Debatindlæg fra Kredsens politiske ledelse: Når krisen rammer, kan ansvaret ikke være frivilligt

I et debatindlæg i Jyllands-Posten beskriver en række civilsamfundsorganisationer, hvordan civilsamfundet skal spille en afgørende rolle i fremtidens totalberedskab.

Debatindlægget i sin fulde længde: 

Når krisen rammer, kan ansvaret ikke være frivilligt

Civilsamfundet er en uundværlig medspiller i en krisetid. Men fundamentet må og skal være et stærkt offentligt velfærds- og sundhedsvæsen, som borgerne kan stole på.

De har ret i, at et stærkt beredskab kræver mere end kampvogne og konserves. Civilsamfundsorganisationerne gør et enormt og uundværligt arbejde. De skaber fællesskaber, når ud til udsatte mennesker og yder tryghed og praktisk støtte.

Men fundamentet for vores samfund skal bygges på et stærkt offentligt velfærds- og sundhedsvæsen med faglighed, tydeligt ansvar og sikkerhed for borgerne. Civilsamfundet kan styrke velfærden. Det kan ikke overtage dens grundlæggende opgaver.

I kronikken fra en række civilsamfundsorganisationer fremhæves covid-19 som et eksempel på, at civilsamfundet trådte i karakter. Det gjorde det uden tvivl. Frivillige rådgav og støttede mennesker, som var isolerede og utrygge.

Men det er kun den ene del af historien. Da resten af samfundet blev bedt om at trække sig tilbage, blev sundhedspersonalet bedt om at træde frem. De tog imod patienter med en ny og ukendt sygdom og holdt hospitaler, psykiatri, ældrepleje og hjemmesygepleje i gang.

Den indsats må ikke blive en fodnote, når fremtidens beredskab planlægges.

Det relationelle er også faglighed

En borger bliver ikke mindre afhængig af dialyse, medicinering, psykiatrisk behandling eller specialiseret sygepleje, fordi strømmen svigter, de digitale systemer bryder sammen, eller en epidemi rammer.

Her er gode intentioner ikke nok. Der skal være faglige kompetencer, kommandoveje, dokumentation, kvalitet og et entydigt ansvar.

Vi skal også passe på med at gøre nærvær og relationer til noget, der hører civilsamfundet til, mens sundhedspersonalet tager sig af det faglige. Relation, omsorg og behandling er ikke modsætninger. De er tæt forbundne dele af den professionelle sundhedsfaglighed.

Civilsamfundet kan bidrage med lokale fællesskaber, opsøgende kontakt, praktisk hjælp og støtte. Men når støtte bliver til behandling, og menneskers liv og helbred er på spil, skal opgaven være forankret i et professionelt system.

Ansvaret kan ikke vælges til og fra

En civilsamfundsorganisation kan vælge, hvilke opgaver den vil løse. Det offentlige kan ikke vælge borgerne eller de sværeste opgaver fra. Velfærdsstaten skal være der hele vejen – også når opgaven bliver kompleks, dyr eller langvarig.

Det ansvar kan ikke placeres hos en frivillig. Frivillighed er netop frivillig. Det offentlige ansvar er en forpligtelse. Når en sundhedsfaglig opgave delegeres, forsvinder ansvaret ikke. Det kræver kompetencer, instruktion, tilsyn og dokumentation. Det er en del af borgernes sikkerhed.

Det gælder ikke mindst mennesker i sårbare positioner. Jo mere afhængig man er af hjælp, desto vigtigere er det, at hjælpen ikke afhænger af postnummer, netværk eller antallet af frivillige lokalt.

Kronikørerne efterlyser strukturer, klare roller og varig finansiering. Det er vi enige i. Men civilsamfundet skal gøre beredskabet stærkere – ikke kompensere for manglende kapacitet i sundhedsvæsenet. Investeringer i civilsamfundet skal derfor gå hånd i hånd med investeringer i et offentligt sundheds- og velfærdsberedskab, hvor den nødvendige sundhedsfaglige kapacitet er planlagt, finansieret og tydeligt forankret.

Minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen skriver, at alle skal være med – også civilsamfundet. Ja. Men alle må også betyde de sundhedsprofessionelle, som står med ansvaret, når krisen handler om menneskers liv og helbred.

Civilsamfundet er en uundværlig medspiller. Men fundamentet må og skal være et stærkt offentligt velfærds- og sundhedsvæsen, som borgerne kan stole på – også når krisen rammer.