Sygeplejerskerne Kirstine, Katrine og Nanna arbejder med børn, der har brug for mere end behandling - de har brug for relationer, tryghed og faglighed. 

Sygeplejerskerne Kirstine, Katrine og Nanna er tæt på de børn, de arbejder med. Ikke bare i timer eller dage – men i måneder og år. De giver medicin, skaber tryghed, opdager forandringer og er ofte de første, der ringer til en læge, når noget er galt. De er bindeled mellem børn, pædagoger, forældre og sundhedsvæsenet.

Og så skaber de livskvalitet – i situationer, hvor det er alt andet end givet.

Lyt hele podcasten udgaven af "Midt I Sygeplejen" med Kirstine, Katrine og Nanna der hvor du lytter podcast eller via www.dsr.dk/midtjylland. 

Relation før behandling

Kirstine Hjulmann Jørgensen arbejder på Fenrishus i Aarhus og beskriver det sådan:

– Jeg er den, der siger godmorgen og giver et kram. Den, der ligger i sanserummet med et barn i armene, når det er det, der er brug for. Jeg er også den, der ringer til lægen og siger: “Hun har ondt, når vi vender hende om på venstre side.” Det er en anden slags sygepleje, men det er stadig sygepleje.”

For Kirstine handler det om nærvær og om at kunne aflæse børn, som ikke nødvendigvis kan sige, hvor det gør ondt.

Når man er den eneste fagperson med sygeplejebaggrund

På Ulfborghus er Katrine Agger eneste sygeplejerske. Hendes rolle er både klinisk og koordinerende. Hun er til stede i dagtimerne – resten af døgnet skal hendes viden være oversat til instrukser og planer, som kollegaerne kan handle på:

– En stor del af mit arbejde er usynligt, men altafgørende. Jeg skal sikre, at andre faggrupper føler sig trygge ved de sundhedsfaglige opgaver. Og samtidig er det vigtigt at vide, hvornår en opgave kræver min tilstedeværelse – og hvornår den kan løftes af andre med de rette forudsætninger.

Kvalitet og faglighed på tværs

Nanna Pedersen er sundhedsfaglig konsulent i SBU (Specialområdet Børn og Unge i Region Midtjylland) og arbejder med at understøtte kvalitet og patientsikkerhed på tværs af tilbuddene. Hun er også sparringspartner for sygeplejersker som Kirstine og Katrine:

– Det er en særlig styrke i specialområdet, at sygeplejerskerne kender børnene så godt. De laver døgnobservationer, har øje for detaljer og spiller en central rolle i at sikre både behandling og trivsel.

Samtidig er det vigtigt at balancere ambitioner og virkelighed.

– Vi er ikke et hospital. Det betyder, at vi nogle gange må sige nej til opgaver, hvis vi ikke har de nødvendige rammer. Men det tvinger os også til at tænke kreativt og finde løsninger, der giver mening for det enkelte barn.

En anden form for succes

Børnene på specialområdet bliver sjældent “raskmeldte”. De har kroniske og komplekse udfordringer, og sygeplejen handler ofte om små fremskridt.

– Vi kan bruge to år på at lære et barn at børste tænder, fortæller Kirstine. – Og det kan godt være, det aldrig lykkes helt. Men måske kan barnet lære at holde en kop selv – og det er en succes.

Katrine supplerer:

– Sundhed er ikke kun fravær af sygdom. Det handler også om at føle sig set, være en del af et fællesskab og opleve stjernestunder i hverdagen.

Ledelsen: Sygeplejerskerne skaber sammenhæng

Ann-Britt Wetche, Socialdirektør i Region Midtjylland , har fulgt udviklingen tæt de seneste fem år – hvor sygeplejerskerne er blevet en mere integreret del af indsatsen:

– Den systematik og det sundhedsfaglige blik, de bringer med sig, har været en gamechanger. Det er med til at højne kvaliteten i hele vores arbejde.

Hun ser samtidig store muligheder fremadrettet.

– Sygeplejersker kan løfte mange forskellige roller hos os. De arbejder både tæt på børnene, med kvalitetssikring, udvikling og undervisning. Det er en faggruppe, vi kommer til at have endnu mere brug for.

DSR: En vigtig karrierevej – og en vigtig fortælling

Hanne Holst Long, kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland, mener, at specialområdet fortjener mere opmærksomhed – både som arbejdsplads og som samfundsfunktion.

– Sygeplejersker bringer helhed ind i arbejdet. Vi ser både det fysiske, det psykiske og det sociale. Det er præcis den tilgang, borgerne på socialområdet har brug for.

Hun peger på, at specialområdet også rummer et stort potentiale som karrierevej.

– Her kan man både udføre kerneopgaver, udvikle nye løsninger og bringe sin akademiske viden i spil. Det skal vi som organisation bakke op om – med både faglig udvikling og politisk bevågenhed.

Specialområdet er ingenlunde et sidespor i sundhedsvæsenet. Det er en afgørende brik i at sikre, at alle børn – også dem med de mest komplekse behov – får den behandling, omsorg og støtte, de har brug for.

Og det er sygeplejersker som Kirstine, Katrine og Nanna, der gør det muligt.