Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

"Vi vil uddanne dygtige generalister til fremtidens sygepleje"

Chef for Institut for Sygeplejerske og Ernæringsuddannelserne på Københavns Professionshøjskole (KP), Sussie Bratbjerg Israelson, vil uddanne sygeplejersker til det sværeste i et meget komplekst sundhedsvæsen – at være dygtige generalister

Publiceret: 

11. september 2025

Senest opdateret: 

15. september 2025

Af:

hovedstaden

hov@dsr.dk

Demografien kalder på generalister

Andelen af befolkningen, der er over 80, stiger markant allerede nu og endnu mere i de kommende år. Samtidig har halvdelen af befolkningen mere end én kronisk sygdom. En meget stor gruppe af befolkningen lever altså med kronisk sygdom og livslang behandling. De lever med følgerne i form af nedsat livskvalitet og funktionsevne.

Sundhedsreformen er et forsøg på at imødekomme den store demografiske udfordring, og sygeplejerskers viden og kompetencer er uomgængelige, hvis omstillingen af sundhedsvæsenet skal lykkes. Det mener også Sussie Bratbjerg Israelson, der er chef for Institut for Sygeplejerske og Ernæringsuddannelserne på Københavns Professionshøjskole (KP).

– Vi har et højt specialiseret, diagnoseopdelt og fragmenteret sundhedsvæsen. Både Sundhedsreformen og Ældreloven peger på behovet for bedre sammenhæng, helhedspleje samt pleje og behandling tæt på eller i borgerens hjem, konstaterer Sussie Bratbjerg Israelson.

Det er komplekst at være generalist

– De sygeplejersker, vi uddanner, skal være dygtige generalister, der kan imødekomme de komplekse behov, som den ældre medicinske patient og multisyge borgere har, siger Sussie og uddyber:

– De skal være dygtige klinikere. De skal være dygtige til overgange, forløb og kommunikation. De skal have fundamentet til at kunne gå foran som kliniske ledere og kvalitetssikre og udvikle det kommende sundhedsvæsen. Det er på ingen måde enkelt at være en dygtig generalist – tværtimod, forklarer Sussie.

Tre reformer på én gang

På KP skal man ikke blot forholde sig til reformer af sundheds- og ældreområdet, men også den uddannelsesreform, der er vedtaget, og som allerede præger planlægningen af de studerende, der møder op efter sommeren på KP.

– Uddannelsen afkortes med tre måneder. I første omgang en måned for dem, der er startet nu her efter sommer. Det bliver tre måneder, når den reformerede uddannelse går i gang sommeren 2027, hvilket ikke er noget, der er groet i vores baghave. Men jeg synes alt i alt, at reformen byder på forbedringer: Der kommer flere penge til uddannelsen, og vi får større mulighed for at gennemføre undervisning i mindre grupper eller med flere undervisere på holdene. Det er noget, vi skal kigge på i udviklingen af den fremtidige sygeplejerskeuddannelse. Vi skal lave mere simulationstræning, hvilket styrker både praktik og teori. Jeg ser i det hele taget meget frem til at arbejde med at styrke samarbejdet mellem praksis og teori, som jeg tror på vil lykkes os på en helt anden måde end tidligere.

Ny styrke bag ønske om mere sammenhæng mellem teori og praksis

I sine forhåbninger for bedre sammenhæng mellem praktik og teori læner Sussie Bratbjerg Israelson sig op ad erfaringerne fra Uddannelseshospitalet i Frederikssund – et koncept, der er nævnt i uddannelsesreformen som en af vejene til bedre sammenhæng. Uddannelseshospitalet er en medicinsk afdeling, som, kort fortalt, er kendetegnet ved at have flere studerende fra forskellige semestre; fysiske rammer, der støtter refleksion og simulation; studerende indgår i alle vagtlag, og lektorer fra KP er dagligt til stede og deltager i klinisk praksis (læs mere om uddannelseshospitalet her).

– Det tætte og meget konkrete samarbejde, man oplever på Uddannelseshospitalet, skal præge alle vores samarbejder mellem skole og praktik. Vi er i gang med at se på, hvordan vi kan overføre erfaringerne til andre områder af den praktiske uddannelse. Kombinationsstillinger, hvor lektorer eller kliniske undervisere er til stede både på skolen og i praksis, er en af flere veje, vi skal gå, siger Sussie.

Kommunerne skal med på uddannelsesvognen

De studerendes årlige evaluering af praktikpladserne viser gentagne gange, at de studerende evaluerer de regionale praktikpladser højere end de kommunale. Sussie Bratbjerg Israelson kommenterer:

– Det er uhyre vigtigt, at vi finder en måde, hvor kommunerne kommer med på vognen og bliver interessante for de studerende. Sundhedsreformen ønsker at styrke pleje og behandling tættere på borgernes hverdag. Det er helt essentielt, at vi finder en måde at få kommunerne mere med på uddannelsesvognen. Jeg har ikke en løsning i skuffen, men vi har det højt i vores prioritering at få styrket samarbejdet med de kommunale praktikpladser. Desuden overgår ansvaret for flere opgaver fra kommunerne til regionen. Det betyder, at vi kommer til at genbesøge, hvem der kan varetage hvilke praktikker. Hvordan ved jeg endnu ikke, men det er noget, vi skal forholde os til. 

Fald i ansøgninger til studiet

Der har været et fald i ansøgningerne til sygeplejerskeuddannelsen på KP til studiestart 2025 på 7 %, og der er ledige pladser på uddannelsen til start vinter 2026. Forperson for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), Nicolaj Laue Juhl, har udtalt, at han ønsker sig, at ”unge skal opleve sygeplejerskeuddannelsen som et ambitiøst og attraktivt valg”. Det ligger helt i tråd med Sussie Bratbjerg Israelsons vej mod et større optag til uddannelsen:

– Jeg synes, der har været for stort fokus på løn og arbejdsvilkår, især i forbindelse med corona. Jeg ville gerne have hørt den historie, der også var; at sygeplejersker gik foran og var innovative i forhold til pleje og behandling. Det blev tydeligt, at sygepleje redder liv, siger Sussie.

Styrk fortællingen om faget

På KP vil de styrke fortællingen om sygeplejen som et selvstændigt og dybt meningsfyldt fag.

– Det gør vi på sociale medier, men især vil vi øge vores brobygningsindsats til de gymnasiale uddannelser. Og vi er også meget glade for øgede muligheder for merit og fleksible uddannelsesformer, så flere voksne kan gå i gang med uddannelsen, siger Sussie.

– Vi har et stort ansvar for at vise, at uddannelsen og faget er interessant. Men der er ikke en snuptagsløsning. Fortællingen om sygeplejefaget – også den måde, vi selv omtaler vores fag på – den er helt essentiel for, hvordan unge opfatter faget. Vi skal vise, at vores fag er et selvstændigt fag med muligheder for både personlig og faglig udvikling, slutter Sussie Bratbjerg Israelson med den opfordring til alle sygeplejersker.