Nyhed
Debatindlæg fra kredsens politiske ledelse: Når opgaverne flytter hjem, skal kompetencerne følge med
I et debatindlæg i Sundhedsmonitor sætter den politiske ledelse i Kreds Midtjylland fokus på, at faglighed og fokus på denne er afgørende, hvis kvaliteten overfor borgerne skal bevares i en tid, hvor sundhedsvæsenet forandres.
Publiceret:
12. november 2026
Senest opdateret:
12. november 2026
Når opgaverne flytter hjem, skal fagligheden flytte med
Debatindlæg bragt i Sundhedsmonitor. Skrevet af den politiske ledelse i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland.
Mere behandling skal foregå tæt på borgeren. Det er en central ambition i udviklingen af vores sundhedsvæsen, og grundlæggende er det en god ambition.
For de fleste mennesker er det både tryggere og mindre indgribende at modtage hjælp i eget hjem end at blive sendt frem og tilbage mellem hjem, kommune, praktiserende læge og hospital.
Men nærhed er ikke kun et spørgsmål om geografi. Det handler også om at have adgang til de rette kompetencer på det rette tidspunkt.
For samtidig med at opgaverne flytter tættere på borgerne, bliver de borgere, som kommunerne skal hjælpe, stadig mere komplekse. Flere lever med flere kroniske sygdomme, får mange forskellige typer medicin og har samtidig kognitive, psykiske eller sociale udfordringer. Et fald kan eksempelvis skyldes alt fra infektion og dehydrering til medicin, underernæring eller begyndende delirium – og ofte flere ting på én gang.
Derfor er den kommunale opgave ikke længere alene at yde pleje og omsorg. Medarbejderne skal også kunne opdage ændringer, vurdere risici, prioritere mellem flere problemer og handle, før en borgers tilstand forværres.
Sygeplejersker bidrager med en særlig klinisk faglighed. De kan vurdere komplekse symptomer og sygdomsbilleder, se sammenhænge mellem sygdom, medicin og ændringer i borgerens tilstand og vurdere, hvornår der skal handles og følges op. De sygeplejefaglige vurderinger bringer et afgørende perspektiv ind i samarbejdet på tværs af faggrupper. Derfor skal de være til stede, når borgerens situation kalder på dem.
Kontinuitet er ikke nødvendigvis kvalitet
Med ældreloven og indførelsen af helhedspleje er der med god grund kommet fokus på faste teams, kontinuitet, selvbestemmelse og større fagligt råderum. Det kan give borgerne en mere sammenhængende hverdag og færre skiftende medarbejdere i hjemmet.
Men kontinuitet er ikke automatisk det samme som faglig kvalitet. En borger kan møde kendte medarbejdere og samtidig risikere, at begyndende sygdom eller forværring ikke bliver opdaget i tide.
Det er en af de vigtige pointer i den forskning om helhedspleje og kompetencemix, som Julie Duval Jensen, adjunkt ved Aarhus Universitet, har samlet og præsenteret.
Forskningen peger på, at sammensætningen af kompetencer har betydning for både kvalitet og patientsikkerhed. En højere andel sygeplejersker er blandt andet forbundet med færre tryksår, færre urinvejsinfektioner og færre hospitalskontakter. Samtidig bidrager sygeplejersker ikke kun gennem den direkte pleje, men også gennem kliniske vurderinger, koordinering, supervision og faglig ledelse.
Et beslægtet perspektiv findes i den amerikanske sygeplejeforsker Linda Aikens internationale forskning. I et studie af kirurgiske patienter på hospitaler i ni europæiske lande var sandsynligheden for at dø inden for 30 dage syv procent højere for hver ekstra patient, en sygeplejerske havde ansvar for. Studiet handler om hospitaler, men minder os om, at sygeplejerskers faglige tilstedeværelse har betydning for patientsikkerheden.
Det betyder ikke, at én faggruppe er vigtigere end alle andre. Social- og sundhedsmedarbejderne er helt afgørende for den daglige pleje, omsorg og kontinuitet, og terapeuter og andre faggrupper bidrager med deres særlige kompetencer.
Men forskellige kompetencer kan ikke uden videre erstatte hinanden. Tværfaglighed virker kun, når rollerne er tydelige, samarbejdet fungerer, og de nødvendige kompetencer rent faktisk er til stede omkring borgeren.
Sygeplejen må ikke blive en blind plet
Vi er derfor bekymrede for, om den kommunale sygepleje risikerer at blive en blind plet i de kommende års store forandringer.
Der tales meget om organisering, strukturer, visitation og nye samarbejdsformer. Der tales mindre om, hvem der skal foretage de kliniske vurderinger, opdage tidlige tegn på forværring og binde borgerens forløb sammen på tværs af kommune, almen praksis og hospital.
Det arbejde er ikke altid synligt. Koordinering, faglig sparring, prioritering og vurdering kan være vanskeligt at registrere som en konkret ydelse. Men det gør ikke arbejdet mindre vigtigt. Tværtimod bliver det mere afgørende, jo mere behandling der foregår i borgerens eget hjem.
Hvis sygeplejerskerne bliver placeret for langt fra borgerne og de tværfaglige teams, eller hvis deres rolle primært bliver at løse enkeltstående opgaver, risikerer vi at miste netop det kliniske blik, som kan forebygge forværring og unødvendige indlæggelser.
Opgaveflytning kræver kompetenceflytning
Derfor bør kommuner, regioner og de kommende sundhedsråd stille et enkelt spørgsmål, hver gang en opgave flyttes: Hvilke kompetencer kræver opgaven, og hvordan sikrer vi, at de er til stede omkring borgeren?
Når kommunerne får ansvar for flere komplekse sundhedsopgaver, kræver det også en medarbejdersammensætning, der matcher opgaven. Det betyder blandt andet, at der skal være flere medarbejdere med en sundhedsfaglig uddannelse på mellemlangt videregående niveau, og at flere sygeplejersker skal være tæt på de borgere og teams, der har brug for deres kliniske vurderinger og opfølgning.
Linda Aikens forskning fra hospitalerne minder os om, at sygeplejerskers faglige tilstedeværelse har betydning for patientsikkerheden. Når opgaver flyttes til borgerens hjem, skal de kliniske kompetencer derfor følge med, så de er tæt på. Ellers risikerer ændringer i borgerens tilstand at blive opdaget senere, og den nødvendige hjælp kan blive forsinket med helbredsmæssige konsekvenser for borgeren.
Vi kan altså stå i en situation, hvor opgaven måske nok er flyttet geografisk tættere på borgeren, men uden at borgeren reelt er kommet tættere på den rette hjælp. Det kan vi ikke være tjent med i en sundhedsreform, der netop har til hensigt at give et bedre sundhedstilbud til alle borgere i Danmark.