Nyhed
Grin, gensyn og vigtig debat om fremtidens ældrevelfærd og civilsamfund
Hvor stor en del af fremtidens ældrevelfærd skal løftes af pårørende, frivillige og lokale fællesskaber? Det var det centrale faglige spørgsmål, da DSR, Kreds Midtjylland, samlede seniorsygeplejersker til fejring af FN’s Internationale Ældredag. Men der var også god tid til brunch, hyggeligt samvær, musik og masser af grin.
Publiceret:
9. oktober 2026
Senest opdateret:
9. oktober 2026
Der var både alvor, eftertanke og højt humør på programmet, da DSR, Kreds Midtjylland, fredag den 2. oktober fejrede FN’s Internationale Ældredag på Gubsø Garage i Silkeborg.
Kredsnæstformand Bente Alkærsig Rasmussen styrede deltagerne gennem dagen, som begyndte med brunch og god tid til samtaler og gensyn. Herefter bød kredsformand Jacob Gøtzsche velkommen.
Hvem skal løfte fremtidens ældrevelfærd?
Dagens faglige del satte fokus på civilsamfundets voksende rolle i fremtidens velfærd.
Marianne Stougaard, lektor ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, fortalte om et forskningsprojekt, der undersøger, hvordan ældre borgere i udsatte positioner kan få bedre kendskab til deres rettigheder og større indflydelse på deres eget liv.
Oplægget blev efterfulgt af en debat om en fremtid med færre fagprofessionelle og samtidig større forventninger til, at pårørende, frivillige og lokale fællesskaber bidrager til ældrevelfærden.
Er samfundskontrakten under forandring? Bliver lighed og lige muligheder udfordret, hvis borgernes hjælp i højere grad afhænger af deres netværk? Og er et stærkere civilsamfund en del af løsningen på fremtidens udfordringer?
De spørgsmål drøftede Gitte Krogh fra Seniorsammenslutningen SesaM, Randers-borgmester Rosa Lykke Yde, Viborg-borgmester Katrine Fusager Rohde, Marianne Stougaard og kredsnæstformand Hanne Holst Long. Tidligere kredsformand Anja Laursen var moderator.
Humor, musik og fællesskab
Efter den faglige debat skiftede dagen spor, da Jacob Haugaard indtog scenen med skæve historier, musik og sin velkendte humor.
Dagens program viste dermed to forskellige sider af fællesskabet: Det fællesskab, som spiller en stadig større rolle i fremtidens ældrevelfærd, og det fællesskab, der opstår, når mennesker mødes, deler erfaringer og griner sammen.
På den måde kom årets fejring hele vejen rundt om det gode seniorliv – med både faglighed, fællesskab og højt humør.