Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Likør af hospitalssprit og eksklusion af tyskvenlige

Oversygeplejerskerne var både frygtede og afholdte - diktatoriske og pragtfulde, som det står i et jubilæumsskrift fra Hjørring Sygehus.

Sygeplejerske med en sengeliggende dreng med stor øjenforbinding. Thisted Sygehus 1946.jpg

Tyskvenlige ekskluderet

En oversygeplejerske på Aalborg Amtssygehus indberettede i 1945 fire afdelingssygeplejersker, der efter hendes udsagn:

”… har optrådt meget provokerende under besættelsesårene og kommet med udtalelser om deres venlige syn på tyskerne og disses besættelse af Danmark. Ligeledes har de ofte kritiseret alt, hvad dansk er. De har højlydt bifaldet politiets fjernelse, samt clearingmord og henrettelse af danske patrioter. Gode danske unge piger er kommet grædende til mig for at bede om fritagelse for at gøre tjeneste på disse sygeplejerskers afdelinger, da de ikke kunne holde deres protyske opførsel ud. Sygeplejerskerne har i høj grad skadet vor stands anseelse.”

Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse afhørte efterfølgende de fire afdelingssygeplejersker, og da tjenestemandsdommene forelå, blev to af dem ekskluderet, en fik en misbilligelse, og den fjerde blev frikendt på grund af mangelfuld bevisførelse.

Sygehus brugt af modstandsbevægelsen

Billedet, som er taget under 2. verdenskrig, viser det gamle sygehus' fløj mod Nørregade.

Bemærk operationsafdelingen i den nordlige ende, hvor vinduerne er tilskoddede for at beskytte mod evt. bombenedslag (se herunder).

Sygehuset spillede i øvrigt en central rolle for den lokale modstandsbevægelse. Overlæge Jessing hjalp med at skjule eftersøgte personer som formelt blev indlagt på epidemiafdelingen.

Sygehuset husede også et af modstandsbevægelsens depoter, idet der på loftet over vaskeribygningen blev gemt våben og ammunition. Udadtil blev det benævnt som Røde Kors nødlager. Koner til modstandsmændene sad af og til på loftet og klargjorde våben.

- fra jubilæumsbog om Dronninglund Sygehus

Dronninglund Sygehus mod Nørregade
Dronninglund Sygehus mod Nørregade

Reprimander fra diktatoriske oversygeplejersker

Ugift og diktatorisk

I et jubilæumsskrift for sygehuset i Hjørring hedder det: "Afdelingssygeplejerske var i gamle dage en person med en særlig position. Den gode afdelingssygeplejerske var ugift, så det som sin livsopgave at netop hendes afdeling skulle være ideel – og hun havde som regel sine helt egne idealer, ofte sine egne skjulte metoder til at kære for patienternes tarmfunktion. Og hun kunne være skrap, til tider diktatorisk, især overfor personalet, men ofte også overfor patienterne, som forbløffende nok i mange tilfælde satte pris på det. Der var ikke noget med at forhandle om vagter og ubekvemme tjenestetider. Sygeplejelærere – især yngre sådanne – var en pestilens, som ikke skulle komme og lære dem noget. Mange af dem var pragtfulde.”

Reprimande efter bal

På elevgangen på Dronninglund Sygehus var der voldsom justits. Ingen besøg efter kl. 23. Hvis oversygeplejersken fik mistanke om, at forbuddet blev overtrådt, kom hun på inspektionsrunde. Der blev heller ikke set med milde øjne, hvis eleverne dristede sig til bal på det lokale hotel. Flere gange måtte elever stå ret til reprimande på oversygeplejerskens kontor. Sidste hold elever begyndte i 1957. De skulle spise og bo på sygehuset.

Likør af hospitalssprit

Inger Rasmussen var elev på Aalborg Amtssygehus under krigen. Der blev passet godt på de store glasballoner med hospitalssprit. Hun mindes en afdelingssygeplejerske, der sagde: ”Nu sætter jeg en sort streg her. Så kan jeg se, hvem der har stjålet det ud fra, hvem der har været på vagt”. Da hun var gået, tog jeg en flaske og fyldte op, og så flyttede jeg stregen og gjorde mig meget umage med at få den til at ligne den, hun havde lavet. Man lavede likør af spritten med noget ekstrakt, man købte på apoteket og kom i. Så var der den herligste likør. Jeg lavede kun likør en gang. Jeg kunne ikke lide det”.

