Nyhed
Undren og ærgrelse hos fællestillidsmand efter kræftskandale
I kølvandet på den senere tids fokus på mave- og tarmkirurgisk afdeling på AUH undrer sygeplejerskernes fællestillidsmand sig over Anders Kühnau´s ageren i sagen. Det burde ikke være ny viden for Regionsrådsformanden, at der mangler specialiserede sygeplejersker på afdelingen.
Publiceret:
10. maj 2023

To direktører har mistet deres job.
Det er den foreløbige konsekvens af kræftsagen på AUH. En sag, hvor flere hundrede patienter ikke har fået den behandling, de ifølge loven har krav på. En række rapporter har undersøgt sagen til bunds. En sag der først kom frem, da Danmarks Radio afslørede skandalen i 21Søndag.
At manglen på sygeplejersker skaber udfordringer, senest med den alvorlige kræftsag på AUH, kan dog på ingen måde være ny viden. Dansk Sygeplejeråd og også lokalt DSR, Kreds Midtjylland har igen og igen italesat, hvordan en mangelsituation ville kunne skabe uhensigtsmæssige situationer. Ikke kun for sygeplejersker, der oplever mangel på kollegaer i hverdagen, men også for patienterne. For det er, desværre ikke længere et særsyn at ventelisterne vokser samtidig med operationer udskydes, hvilket påvirker patienterne i negativ retning. I kræftsagen fra AUH med alvorlige følger for flere patienter.
DSR, Kreds Midtjylland har som fagforening, mange gange, påpeget udfordringen med at fastholde og rekruttere sygeplejersker. Det både overfor lokale, regionale og landspolitikere. Senest så vi i valgkampen til sidste års folketingsvalg, hvordan fokus på de udfordringer sundhedsvæsenet aktuelt har, fik massivt fokus. Helt grundlæggende mangler vi fortsat svar på, udover diverse nedsatte kommissioner, hvordan politikerne vil løse de store udfordringer med mangel på blandt andet sygeplejersker.
Eksternt har sygeplejersker på stribe skrevet indsigtsfulde debatindlæg om, hvilke konsekvenser det har, når der ikke er specialiserede kollegaer nok. Som fagforening har vi gentagne gange, igennem flere år, forsøgt at få sat fokus på fagligt forsvarlige normeringer.
En grundlæggende drøftelse af, præcist hvor mange højt specialiserede sygeplejersker der bør være på et givent sted, for at kunne sikre fagligheden og dermed den bedste behandling til patienten. Vi har som organisation forsøgt at italesætte dette overfor det politiske niveau, men diskussionen har politikerne ikke ønsket. Fra Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjyllands synspunkt er det en afgørende drøftelse, da den danner fundamentet for at kunne løse de udfordringer vi løbende ser, når der mangler højt specialiserede sygeplejersker på afdelinger. I dagens sundhedsvæsen er det ikke en mulighed at flytte sygeplejersker rundt alt efter, hvor der mangler sygeplejersker. Af den simple årsag, at specialiseringsgraden på de enkelte afdelinger er så høj, at man ikke bare kan flytte rundt på personalet, uden det vil koste på den kvalitet medarbejderne leverer til patienterne.
DSR, Kreds Midtjyllands kredsformand, Anja Laursen, har tidligere på året skrevet et åbent et debatindlæg i de regionale medier, for også at give befolkningen indsigt og indblik i tingenes tilstand.
Nødråb for døve ører
Marianne Østerlund Madsen er fællestillidsmand for 3.900 sygeplejersker på Aarhus Universitetshospital. Også hun har sammen med en lang række kollegaer, forsøgt at råbe hospitalsledelse, region og samfund op. Et opråb om den store mangel på sygeplejersker. En mangel der har store konsekvenser i form af aflyste operationer, lukkede senge og voksende ventelister.
Efter kræftsagen på AUH kom frem i dagens lys har Marianne Østerlund Madsen flere gange fortalt om, hvordan manglen på specialiserede sygeplejersker skaber udfordringer flere steder på hospitalet. Hun har også fortalt om, hvordan hun oplever at løbe ”panden mod en mur”, i de mange opråb for at skabe forandring til gavn for både sygeplejersker og patienter.
Kühnau fik indsigt i udfordringer på mave- tarmkirurgisk
Kræftsagen på AUH, der har sit udspring på mave- tarmkirurgisk afdeling, er det seneste eksempel på, hvilket alvorlige konsekvenser det kan få, hvis man ikke prioriterer rekruttering og fastholdelse af specialiseret personale, herunder sygeplejersker, højt nok. For Marianne Østerlund Madsen og sygeplejerske på mave- tarmkirurgisk afdeling, Irene Odgaard Andersen, har sagen givet anledning til megen frustration. Særligt fordi de undrer sig over Regionsrådsformand Anders Kühnaus udmeldinger om, at han ikke kendte til udfordringerne. Marianne Østerlund Madsen og Irene Odgaard Andersen holdt nemlig møde med Anders Kühnau den 8. marts 2022. Allerede dengang var alvoren af udfordringen med mangel på sygeplejersker ikke til at tage fejl af.
- Mødets omdrejningspunkt var, hvilken betydning det har, når man mangler specialiserede sygeplejersker på en afdeling. Da Irene Odgaard Andersen fra mave- tarmkirurgisk afdeling også deltog, var fokus specifikt på mave- tarmkirurgisk afdeling, herunder hvilke konsekvenser det har, når man sætter andre faggrupper ind på afdelingen, fordi man ikke kan rekruttere tilstrækkeligt med sygeplejersker. Det undrer mig derfor, når Regionsrådsformanden udtaler han ikke kendte til problemerne på afdelingen, før dagen inden DR bragte de første historier om sagen, fortæller Marianne Østerlund Madsen.
Marianne Østerlund Madsen har de senere dage flere gange fortalt om, hvordan det ærgrer hende og de mange andre sygeplejersker på AUH, at fokus udelukkende er på at få draget ledere til ansvar for skandalen.