Nyhed
Læserbrev i Midtjyllands Avis: Skal børns sundhedstilbud i Silkeborg Kommune afhænge af, om en sundhedsplejerske tilfældigvis er forælder på skolen?
Politikernes besparelse betyder, at Silkeborgs børn og unge bliver tilbudt markant dårligere pubertets- og seksualundervisning end i nabokommunerne. På en enkelt skole var en enkelt klasse heldig, fordi en mor tilfældigt trådte til med de rette faglige kvalifikationer. Men skal et afgørende sundhedstilbud til børn i Silkeborg bero på, at forældre tilfældigvis har den rette uddannelse og vil arbejde gratis?
Publiceret:
30. oktober 2026
Senest opdateret:
30. oktober 2026
En sundhedsplejerske ansat i en anden kommune men bosat i Silkeborg tilbød frivilligt at tale med pigerne i sit barns klasse om puberteten. Nu har skolen spurgt, om hun vil gøre det samme for flere klasser. Det lyder måske som en fin historie om engagement. Men det er også et alvorligt faresignal.
Sundhedsplejersken har ikke ønsket at stå frem, så hendes navn, arbejdssted og barnets skole er udeladt. Hun tilbød selv en “pigesnak” i sit barns klasse på en skole i Silkeborg Kommune. Eksemplet viser, at når kommunens sundhedsplejersker ikke længere er en naturlig samarbejdspartner i det daglige på skolerne, så søges fagpersonen blandt eksempelvis forældre på skolen, da tilbuddet ikke længere er at få hos Silkeborg Kommunes egne sundhedsplejersker. Sundhedsplejersken der har undervist i ”pigesnak” i datterens klasse, er allerede blevet spurgt, om hun vil udvide det ulønnede samarbejde til flere klasser. En tydelig understregning af den betydning skolen mærker det har, når en sundhedsfaglig kompetent person overtager undervisningen på et område, hvor lærerne ikke er på hjemmebane.
Og det er ikke længe siden, at hverdagen var netop sådan i Silkeborg.
Men fra skoleåret 2023/24 tog Silkeborg Kommune sundhedsplejerskerne ud af seksual- og pubertetsundervisning. Det var en besparelse. Nu er det klasselæreren, der skal løfte opgaven, eventuelt med en pdf-fil downloadet på kommunens hjemmeside til inspiration. Kommunen sparer altså på det faglige tilbud med den ene hånd, mens skolen rækker ud efter frivillig hjælp fra en sundhedsplejerske med den anden.
Hun vil gerne hjælpe, men hendes frivillige indsats når kun nogle af børnene. Hun kan heller ikke følge op med eleverne bagefter.
Og hvad med de skoler, hvor ingen forælder tilfældigvis er sundhedsplejerske – eller har tid til at arbejde gratis?
Det er ikke en kritik af lærerne. De gør allerede en stor indsats for eleverne. Men en lærer er ikke sundhedsplejerske. Sundhedsplejersker har faglig viden og erfaring med at tale om krop, pubertet og seksualitet, og de kan opdage, hvis et barn har brug for en opfølgende samtale. De kommer også med en anden rolle end den lærer, eleverne møder i hverdagen. For nogle børn kan det gøre det lettere at spørge og fortælle. Det er præcis den erfaring man har gjort sig på den føromtalte skole i Silkeborg, hvilket er årsagen til man ønsker at udvide det frivillige arbejde.
Men når børns adgang til sundhedsfaglig viden afhænger af, om en sundhedsplejerske tilfældigvis er forælder på skolen, bliver tilbuddet ulige. Det er ulighed i sundhed.
Sundhedsplejerskerne kan være en del af løsningen
Aalborg Kommune viser via en prioriteret indsats, hvordan sundhedsplejersker kan være mere synlige og tilgængelige i skolen. Eleverne møder sundhedsplejersken mindst syv gange gennem skoletiden. Sundhedsplejerskerne underviser blandt andet piger i menstruation, alle elever i pubertet og deltager i seksualundervisningen i 8. klasse sammen med kommunens Sexualister. Eleverne kan også opsøge sundhedsplejersken spontant eller skrive en sms.
Det fjerner ikke mistrivslen, men giver børnene flere muligheder for at få viden, stille spørgsmål og blive mødt af en fagperson, der kan følge op. Og mistrivslen kalder på, at vi styrker de tidlige og forebyggende tilbud og ikke som Silkeborg Kommune, skærer i dem. Fra 2010 til 2022 steg andelen af piger, der var kede af det mindst én dag om ugen, fra 24 til 45 procent i 5. klasse, fra 28 til 57 procent i 7. klasse og fra 23 til 59 procent i 9. klasse.
Silkeborg har i årevis ført en offensiv bosætningspolitik for at tiltrække nye borgere og børnefamilier. Derfor har kommunen også et ansvar, når disse børn bliver større og skal hjælpes godt på vej og gerne undgå at blive en del af statistikken med øget mistrivsel. Kan det være rigtigt, at børn i Silkeborg Kommune skal have ringere tilbud og hjælp end børnene i Ikast, Brædstrup, Låsby og Viborg, medmindre en mor eller far tilfældigvis har den rette uddannelse og tid til at arbejde frivilligt?
Kom med på job
Jeg vil sammen med Sundhedsplejerskerne i Silkeborg gerne invitere Jonas Sivertsen, formand for Skoleudvalget, og gerne hele udvalget, med på job sammen med sundhedsplejerskerne i Silkeborg. Kom og hør, hvad de oplever i hverdagen, og hvad børnene mister, når sundhedsplejersken ikke længere er en del af pubertets- og seksualundervisningen.
Vi er ikke ude for at pege fingre ad lærerne, men for sammen at finde en løsning, så alle børn i Silkeborg får et trygt og fagligt tilbud om krop, pubertet og seksualitet – uanset hvilken skole de går på. Noget der er et godt fundament i et ungt menneskes udvikling. Et fundament der kan være et godt værn mod mistrivsel.
For Jonas Sivertsen, er det virkelig den vej, Silkeborg Kommune vil gå: At spare på den faglige indsats og håbe, at en forælder træder til på et så vigtigt område når det handler om børn og unges udvikling?