Nyhed
Kreds Midtjylland i dialog med region og kommuner: Sygeplejerskernes stemme tages med i beslutningerne
Dialogmøde mellem regionale- og kommunale ledere samt tillidsvalgte fra DSR, Kreds Midtjylland gav indsigt og perspektiv på fremtidens sundhedsstruktur i Danmark. En struktur DSR, Kreds Midtjylland ser frem til at skabe via dialog og samarbejde med region og kommuner.
Publiceret:
27. maj 2025
Senest opdateret:
27. maj 2025

Forskning viser igen og igen, at faglighed gør forskellen for patienter og borgere. Når sygeplejen bygger på stærk faglig viden, tydelig ledelse og tværgående samarbejde, stiger kvaliteten i behandlingen – både målt på resultater, forløb og oplevet tryghed.
Derfor er faglighed ikke bare et internt anliggende for sygeplejersker. Det er en forudsætning for et velfungerende og bæredygtigt sundhedsvæsen.
Med det afsæt samlede DSR, Kreds Midtjylland mandag den 26. maj en række nøglepersoner fra både region og kommuner til dialogmøde i Silkeborg. Målet var at drøfte, hvordan sygeplejens rolle og kvalitet kan styrkes i lyset af sundhedsreformens opgaveflytninger fra kommuner til regioner.
"Vi har ikke præferencer for, om opgaverne løses regionalt eller kommunalt – men vi insisterer på, at de bliver løst med høj faglig kvalitet," lød det fra kredsformand Anja Laursen i hendes velkomst.
Dialog med nøglespillere
Tre stærke oplæg satte rammen for dagens debat – med hver deres vinkel på sundhedsreformen og de opgaver, der flytter fra kommuner til regioner:
- Annesofie Lunde Jensen, Formand for DASYS og klinisk sygeplejespecialist og lektor, åbnede mødet med et fagligt perspektiv på sygeplejens rolle i en tid med strukturforandringer. Hun satte spot på, hvorfor tværfaglighed og stærk faglig ledelse er afgørende for at lykkes med fremtidens sundhedsvæsen og spurgte, "skal vi ikke tænke helt nyt nu om sygeplejerskers roller, hvor vi har muligheden?
- Jonas Dahl, regionsdirektør i Region Midtjylland, præsenterede den regionale strategi for opgaveoverdragelserne og gav indblik i, hvordan regionen forholder sig til nye drifts- og myndighedsansvar.
- Christian Boel, direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, satte ord på de kommunale udfordringer og muligheder i lyset af reformen – og pegede på behovet for klare snitflader og samarbejde i overgangen mellem kommune og region.
Modereret af kredsformand Anja Laursen var de tre i panelet, der både informerede og inspirerede – og som underbyggede, at DSR, Kreds Midtjylland arbejder i direkte dialog med dem, der reelt former fremtidens sundhedsvæsen.
Debat med substans
Efter oplæggene blev deltagerne inddelt i mindre grupper for at diskutere konkrete spørgsmål og dilemmaer – med afsæt i fire centrale temaer:
- Akutsygepleje og døgndækning
- Genoptræning og rehabilitering
- Midlertidige sundheds- og omsorgspladser
- Patientrettede forebyggende indsatser
Drøftelserne blev samlet op i plenum, hvor både Jonas Dahl og Christian Boel kommenterede, og hvor nye idéer og dagsordener opstod i samspillet mellem praksis, ledelse og politisk indsigt.
Politisk dialog, faglighed og nærhed til medlemmerne
Temaaftener som denne skaber en vigtig ramme for dialogen mellem sygeplejersker og arbejdsgivere i kommuner- og region lokalt. Her mødes perspektiver, erfaringer og visioner for fremtidens sundhedsvæsen – og her får medlemmerne mulighed for at stille spørgsmål og udfordre beslutningstagere direkte. Det er stærkt, og det gør en forskel.
Men det er langt fra kun ved særlige arrangementer, at samtalen foregår. I hverdagen finder den sted i mødelokaler, på hospitalsgange, rådhuse og til kaffemøder – ofte med vores fire kredsnæstformænd som bindeled.
Jacob Gøtzsche, Bente Alkærsig Rasmussen, Hanne Holst Long og Niels Jørgen Nielsen repræsenterer hver sin geografiske del af Kreds Midtjylland og er i tæt kontakt med både medlemmer og beslutningstagere. De forhandler lokalt, de påvirker politisk – og de er til stede, når der er brug for det. På en og samme tid er de med til at sikre, at medlemmerne bliver hørt, og at DSR er der, hvor vi gør en forskel. For det er i hverdagen, at rammerne for sygeplejen formes – og det kræver, at vi er tæt på dem, der både arbejder og beslutter.
Deres indsats er et stærkt udtryk for, at DSR Kreds Midtjylland både vil og kan være tæt på virkeligheden. Tæt på de politiske beslutningsrum – og tæt på de sygeplejersker, der hver dag får velfærdssamfundet til at fungere.
Et stærkt lokalt afsæt
Ved at bringe relevante parter omkring fremtidens sundhedsstruktur sammen blev kredsens politisk valgte også klogere på perspektiver i de vigtige drøftelser og forhandlinger den kommende tid byder på.
- Vi vil have et skarpt fokus på de sygeplejersker, der potentielt skal overgå fra en kommunal til regional ansættelse. Der er flere ting der er uafklaret, hvilket er bekymrende og risikerer at betyde tab af kvalificeret sygeplejefaglig arbejdskraft. Det skal vi arbejde med, så det ikke kommer til at ske, fortalte kredsnæstformand Bente Rasmussen efter mødet.
Kredsnæstformand Hanne Holst Long havde fokus på oplægget fra Annesofie Lunde Jensen i refleksionen over output fra mødet.
- At være kreativ og turde tænke nyt, både for personale og patienter, er en god tanke, når nye strukturer skal skabes i sundhedsvæsenet. Når man hører perspektiverne fra både kommunalt- og regionsregi er det dog tydeligt, at meget på forhånd er fastlåst og forudbestemt. En del er grundet, at det er de samme mennesker, der sidder på posterne i den nye struktur, så her skal vi arbejde hårdt for at præge strukturer til gavn for både patienter og sygeplejersker, fortalte Hanne Holst Long.
Dialogmødet viste tydeligt, hvordan lokal tilstedeværelse og politisk engagement gør en forskel – ikke i opposition, men som en aktiv del af løsningen.
Du kan se en række billeder fra mødet i galleriet herunder.