Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Stærkere sammen: DRO sætter retningen for fælles faglig indflydelse

Beretning, debat og et skarpt økonomisk oplæg prægede årets generalforsamling i Den Regionale Organisationsrepræsentation (DRO), hvor kredsformand Anja Laursen blev genvalgt som formand – og brugte lejligheden til at sende et klart budskab om værdien af det tværfaglige samarbejde.

Publiceret: 

23. maj 2025

Senest opdateret: 

23. maj 2025

Af:

Per Colstrup Vinkel

pco@dsr.dk
IMG 7132

Torsdag den 22. maj samlede DRO igen de faglige organisationer i Region Midtjylland til generalforsamling. Her blev der både set tilbage på et år med strukturelle forandringer og økonomiske benspænd – og frem mod en fælles faglig retning i en sundhedssektor i forandring.

- Når vi står sammen i DRO, står vi stærkere over for beslutningstagerne. Vi løser ikke de samme opgaver, men vi er sammen om dem. Det er dét, der gør os til en reel medspiller i udviklingen af det regionale sundhedsvæsen, sagde Anja Laursen i sin beretning.

Tværfaglighed som fælles styrke

Beretningen lagde vægt på nødvendigheden af at styrke samarbejdet mellem organisationerne – både internt i DRO og i forholdet til Region Midtjylland. En ny indsats med fælles forhandlingsdogmer skal skabe en stærkere og mere ensartet tilgang til de regionale forhandlinger.

- Solidariteten og dét at slå ring om hinandens fagligheder er vigtigt. DRO kan spille en særlig rolle i den regionale sammenhæng, fordi vi er mange – og fordi vi rummer forskellighed, lød det blandt andet fra deltagerne i debatten.

Generalforsamlingen kvitterede for beretningen med en række bemærkninger, særligt om samarbejde og behovet for en tydelig faglig stemme:

Reaktioner fra salen:

  • "Det er positivt, at vi forsøger at skabe fælles dogmer for samarbejdet – det styrker solidariteten."
  • "Puslespillet til Danske Regioners topmøde var mere end en gimmick – det blev et stærkt billede på, at faglighederne kun fungerer optimalt, når de hænger sammen."
  • "Vi skal huske specialområderne i DRO – også psykiatrien og det præhospitale område."

Puslespillet, som blev delt ud ved Danske Regioners topmøde, bestod af brikker med billeder af de forskellige faggrupper i DRO. Budskabet var klart: Faglighed forandrer liv – og vi får først et velfungerende sundhedsvæsen, når alle brikkerne er med.

Økonomisk virkelighed: Michael Svarrer gav perspektiv

Dagens faglige input kom fra økonomiprofessor Michael Svarer fra Aarhus Universitet. Med sit oplæg “Økonomiske udsigter for velfærdssamfundet” tegnede han et billede af en dansk økonomi i god grundform – men med et voksende demografisk pres.

- Der er råd til at prioritere velfærd – også sundhed. Men det kræver et stærkt fokus på arbejdsudbud og prioritering, sagde Michael Svarrer.

Oplægget blev afsæt for en engageret debat blandt deltagerne om balancen mellem økonomi, kvalitet og kapacitet i regionens sundhedsvæsen.

DRO's veje frem

I den kommende periode vil DRO særligt have fokus på:

  • Det videre arbejde med fælles dogmer for det tværfaglige samarbejde
  • Indflydelse i de nye sundhedsråd og implementeringen af sundhedsreformen
  • Den Danske Model og betydningen af organiseret samarbejde
  • Valgmøder i forbindelse med kommunal- og regionalvalget

- Vi har ikke råd til at arbejde hver for sig. Det tværfaglige fællesskab i DRO er fundamentet for, at vi kan sikre rammerne for både medlemmer og borgere, afrundede Anja Laursen.

  • IMG 7132
  • IMG 7135
  • Svarer
0
 / 3