OL-guldvinderen er blevet sygeplejerske: Henriette Mikkelsen har fundet sin nye plads på holdet

Henriette Mikkelsen havde godt læst historierne om sygeplejefaget. Hun vidste, at jobbet kunne være hårdt, og hun havde bemærket, at sygeplejen indimellem fik en hård medfart i medierne.

Alligevel blev det netop sygeplejen, hun valgte, da hun efter 11 år som lærer begyndte at overveje en ny retning i arbejdslivet. For de mest højlydte fortællinger var ikke nødvendigvis dem, hun lagde mest vægt på. Det gjorde erfaringerne fra de mennesker, der kendte faget tæt på.

– Man lytter jo mest til dem, der er tættest på, frem for altid at lytte til, hvad medierne skriver, siger Henriette Mikkelsen.

Hun havde mange at spørge. Hendes mormor var sygeplejerske, og både en svigerinde, en søster og en kusine har valgt faget. Det samme har en god veninde fra håndboldverdenen. De arbejdede forskellige steder og kunne derfor vise hende, hvor mange veje en sygeplejerskeuddannelse kan åbne.

Hør hele samtalen med Henriette Mikkelsen i podcasten fra DSR Kreds Midtjylland” MIDT i sygeplejen” lige her.

Der var også plads til de kontante svar. Henriettes lillesøster leverede et tørt ”don’t do it”. Men samlet set hørte Henriette om et meningsfuldt fag med stærke kolleger, stor faglighed og langt flere udviklingsmuligheder, end man ser, hvis man kun betragter sygeplejersken som den, der arbejder ved en hospitalsseng.

Det blev afgørende. Hun søgte ikke en enkelt bestemt stilling, men et fag, hun kunne udvikle sig i gennem resten af et langt arbejdsliv.

Det var nu, hvis hun skulle turde det

Beslutningen var ikke en flugt fra et arbejdsliv, der var gået i stykker. Henriette havde været glad for sine år på en lille friskole. Hun var en erfaren lærer med stor faglig viden og en position som den, kollegerne ofte gik til.

Men et spørgsmål begyndte at dukke op: Var det det her, hun skulle resten af sit arbejdsliv?

– Jeg var faktisk overhovedet ikke træt af at være lærer, da tankerne begyndte at florere. Men jeg var også bange for at blive for gammel til ikke at turde tage skridtet, fortæller hun.

Hun undersøgte flere muligheder. Måske skulle hun bare være lærer på en anden skole. Måske skulle der et større skifte til. Hun vidste, at hun fortsat ville arbejde med mennesker og gøre en mærkbar forskel for nogen. Langsomt pegede overvejelserne mod sygeplejen.

At uddannelsen fandtes i Viborg, hvor hun bor med sin familie, gjorde beslutningen praktisk mulig. Men den skulle stadig træffes sammen med hendes mand. Familien skulle kunne få hverdagen og økonomien til at hænge sammen, mens Henriette gik fra løn til SU i tre et halvt år.

Hun spurgte sig selv, om hun kunne tillade sig at sætte dele af familiens liv på standby. Svaret hjemmefra var, at tre et halvt år trods alt ikke var for evigt. Hvis det var det, hun ville, skulle hun gøre det.

– Jeg synes også, der er noget læring i det over for vores to børn. Hvis man vil noget eller brænder for et ønske om at skifte retning, så kan det lade sig gøre.

Henriette fik tilbudt at tage uddannelsen online. Det kunne umiddelbart ligne den fleksible løsning for en voksen studerende med mand, børn og et etableret familieliv. Men hun sagde nej.

Under coronanedlukningen havde både hun og hendes mand undervist hjemmefra. Hun vidste derfor, at endnu en hverdag foran skærmen ikke var det rigtige for hende. Hun skulle ud ad døren og møde mennesker – også selv om hun forventede at blive en af de ældste på holdet.

