Nyhed
Kender du en sygeplejestuderende, der fortjener et legat?
I samarbejde med Lån & Spar Bank, Aarhus uddeler vi ved hver dimission to legater til dimitterende sygeplejersker. Frist for indstilling er den 1. juni.
Publiceret:
7. maj 2026
Senest opdateret:
7. maj 2026
Elisabeth kunne ikke helt forstå, hvad der lige var sket.
Det var i forvejen en stor dag, hvor emblemet skulle sættes på og hun nu kunne kalde sig sygeplejerske, uddannet på VIA i Aarhus.
Men midt i fejringen kom Elisabeth i fokus. Indstillet af en studiekammerat fik hun overraket Lån & Spar Bank-legatet.
Et legat indstiftet af & Spar Bank, Aarhus i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland for at anerkende den indsats sygeplejestuderende yder for at udvikle sygeplejen til gavn for patienter, borgere, pårørende og kolleger.
Skal en af de næste vindere være en du kender?
Ved hver dimission i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland har vi i samarbejde med Lån & Spar Bank mulighed for at uddele to Lån & Spar-legater til dimitterende sygeplejestuderende.
Legatet går til studerende, der har gjort en særlig indsats for sygeplejen, fællesskabet og deres medstuderende. Derfor har vi brug for hjælp til at finde de rette kandidater.
Måske kender du en studerende, der altid tager ansvar i det faglige fællesskab. En, der engagerer sig socialt, styrker sammenholdet på holdet eller bidrager til at udvikle sygeplejen til gavn for patienter, borgere, pårørende og kolleger.
Så er det nu, du kan være med til at pege på vedkommende.
Hvem kan indstilles?
Dimitterende sygeplejestuderende der er medlem af SLS/DSR kan indstilles til legatet, hvis de lever op til formålet med legatet. Det handler blandt andet om at:
- Anerkende den indsats, sygeplejestuderende yder for at udvikle sygeplejen til gavn for patienter, borgere, pårørende og kolleger.
- Fremhæve betydningen af socialt og fagligt engagement i det kollegiale fællesskab.
- Synliggøre sygeplejerskens mangfoldige rolle.
Du indstiller en studiekammeret fra dit eget uddannelsessted gennem en kort, motiveret ansøgning, som sendes til Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland på mail: ip@dsr.dk Herefter er det Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland, der udvælger de to legatmodtagere.
Fristen for indstilling er 1. juni 2026.
Husk at både navnet på den indstillede samt uddannelsessted skal indgå i ansøgningen.