Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Omsorg for pårørende i en kritisk situation

Siden 1. september 2026 har en intensivsygeplejerske været fast medlem af hjertestopteamet på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Som støtteperson er intensivsygeplejerskens opgave at hjælpe de pårørende gennem den skræmmende oplevelse, det er at overvære, at en af deres nærmeste får hjertestop.

Publiceret: 

22. oktober 2026

Senest opdateret: 

22. oktober 2026

Af:

hov

hov@dsr.dk

Lisbeth Kofoed Egestad, klinisk sygeplejespecialist på Anæstesiologisk Afdeling, forklarer om indsatsen:

– Vi har sat indsatsen for pårørende i gang, fordi de nye europæiske retningslinjer for hjertestopbehandling anbefaler det (red: ERC Guidelines). Det er dokumenteret, at støtte til pårørende i den akutte fase har positiv betydning for det efterfølgende krise- og eventuelle sorgforløb.

Personcentreret sygepleje omfatter også omsorg for pårørende

– Jeg har været med til ét hjertestop, siden vi satte indsatsen i gang, fortæller Annette, der er intensivsygeplejerske og en del af hospitalets Mobile Akut Team (MAT).

Hun fortsætter:

– Den pårørende ville i det tilfælde ikke med ind på stuen, hvor hendes mand var under behandling for hjertestop. Men det er en mulighed, vi giver, og selvfølgelig lader det være op til den enkelte at sige ja eller nej til.

– Jeg sad sammen med hende, lyttede til hendes fortælling om, hvad der var sket, og til de følelser og tanker, hun sad med. I det her tilfælde var der også brug for hjælp til at få fat i andre pårørende. Og det er vores opgave – at lytte, støtte og være der for den pårørende.

Sygeplejespecialist Lisbeth Kofoed Egestad supplerer:

– Omsorg for pårørende er en del af sygeplejen. Indsatsen ligger naturligt inden for Fundamentals of Care: I den akutte situation skaber sygeplejersken en relation til den pårørende og er opmærksom på vedkommendes psykosociale behov. Det giver den pårørende et bedre grundlag for at håndtere de udfordringer, der kommer efterfølgende.

En dedikeret person letter presset for afdelingen

Opfølgningen fra de hjertestopkald, hvor pårørende støtteperson har deltaget indtil videre, har været, at det er en lettelse for afdelingerne, hvor hjertestoppet finder sted at vide, at der er en person, der er 100 % dedikeret til den pårørende.

– De har selvfølgelig altid selv haft fokus på at støtte pårørende ved hjertestop og gjort, hvad de kunne. Samtidig er det for de fleste afdelinger ikke en rutinesag at have en patient med hjertestop, forklarer Annette.

– At vi er der, tager en byrde væk fra dem, så de kan koncentrere sig om patienten og den virak, der følger af et hjertestop i en afdeling, siger Annette, og Lisbeth slutter med at konstatere:

– Nu er det opgaven for vores pårørendestøtteteam at følge op på erfaringerne og justere indsatsen. Vi anvender metoder fra forbedringsmodellen – selvfølgelig i et tæt samarbejde med sygeplejerskerne i intensivafdelingen og på afdelingerne.