Nyhed
Tillidsvalgte blev klædt på til en verden i forandring
På Kreds Midt Træf var tillidsvalgte samlet til en dag med indsigt, perspektiv og inspiration til rollen som tillidsvalgt i en reformtid.
Publiceret:
27. maj 2026
Senest opdateret:
27. maj 2026
- I er tandhjulet, der sikrer, at det hele kører rundt
Sådan satte Laust Høgedahl ord på de tillidsvalgtes betydning, da DSR, Kreds Midtjylland samlede fællestillidsrepræsentanter, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter til Kreds Midt Træf i Herning.
Ordene ramte en vigtig pointe for dagen: Når sundhedsvæsenet forandrer sig, er det ofte de tillidsvalgte, der står midt i hverdagen, hvor reformer, nye strukturer, arbejdsmiljø, løn, faglighed og kollegers bekymringer mødes.
Derfor havde årets Kreds Midt Træf fokus på at klæde de tillidsvalgte på til en verden i forandring – med ny indsigt, nye perspektiver og inspiration, som kan bruges direkte i det lokale arbejde på arbejdspladserne.
Reformtid kræver overblik og stærke lokale stemmer
Dagen blev åbnet af kredsformand Jacob Gøtzsche, inden journalist og faglig kommentator Gitte Redder tog deltagerne med ind i den politiske virkelighed, som DSR og sygeplejerskerne står i.
Med afsæt i OK26, sygeplejerskernes nye overenskomster, sundhedsreformen og ældrereformen satte hun spot på, hvordan de store politiske bevægelser påvirker både DSR, arbejdspladserne og de tillidsvalgte. Hun rejste blandt andet spørgsmålet om, hvilken rolle DSR og tillidsvalgte sygeplejersker spiller for et stærkt dansk sundhedsvæsen.
Herefter stillede Laust Høgedahl, lektor ved Aalborg Universitet, skarpt på rollen som tillidsvalgt i en reformtid. Han pegede på, at reformer stiller store krav til de tillidsvalgte, som både skal være tæt på kollegernes bekymringer, kunne navigere i lokale forhandlinger og samtidig være bindeled mellem ledelse, kolleger og organisation.
Hans billede af de tillidsvalgte som tandhjulet, der får det hele til at køre rundt, blev en stærk rød tråd for dagen.
Caféer med konkrete redskaber og fælles refleksion
Efter formiddagens oplæg gik deltagerne videre til faglige FTR/TR/AMiR-caféer, hvor der var plads til fordybelse, dialog og konkrete greb til hverdagen som tillidsvalgt.
I Arbejdsmiljø Café satte Thomas Milsted fokus på høje følelsesmæssige krav. Her blev der arbejdet med, hvordan følelsesmæssigt belastende arbejde ikke skal gøres til et individuelt robusthedsproblem, men forstås som et arbejdsmiljøvilkår. Deltagerne fik blandt andet et klarere sprog for det, der slider, og spørgsmål, der kan bruges i dialogen med både kolleger og ledelse.
I Organisatorisk Café handlede det om at få flere med i fællesskabet. Mikael Munk gav værktøjer og inspiration til samtalerne med både uorganiserede kolleger og kolleger, der er utilfredse eller overvejer at melde sig ud af DSR. Fokus var på organisering gennem omsorg, nysgerrighed, empati og anerkendelse.
I Politisk Café drøftede deltagerne dilemmaet mellem kollektive overenskomster og en øget interesse for individuel løn. Sammen med kredsformand Jacob Gøtzsche og 1. kredsnæstformand Bente Rasmussen blev der sat ord på medlemmernes forventninger, de faktiske muligheder og de dilemmaer, som tillidsvalgte møder på arbejdspladserne.
I Sygeplejefaglig Café var temaet sygeplejersker i en reformtid. Her gav Heidi Have, forvaltningschef for Ældre og Omsorg i Aarhus Kommune, og Rikke Degn, sygeplejefaglig direktør på Regionshospitalet Gødstrup, deres perspektiver på, hvor sygeplejeprofessionen er på vej hen, hvilken rolle sygeplejersker får i sundhedsreformen, og hvordan brobygningen mellem region og kommune kan styrkes. Caféen blev rundet af med dialog faciliteret af kredsnæstformænd Hanne Holst og Vibeke Bak.
Et meningsfuldt arbejdsliv, når meget er i bevægelse
Dagen blev rundet af med professor i psykologi Svend Brinkmann, som holdt oplæg om det meningsfulde arbejdsliv.
Han satte ord på et moderne arbejdsliv præget af omskiftelighed, optimeringskrav og social acceleration – og på behovet for et arbejdsliv, der tager højde for menneskelig mangfoldighed. I en tid, hvor fleksibilitet og omstillingsparathed ofte bliver idealer, mindede han om betydningen af også at give plads til dem, der vedligeholder den verden, vi allerede lever i.
Stærke tillidsvalgte er afgørende
Kreds Midt Træf viste tydeligt, hvor vigtig en rolle de tillidsvalgte spiller i en tid, hvor meget er i bevægelse.
De tillidsvalgte er tæt på kollegerne. De kender hverdagen. De lytter til bekymringerne, tager dialogen og bringer sygeplejerskernes stemme ind dér, hvor beslutninger og forandringer skal blive til virkelighed.
Derfor var formålet med dagen ikke kun at give ny viden, men også at styrke de tillidsvalgte i den rolle, de hver dag løfter for kollegerne, fagligheden og arbejdsmiljøet.
For når rammerne for sundhedsvæsenet ændrer sig, er stærke tillidsvalgte afgørende for, at sygeplejerskernes stemme bliver hørt – og for at forandringerne får blik for den virkelighed, de skal fungere i.