Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Mennesker før måltal: Fuld tid skal være en ret – aldrig en pligt

Debatten om fuld tid på Regionshospitalet Horsens rejser et principielt spørgsmål, som gælder på tværs af hospitalerne i Region Midtjylland: Skal flere sygeplejersker arbejde fuld tid, kræver det attraktive og fleksible arbejdsvilkår – ikke pres og standardløsninger. Det understreger Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjyllands politiske ledelse.

Publiceret: 

22. september 2026

Senest opdateret: 

22. september 2026

Af:

Per Colstrup Vinkel

pco@dsr.dk
Vibeke Bak

– Jeg reagerer, når ambitionen om flere på fuld tid risikerer at blive vigtigere end det menneske, der skal få arbejdsliv, familieliv og helbred til at hænge sammen. Vi taler om mennesker – ikke om måltal.

Sådan lyder det fra Vibeke Bak, kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland.

Hun har den seneste tid fulgt en artikelserie i Horsens Folkeblad om Regionshospitalet Horsens’ mål om, at 80 procent af medarbejderne skal arbejde på fuld tid.

I en af artiklerne fortæller sygeplejefaglig direktør på Regionshospital Horsens, Mette Ringtved, at alle nye medarbejdere som udgangspunkt skal ansættes på fuld tid. Deltid skal kræve særlige livsomstændigheder, som ledelsen vurderer, og en aftale om nedsat tid skal som udgangspunkt være tidsbegrænset.

Samtidig understreger Mette Ringtved, at ingen nuværende medarbejdere skal gå op i tid mod deres vilje.

Hvem afgør, hvornår livet er særligt nok?

For Vibeke Bak efterlader tilgangen et afgørende spørgsmål:

– Hvem skal afgøre, om et menneskes livsomstændigheder er særlige nok? Er det den enkelte sygeplejerske, som kender sit eget liv, eller arbejdsgiveren, som skal nå et bestemt procentmål?

Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland bakker op om, at alle sygeplejersker skal have mulighed for at arbejde på fuld tid. Flere timer kan blandt andet give større faglig kontinuitet, bedre løn og pension og et stærkere kollegialt fællesskab.

Men retten til fuld tid må ikke blive til en pligt.

Sygeplejersker arbejder på alle tider af døgnet og har ofte skiftende vagter, aftenarbejde, natarbejde og weekendarbejde. Samtidig befinder medarbejderne sig i forskellige livsfaser og har forskellige muligheder for at få hverdagen til at hænge sammen.

– Man kan ikke se isoleret på et tal i ansættelseskontrakten. Man er nødt til at se på hele arbejdslivet og hele mennesket. Hvis en sygeplejerske kun kan holde til jobbet ved at arbejde 32 timer, er det ikke et problem, der løses ved at gøre deltid vanskeligere, siger Vibeke Bak.

Det gode eksempel findes også i Horsens

Horsens Folkeblads artikelserie rummer samtidig et eksempel på, hvordan flere sygeplejersker kan få mulighed for at vælge fuld tid.

Sygeplejerske Janni Uhrenfeldt Jørgensen vendte efter en sygemelding gradvist tilbage til arbejdet og landede først på 32 timer. Efter dialog med sin leder valgte hun senere at gå op på fuld tid.

Det blev muligt, fordi hun blev lyttet til og fik en mere fleksibel vagtplan. Der blev blandt andet taget hensyn til lange arbejdsperioder og skabt variation mellem arbejdet på sengeafdelingen og i ambulatoriet. Samtidig kunne hun fortryde, hvis fuld tid ikke fungerede.

– Det er præcis sådan, man gør fuld tid attraktivt. Man begynder ikke med kravet om 37 timer. Man begynder med at spørge medarbejderen, hvad der skal til, for at arbejdslivet kan fungere, siger Vibeke Bak.

En vigtig kamp på tværs af regionen

Debatten handler ikke længere kun om Regionshospitalet Horsens. Ambitionen om at få flere medarbejdere på fuld tid fylder på tværs af hospitalerne i Region Midtjylland.

Derfor står Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjyllands politiske ledelse fast på et fælles budskab til de regionale arbejdsgivere:

Målet må være at skabe arbejdspladser, hvor flere sygeplejersker både kan og har lyst til at arbejde flere timer. Det kræver et godt arbejdsmiljø, fleksibel arbejdstilrettelæggelse, reel medbestemmelse og respekt for forskellige livsfaser.

– Det her er en vigtig kamp på vegne af vores medlemmer. Sygeplejersker skal ikke presses ind i den samme løsning, fordi et regneark skal gå op. De skal mødes med tillid og have reel indflydelse på deres arbejdsliv, siger Vibeke Bak.

Med OK26 er der blandt andet aftalt livsfasesamtaler, hvor medarbejder og leder kan tale om de forhold, der påvirker trivsel og arbejdsliv. Men samtalen giver kun mening, hvis der reelt er flere mulige svar.

– Vi vil gerne være med til at finde løsninger, der giver flere mulighed for at vælge fuld tid. Men vejen går gennem bedre vilkår – aldrig gennem tvang. Mennesket skal komme før måltallet, siger Vibeke Bak.