Det valg kom hun ikke til at fortryde. På studiet blev aldersforskellen mindre vigtig end fællesskabet. Hun lærte både en ny faglighed og nye generationer at kende, og hun beskriver holdet som fantastisk.

Samtidig skulle hun vænne sig til at være ny. Det krævede ydmyghed at forlade et fag, hvor hun havde mange års erfaring, og begynde på et område, hvor andre vidste langt mere end hende.

– Jeg var en rigtig dygtig lærer, og jeg havde stor viden. Jeg var også en af dem, som folk kom til. Det er jeg ikke lige nu. Man skal finde ud af, om man kan være i at komme ud på ukendt grund og være den nye og den uvidende for en stund.

Et fag med mange veje

Netop muligheden for at bevæge sig i mange retninger gjorde sygeplejen attraktiv. Henriette kunne se et arbejdsliv, hvor hun ikke behøvede at vælge én funktion én gang for alle.

Hun var tidligt nysgerrig på det akutte område. Allerede efter første semester skrev hun til lederen på akutafdelingen på Regionshospitalet Viborg og spurgte, om de kunne bruge ”en som hende” i en eller anden funktion. Det kunne de. Derfor arbejdede hun på afdelingen gennem de følgende tre studieår.

For Henriette var det vigtigt hurtigt at afprøve, om virkeligheden svarede til hendes forestilling. På akutafdelingen vidste hun aldrig helt, hvad hun mødte ind til. Situationen kunne ændre sig på få øjeblikke, og en plan skulle justeres, når nye svar eller observationer kom til.

Det passede hende.

– Det kan godt være, at det er den sportsperson, jeg engang har været, som stadig er i mig. Der er noget i, at man aldrig helt ved, hvad man møder ind til, og at det hele pludselig kan skifte retning.

Håndboldlivet blev en uddannelse i sig selv

For mange vil Henriette Mikkelsen stadig være kendt som håndboldspilleren, der var med til at vinde OL-guld i 2004. I finalen mod Sydkorea scorede hun i den afgørende straffekastkonkurrence, da Danmark sikrede sit tredje olympiske guld i træk.

Mere end to årtier senere fylder håndbolden stadig. Ikke kun som et stort minde, men som en erfaring, hun bruger i sit nye arbejdsliv.

– Håndboldlivet har været den vildeste uddannelse for mig. Det har været ballast og skabt grundlag for både den, jeg er som menneske, og den, jeg er på arbejde.

Som elitehåndboldspiller lærte hun at arbejde målrettet, tage imod feedback og justere planen, når kampen udviklede sig anderledes end forventet. Hun lærte også, at den enkelte præstation kun giver mening i et fællesskab.

Det genkender hun på akutafdelingen. Her arbejder sygeplejersker sammen med blandt andre læger, social- og sundhedsassistenter, fysioterapeuter, sekretærer og servicepersonale. Faglighederne og rollerne er forskellige, men alle har en vigtig brik i patientens forløb.

– Jeg trives bedst i et fællesskab. Jeg trives bedst med klare mål og med at tage ansvar – både for mig selv og for dem, der er omkring mig. Når man er en del af et hold, så løfter man også som et hold.

Derfor er fortællingen om Henriette ikke historien om tre adskilte liv som håndboldspiller, lærer og sygeplejerske. Den røde tråd er tydelig: mennesker, relationer, ansvar og et stærkt fællesskab omkring en fælles opgave.

Der er alligevel forskelle, hun skal lære at navigere i. Som lærer havde Henriette tid til at opbygge relationer til elever og forældre. På et håndboldhold udviklede fællesskabet sig gennem træning, kampe og mange timer sammen.

På akutafdelingen kan hun møde en patient og de pårørende i et af deres mest sårbare øjeblikke – uden at kende dem på forhånd. Her skal tilliden skabes næsten med det samme.

– Min fornemmeste opgave er at skabe en tillidsfuld relation til patienterne og deres pårørende på et splitsekund. Jeg tror, man kommer langt med et smil og venlighed, men også med at fortælle dem, at jeg er der for dem, og at jeg er deres sygeplejerske, mens de er her.

