrangerer medlemsarrangementer, der kan styrke den lokale argumentation for sygeplejerskernes rolle i fremtidens sundhedsvæsen.
Ansættelser og flytning af opgaver
Mange medlemmer vil blive berørt af flytningen af opgaver. Tillidsrepræsentanter og kredsens konsulenter arbejder tæt samemen om at sikre de berørte medlemmers rettigheder og arbejdsmiljø. Har du spørgsmål til din ansættelse i forbindelse med flytning, så se denne FAQ eller kontakt din tillidsrepræsentant.