Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Kronik fra Jannie, psykiatrisk sygeplejerske: Vi flytter ikke bare en sygeplejerske. Vi fjerner en livline fra et menneske i krise

Psykiatrisk sygeplejerske og kredsbestyrelsesmedlem Jannie Vehrhahn Kraft skriver i en kronik i Jyllands-Posten om, hvordan det har konsekvenser for både patienter og personale, hvis man vil fordele vagtbyrden mere lige. Det vil udvande det specialiserede tilbud som psykiatriske patienter er stærkt afhængige af.

Publiceret: 

16. november 2026

Senest opdateret: 

16. november 2026

Af:

Per Colstrup Vinkel

pco@dsr.dk

Kronik bragt i Jyllands-Posten 16.11.2026. 

Vi flytter ikke bare en sygeplejerske. Vi fjerner en livline fra et menneske i krise

 

Af Jannie Elisabeth Hvilsted, psykiatrisk sygeplejerske og medlem af kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland

 

Forestil dig, at du har det så dårligt, at selvmordstankerne er begyndt at fylde mere. Du har svært ved at holde fast i virkeligheden, og alt det, du gennem lang tid har arbejdet på at mestre, er ved at skride.

Du gør det, vi gerne vil have mennesker i din situation til at gøre: Du rækker ud efter hjælp. Du ringer til den sygeplejerske, som kender dig, dit sygdomsforløb og de tegn, der viser, at du er på vej et farligt sted hen. Men hun er der ikke. Hun er blevet flyttet over på en sengeafdeling for at dække et hul i vagtplanen.

Hullet på sengeafdelingen er måske lukket den dag. Til gengæld er der opstået et nyt i det ambulatorium, hvor du skulle have haft hjælp.

Det er den virkelighed, jeg frygter, når sygeplejersker fra psykiatriens ambulatorier skal indgå i vagtarbejdet på sengeafdelingerne. Og inden nogen konkluderer, at det blot handler om, at jeg ikke ønsker aftener og weekender, så lad mig slå én ting fast: Jeg har arbejdet omkring ti år i sengepsykiatrien. Jeg har stået i de akutte situationer og taget min del af vagterne. Jeg har stor respekt for mine kolleger på sengeafdelingerne. De har brug for ordentlig bemanding og erfarne kolleger.

Men der kommer ikke én eneste ekstra sygeplejerske ind ad døren, fordi man flytter mig fra ét sted i psykiatrien til et andet. Man flytter bare manglen – og lader patienterne betale prisen.

 

Relationen er en del af behandlingen

 

Jeg arbejder i dag i et ambulatorium med mennesker med PTSD. Mange af mine patienter har oplevet alvorlige svigt og traumer. For nogle er tilliden til andre mennesker og til systemet blevet brudt igen og igen. Derfor opstår en behandlingsrelation ikke, fordi et navn bliver skrevet ind i en kalender. Den bygges langsomt op gennem samtaler, faglighed, forudsigelighed og erfaringen af, at den anden faktisk er der, når livet vælter.

En af mine vigtigste opgaver er at forebygge, at patienterne får det så dårligt, at de må indlægges. Det kræver, at jeg kan reagere, når en patient ringer og fortæller, at selvmordstankerne er taget til, at symptomerne blusser op, eller at det er blevet svært at tage vare på sig selv.

Jeg har eksempelvis haft en patient, som i en meget svær periode havde brug for tættere kontakt. Fordi jeg kendte patienten og havde mulighed for at handle fleksibelt, kunne jeg ringe hver dag og tilbyde samtaler to gange om ugen. Den indsats var efter min vurdering med til at forhindre en indlæggelse.

Hvad var der sket, hvis jeg den uge havde været sat til at dække vagter et andet sted? Måske var samtalerne blevet udsat. Måske havde en presset kollega forsøgt at tage over uden at have den samme relation. Måske havde patienten opgivet at række ud. I yderste konsekvens kan det betyde, at et menneske tager livet af sig selv.

Det er ikke skrevet for at male fanden på væggen. Det er den alvor, vi arbejder med. De ambulante patienter forsvinder ikke, fordi deres sygeplejerske tager en vagt på en sengeafdeling. Samtaler, medicinopfølgning og behandling bliver blot udsat, presset sammen eller lagt oven i en kollegas allerede fyldte arbejdsdag. Det er svært at forene med politiske løfter om kortere ventetider og færre indlæggelser.

 

En sygeplejerske er ikke en standarddel

 

Der ligger også en farlig forestilling under beslutningen: at en sygeplejerske med psykiatrisk erfaring uden videre kan træde ind overalt i psykiatrien og levere den samme kvalitet fra første vagt.

Sådan fungerer faglighed ikke.