Livserfaringen er en medspiller. Henriette kan trække på møder med mange forskellige mennesker fra både skolen, håndbolden og resten af livet. Men hun ved også, at relationer ikke kan løses med en fast opskrift. Nogle møder lykkes let. Andre kræver, at hun bagefter overvejer, hvorfor kontakten blev vanskeligere netop den dag.

En vagt står allerede tydeligt for hende. En kvinde midt i 90’erne blev bragt ind med ambulance og var døende. Familien var samlet omkring hende. Sammen fik de skabt et roligt og trygt rum.

– Det var så givende og meningsfuldt. Det var helt vildt rart at være en del af og kunne hjælpe med at skabe den stund, fortæller Henriette.

De pårørende satte bagefter ord på, at hun havde været med til at gøre situationen rar. Den tilbagemelding fulgte hende hjem fra vagten som en meget konkret oplevelse af at have gjort en forskel.

Kort efter kan den næste patient have helt andre behov. Det er den faglige og menneskelige spændvidde, Henriette finder tiltrækkende ved akutafdelingen.

OL-guld og et langt arbejdsliv betyder ikke, at Henriette forventer at kunne det hele fra første vagt. Tværtimod er noget af det vigtigste i hendes nye rolle at give sig selv lov til at være ny og stille spørgsmål.

På akutafdelingen har kollegerne gjort det klart, at et introforløb på fem uger ikke kan rumme alt. Fagligheden bygges op lidt efter lidt. For Henriette ligner det på sin egen måde den træning, hun kender fra sporten.

– Jeg har altid været vant til at træne en masse for at blive dygtigere. Det er jeg også i gang med nu. Jeg skal træne en masse for at få skabt mere faglighed og flere kompetencer. Det arbejder jeg på hver eneste dag.

Hun lærer ikke kun at skabe relationer, men også at give slip på dem igen. Når en patient bliver sendt hjem eller videre til en anden afdeling, slutter Henriettes del af forløbet. For en tidligere lærer, der er vant til længere relationer, kræver det tilvænning.

Nogle gange hjælper en tur med hunden. Andre gange taler hun med kollegerne, som kender den del af arbejdet. Også her bliver fællesskabet afgørende.

Et vellykket skifte kræver mere end mod

Henriette er stolt af, at hun turde skifte retning. Men hun fremstiller ikke et karriereskifte som et spontant spring, alle bare skal tage. Modet skal følges af grundige overvejelser.

Tal beslutningen igennem med de nærmeste. Undersøg, om uddannelsen og hverdagen reelt kan lade sig gøre. Læg et budget. Og overvej, om du kan holde ud at give afkald på den sikkerhed og ekspertrolle, du har bygget op, mens du bliver ny et andet sted.

For Henriette var det også vigtigt at reagere, før utilfredsheden fik lov til at vokse sig stor. Som lærer havde hun især holdt af at udvikle materialer og gøre tingene anderledes for børnene. Mod slutningen oplevede hun, at tiden gik med andre opgaver, og at hun oftere kom træt og småsur hjem.

– Jeg skal ikke gå og være sur eller trist, når jeg kommer hjem fra mit arbejde. Jeg var nødt til at tage ansvar for det.

I dag er der fortsat dage med træthed og en stejl læringskurve. Men der er også en tydelig meningsfuldhed, når hun går hjem fra akutafdelingen.

Henriette Mikkelsen har skiftet fag, arbejdsrytme og position. Men hun har ikke forladt det, der altid har drevet hende: at gå helhjertet ind i opgaven, skabe stærke relationer og finde sin plads i et fællesskab, hvor alle er afhængige af hinanden.

Nu er holdet et andet. Den røde tråd er den samme.

Hør hele samtalen med Henriette Mikkelsen i podcasten fra DSR Kreds Midtjylland” MIDT i sygeplejen” lige her