Skal civilsamfundet være den tredje aktør i fremtidens velfærdssamfund? Sammen med den nye regering, bør vi tage debatten før udviklingen løber fra os.

Fælles debatindlæg fra Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland, 3F Aarhus og FH Aarhus bragt i Jyllands-Posten. 

Når den nye regering skal sætte retning for fremtidens velfærd, bør et grundlæggende spørgsmål med ind i forhandlingsrummet: Skal civilsamfundet være den tredje aktør i velfærdssamfundet – på linje med det offentlige og det private?

For udviklingen er allerede i gang. Ikke som én stor beslutning, vi alle har fået lov at tage stilling til. Men stille og roligt. Opgave for opgave. Forventning for forventning. Ældreloven er et godt eksempel, hvor der skabes et øget fokus på pårørende og civilsamfund som bærende elementer i at sikre vores velfærdssamfund i fremtiden.

For når der mangler hænder, bliver svaret oftere, at pårørende, frivillige, naboer, lokale fællesskaber og pensionister må træde mere til. Civilsamfundet er en styrke. Pårørende og frivillige gør hver dag en kæmpe forskel.

Men vi er nødt til at tale ærligt om, hvad der sker, når det ikke længere kun er et supplement. Når civilsamfundet gradvist bliver en bærende del af selve velfærden.

Derfor rejser vi spørgsmålet i fællesskab. For det handler ikke kun om sundhedsvæsenet. Det handler om, hvad vi som samfund fremover forventer af lønmodtagere, pårørende, frivillige og pensionister – også når de har fri eller har forladt arbejdsmarkedet.

I årtier har den danske velfærdskontrakt bygget på en enkel forståelse: Vi betaler skat og bidrager til fællesskabet. Til gengæld kan vi forvente hjælp, pleje og behandling, når vi selv, vores børn eller vores forældre får brug for det.

Den kontrakt er under omdannelse. Måske endda langsomt ved at erodere. Ikke fordi nogen nødvendigvis ønsker det, men fordi vi vænner os til, at når hænderne er få, må civilsamfundet træde til.

Men er det den velfærd, vi forventer? Er det det samfund, vi vil have? Og hvem er det egentlig, vi forestiller os skal løfte opgaverne?

Er det datteren, der allerede arbejder fuldtid og har børn derhjemme? Er det ægtefællen, der selv er slidt? Er det naboen? Den pensionerede sygeplejerske? Eller den sundhedsprofessionelle, der efter en lang arbejdsdag mødes af forventningen: Du har jo fagligheden – kan du ikke lige?

Og hvornår bliver frivillighed til noget andet? Hvornår risikerer pensionister, som efter et langt arbejdsliv gerne vil bidrage, at blive gjort til ufrivilligt frivillige, fordi deres erfaring, tid og faglighed pludselig bliver en del af løsningen på velfærdens mangel på hænder?

For selv om erfaring er værdifuld, er det ikke det samme som, at man uden videre kan overtage opgaver fra velfærdssamfundet. Faglighed kræver rammer, ansvar og løbende opdateret viden. Derfor handler debatten ikke kun om, hvem der kan træde til, men også om hvilken kvalitet vi som borgere kan forvente.

Det er den debat, vi som samfund skal tage nu. Ikke fordi civilsamfundet er problemet. Tværtimod. Men fordi civilsamfundets rolle i fremtidens velfærd ikke må formes i stilhed og af nødvendighed alene.

Sammen skal vi finde løsningerne

Som fagbevægelse og sundhedsprofessionelle vil vi gerne bidrage. Vi vil gerne anvise veje, rådgive og dele det blik fra hverdagen, hvor vi ser, hvordan grænserne allerede flytter sig. Vi ser, hvor meget pårørende løfter. Vi ser, hvor vigtigt fællesskaber kan være. Men vi ser også, at der er forskel på omsorg, nærvær og støtte – og på velfærdsydelser, der kræver aktuel faglighed, ansvar, kvalitet og ordentlige rammer.

Derfor bør en kommende regering lytte til både lønmodtagere, fagbevægelsen og de sundhedsprofessionelle, når civilsamfundets rolle i fremtidens velfærd skal diskuteres. Ikke fordi vi har alle svarene. Men fordi vi ser konsekvenserne, når svarene mangler.

For hvis civilsamfundet skal være den tredje aktør i velfærdssamfundet, skal det være et bevidst samfundsvalg. Ikke noget vi først opdager, når velfærdstilbuddet allerede er blevet et andet end det, vi troede, vi havde aftalt med hinanden.