Postkort Amtssygehuset i Hjørring..jpg

Vasket og friseret

Sygeplejerske gengiver sin elevtid på Hjørring Centralsygehus i 1944:

”Elevernes uniform var lyseblå med hvidt forklæde og en lille kappe til hovedet, sygeplejerskernes uniform var hvid med hvidt forklæde.

Nattevagten var fra kl. 7 aften til 7 morgen i 14 nætter – uden fridag. Derefter en sovedag og en fridag. Som nattevagt var eleven alene om arbejdet på afdelingen. Nattevagten skulle sørge for oprydning og at alle patienter var vasket og friseret inden dagvagten mødte kl. 7.”

Juletræ på Farsø Sygehus
Juletræ på Farsø Sygehus

Dispensation for abort og giftemål

Det var i adskillige år utænkeligt, at en sygeplejeelev kunne være gift, det var udelukket, at hun kunne være synligt gravid, og hvis hun uden at være gift blev gravid, måtte hun forlade sygehuset.

I 1945 havde en 3.-års elev ved Hjørring Centralsygehus været indlagt til en abort, og overkirurgen bad om bestyrelsens stilling til denne sag. Det vedtoges at lade eleven fuldføre de manglende 5 mdr. af sin uddannelse og afslutte denne med en blank attest, ”for så vidt hendes opførsel ikke giver anledning til klage i de 5 måneder”.

Det skulle vare længe, før man accepterede, at der kunne ansættes gifte sygeplejersker. Fra bestyrelsens protokol for 1943 kan citeres følgende:

”Man drøftede spørgsmålet om ansættelse af gifte vikarassistenter. Man vedtog på grund af forholdene at gå med til sådanne, hvis der ikke kan fås andre, der er passende egnet og forbeholder sig i øvrigt sin stilling til spørgsmålet.”

  • Nykøbing Mors Sygehus, elevhold 1947.jpg
  • Et hold nyuddannede sygeplejersker 1940. Hjørring Sygehus
  • Album Elevuddannelse Aalborg Kommunehospital 1942-46 (11).jpg
  • Album Elevuddannelse Aalborg Kommunehospital 1942-46 (2).jpg
  • Album Elevuddannelse Aalborg Kommunehospital 1942-46 (29).jpg
  • Personale på OP Aalborg Kommunehospital 1942
0
 / 6
  • Nykøbing Mors Sygehus, elevhold 1947

  • Et hold nyuddannede sygeplejersker 1940. Hjørring Sygehus

  • Album Elevuddannelse Aalborg Kommunehospital 1942-46

  • Album Elevuddannelse Aalborg Kommunehospital 1942-46

  • Eksamination - Elevuddannelse Aalborg Kommunehospital 1942-46

  • Personale på OP Aalborg Kommunehospital 1942

  • Nykøbing Mors Sygehus, elevhold 1947.jpg
  • Et hold nyuddannede sygeplejersker 1940. Hjørring Sygehus
  • Album Elevuddannelse Aalborg Kommunehospital 1942-46 (11).jpg
  • Album Elevuddannelse Aalborg Kommunehospital 1942-46 (2).jpg
  • Album Elevuddannelse Aalborg Kommunehospital 1942-46 (29).jpg
  • Personale på OP Aalborg Kommunehospital 1942
Aalborg Amtskreds indviede sin nye fane i 1941
Aalborg Amtskreds indviede sin nye fane i 1941

I Tidsskrift for Sygepleje (som i dag hedder Sygeplejersken) stod der: ”Indvielsen fik en meget smuk og stemningsfuld Optakt, idet Sygeplejersker, iført de fem nordiske Landes Nationaldragter, tog Opstilling med de nordiske Faner, før Kredsens smukke Dannebrog blev ført ind”

Jubilæum ring bred 16-9.png
Se alle artikler og billeder
Cirka en gang om måneden i hele 2024 lægger vi et nyt årti med artikler og billeder fra Dansk Sygeplejeråds og det nordjyske sundhedsvæsens historie. Se det hele via linket efterhånden som det bliver lagt på.