Sengepsykiatri er et speciale i specialet. Det kræver daglig rutine at opdage forandringer, før en situation bliver akut, nedtrappe konflikter, håndtere medicin og kende afdelingens patienter og arbejdsgange. Jeg har mange års erfaring fra sengepsykiatrien, men min faglighed er siden blevet skærpet i en anden retning.

I dag ved jeg meget om PTSD og specialiseret ambulant behandling. Det gør mig ikke automatisk til den rette sygeplejerske på en psykoseafdeling eller i en akut funktion, jeg ikke længere arbejder i til daglig.

Ingen ville forvente, at en dygtig sygeplejerske fra en sengeafdeling kunne træde direkte ind i mit arbejde, overtage mine patienter og fortsætte deres behandling, som om intet var hændt. Hvorfor forestiller vi os så, at bevægelsen den anden vej er uproblematisk?

Specialiserede kompetencer kan ikke opbevares i en skuffe, indtil der mangler et navn i en vagtplan. De udvikles og holdes ved lige gennem det arbejde, man udfører hver dag – i psykiatrien som på en intensivafdeling, en operationsgang eller en kræftafdeling.

 

Hvilken psykiatri vil vi tilbyde?

 

Det handler om, hvilken psykiatri vi vil tilbyde mennesker, som ofte ikke selv har en stærk stemme i den offentlige debat.

Skal medarbejderen være en brik, der flyttes hen, hvor vagtplanen er mest rød? Eller vil vi prioritere den specialfaglighed og kontinuitet, som kan opdage forværring i tide og forebygge indlæggelser?

Vi taler ofte om sammenhæng i sundhedsvæsenet. For en patient i psykiatrien er sammenhæng ikke et organisationsdiagram. Det er at møde et menneske, der kan huske, hvad der skete sidst. Et menneske, der kender forskel på en dårlig dag og begyndelsen på en alvorlig krise. Et menneske, man tør fortælle sandheden til, når tankerne bliver mørke.

Den relation kan ikke sættes på pause, hver gang en anden del af systemet mangler personale.

Politikerne må også forholde sig til fastholdelsen. I ambulatorierne arbejder erfarne sundhedsprofessionelle, som bevidst har valgt et speciale og gennem år har opbygget viden om bestemte patientgrupper og behandlinger.

Hvis man ændrer deres arbejdsliv så grundlæggende, at de igen skal udføre det arbejde, de aktivt har valgt fra, risikerer man, at de vælger psykiatrien helt fra. Det er ikke en trussel. Det er den mulighed, medarbejdere har på et arbejdsmarked, hvor deres kompetencer er efterspurgte.

Jeg har selv arbejdet i psykiatrien i snart 25 år. Det er her, mit faglige hjerte ligger. Men hvis jeg bliver pålagt at vende tilbage til sengepsykiatrien som en del af mit arbejde, må jeg overveje, om min fremtid fortsat er i den regionale psykiatri. Jeg ved, at jeg ikke står alene med den overvejelse.

 

Løs årsagen – ikke bare næste vagt

 

Mine kolleger på sengeafdelingerne fortjener bedre end skiftende sygeplejersker, der bliver hentet ind for at lukke huller. De fortjener faste kolleger, som har valgt sengepsykiatrien, kender patienterne og har rutinen til at handle i komplekse og akutte situationer.

Det kræver, at politikerne og ledelserne tør stille det svære spørgsmål: Hvorfor er det så vanskeligt at rekruttere og fastholde sygeplejersker på sengeafdelingerne? Hvad betyder arbejdsvilkår, belastning, indflydelse på arbejdstiden, faglige udviklingsmuligheder, ledelse og normeringer?

Det er mere krævende end at flytte medarbejdere rundt. Men det er også den eneste vej til en holdbar løsning.

Der findes mange måder at bringe fagligheder tættere sammen på. Erfarne ambulante sygeplejersker kan undervise, sparre og dele specialviden. Medarbejderne kan inddrages i at udvikle attraktive arbejdspladser og fleksible vagtplaner. Men løsningen kan ikke være at udhule den behandling, der forebygger kriser og indlæggelser, for midlertidigt at holde en anden del af psykiatrien oven vande.

Så mit opråb til landets politikere er enkelt: Stop med at betragte specialiserede medarbejdere som udskiftelige brikker. Lyt til dem, der hver dag står med ansvaret for nogle af vores mest sårbare borgere. Skab rammer, som får kvalificerede medarbejdere til at blive og specialisere sig – både på sengeafdelingerne og i ambulatorierne.

For når I flytter en sygeplejerske, flytter I ikke kun et navn i en vagtplan. I flytter faglighed, kontinuitet og en relation, som for et menneske i krise kan være selve livlinen.