Nyhed
Er du blevet rå?
Vi hører jævnligt om skræmmende eksempler i medierne – som videoer af ældre, der oplever hårdhændet og uempatisk behandling fra sundhedspersonale. Men oftest viser kynisk adfærd sig i mere usynlige og dagligdags situationer, hvilket gør det svært at opdage, når forråelse sniger sig ind.
Publiceret:
30. oktober 2024
Senest opdateret:
4. december 2024

Billedet: Forfatter og psykolog Dorthe Birkmose holder oplæg om forråelse på stormøde for ledere, amir og tr i oktober 2024.
Tag et tjek på, om du og dine kolleger oplever tegn på forråelse.
Hvad er forråelse?
Forråelse er en overlevelsesstrategi, hvor man bliver kynisk og følelsesafstumpet som en form for selvbeskyttelse. Det opstår ofte i situationer med overvældende ansvar, moralsk stress eller afmagt. Forråelse er et symptom på et usundt system og kræver derfor en fælles indsats at bekæmpe.
Forråelse kan vise sig på tre måder:
• Forpinthed: Udtryk som irritation og mistro
• Handlingslammelse: Resignation og undgåelsesadfærd
• Utilstrækkelighed: Fejl skjules, og der fokuseres på egen fejlfrihed
Alvorlige konsekvenser
Forråelse opstår, når rammerne for at levere omsorg forsvarligt bliver så pressede, at medarbejdere må gå på kompromis gang på gang. Det påvirker både arbejdsglæde og samarbejde og kan føre til medarbejderflugt, kynisme og ineffektive mestringsstrategier som pseudoarbejde.
Birkmoses råd til forebyggelse og håndtering af forråelse:
1. Vær opmærksom på faresignaler: Irritation, negativ tale, resignation og undgåelsesadfærd kan være tegn på, at noget er galt – måske på hele arbejdspladsen.
2. Bryde tavsheden: Tal åbent om de udfordringer og bekymringer, I møder i arbejdet – det skaber fællesskab og mindsker isolation.
3. Støt kolleger i mistrivsel: Reager, hvis en kollega udviser tegn på forråelse – det kan være et råb om hjælp. Det er også ofte et symptom på øget mistrivsel på hele arbejdspladsen.
4. Fokus på arbejdsvilkår: Moralsk stress og strukturelle problemer kræver opmærksomhed. Bidrag aktivt til samtalen om nødvendige forbedringer.
5. Eliminer pseudoarbejde: Prioritér opgaver, der giver værdi, så der altid er plads til det uforudsete.
6. Støt kollektive løsninger: Forråelse er ikke kun et individuelt problem – det kræver en fælles indsats at skabe et sundt arbejdsmiljø, især i sundhedsvæsenet.
Involver AMiR, TR og ledelsen i samtalen om, hvordan I forebygger forråelse.
Kilde: Sammenfatning af oplæg af psykolog og forfatter Dorthe Birkmose, som mødte AMiR, TR og ledere i Kreds Hovedstaden 24. oktober 2024.
Hør også Birkmoses podcast: Podcasts - Dorthe Birkmose