Nyhed
Annette skaffede 1,1 milllion til sine kolleger i Brøndby kommune
Et stærkt samarbejde mellem kredsen og fællestillidsrepræsentanten har givet en gennemsnitlig lønstigning på 1200kr om måneden til alle sygeplejersker i kommunen.
Publiceret:
13. maj 2025
Senest opdateret:
13. maj 2025
Det stak i øjnene, da Rikke Wiwe, der er kredsnæstforperson og politisk ansvarlig for sygeplejerskerne i Brøndby kommune dykkede ned i lønstatistikken og sammenlignende sygeplejerskelønningerne mellem Vestegnskommunerne.
-Mit kig i statistikken bekræftede det, vi havde talt om på et møde med sygeplejerskernes tillidsrepræsentanter i Brøndby kommune, hvor vi netop drøftede lønniveauet. Sygeplejerskerne i nabokommunerne fik klart mere i løn end i Brøndby.
Hvad er sygeplejerskerne værd for kommunen?
Rikke tog det som et godt udgangspunkt for sammen med fællestillidsrepræsentant Annette Lohse, at få en snak med ledelsen om, hvad de egentlig ville med sygeplejerskerne i kommunen og om de ubesatte stillinger i kommunen kunne hænge sammen med lønniveauet?
-Det kom til, på et tidspunkt, at jeg skrev et debatindlæg i den lokale avis, hvor jeg stillede disse spørgsmål. Og det var medvirkende til, at vi fik gang i en rigtig god dialog med ledelsen, forklarer Rikke Wiwe.
Argumenterne skal være på plads
Fællestillidsrepræsentant Annette Lohse havde holdt sig meget godt orienteret om de kommunale budgetforhandlinger. Så da der blev meldt ud i MED-systemet, at der var afsat 5 millioner kroner i budgettet til at øge plejepersonalets løn for at kunne matche de omkringliggende kommuner, undrede det hende, at midlerne kun var sat af til FOA’s faggruppe.
- Jeg gik straks i dialog med ledelsen om fordeling af de 5 millioner og ledelsen indkaldte til forhandlinger, siger Annette.
- I samarbejde med Rikke og min faglige konsulent i kredsen Lotte Simonsen, stykkede vi argumenterne sammen. Sygeplejerskerne skulle selvfølgelig hale ind på efterslæbet i forhold til de omkringliggende kommuner. Men det drejer sig også om fremtiden og hvordan ledelsen anerkender og vægter sygeplejerskernes roller og kompetencer nu og i fremtiden. Og de var faktiske meget lydhøre overfor mine argumenter om sygeplejerskers betydning, forklarer Annette og konstaterer:
- Det lykkedes os at få 24% af de 5 millioner kroner til sygeplejerskegruppen, hvilket svarer til 1,1 million kroner.
Samarbejdet rykker
Lotte Simonsen, der er faglig konsulent for sygeplejerskerne i Brøndby kommune ser historien om Brøndby som et godt eksempel på, hvor vigtige tillidsrepræsentanterne er for sygeplejerskernes løn og vilkår.
-Annettes og de andre tillidsrepræsentanters kendskab til de lokale forhold er det, der sætter det hele i gang. Annette er grundig og holder sig meget godt orienteret i, hvad der sker helt lokalt i kommunen. Det kunne vi på kredsens niveau aldrig være så godt inde i, som Annette er. Hun bruger mig og Rikke som sparringspartnere og får på den måde finpudset sine argumenter overfor ledelsen, forklarer Lotte.
Alle får del i pengene
Lotte, Rikke og Annette har siden de 1,1 millioner til sygeplejerskerne kom på budgettet sat sig ned og set på, hvordan flest muligt sygeplejersker kunne få mest muligt ud af de nye penge i budgettet.
-Vi har søgt at lægge pengene på de tillæg, der i forvejen eksisterer i kommunen og givet de fleste tillæg et godt løft. Så lykkedes det os også med en nyligt indgået forhåndsaftale, at stort set alle sygeplejersker i kommunen får et løft af lønnen, slutter Rikke Wiwe.