Vinterkrigen – den første sygeplejerskestrejke
Ingen havde troet, at de pæne piger ville strejke, men i 1973 blev Dansk Sygeplejeråd en fagforening i mere klassisk forstand - for sygeplejerskerne gik i konflikt. Billeder og artikler fra 1970-1979 i anledning af DSR's 125 års jubilæum.
Vinterkrigen – den første sygeplejerskestrejke
Den 1. december 1973 begyndte sygeplejerskernes allerførste konflikt. Inden da var der ingen, der havde troet, at ’de pæne piger’ turde tage kampen op og strejke, men det gjorde de.
Omdrejningspunktet var, at sygeplejersker som minimum ville aflønnes på linje med en håndværker ansat i det offentlige.
Konflikten var stille i den forstand, at der næsten ingen demonstrationer el.lign. var. ”Vi skulle jo lige lære det,” har den daværende formand Kirsten Stallknecht efterfølgende forklaret.
Efter seks uger kom et resultat, der ikke opfyldte ønskerne, men var bedre end udgangspunktet før konflikten.
(Billedet herover er fra en demonstration ved Christiansborg 22. marts 1979 med 20.000 deltagere i forbindelse med overenskomstforhandlingerne)
Åbne døre og nye opgaver
I slutningen af 70’erne (og også i 80’erne) var det ikke ualmindeligt, at skizofrene hjemmeboende borgere bare dukkede op på den psykiatriske afdeling på sygehuset i Thisted. Hvis de havde brug for en snak, fik de det, uden at det skulle dokumenteres – de var velkendte ansigter for personalet. Nogle fik måske bare en kop kaffe eller sad og røg og hilste på, inden de tog hjem igen.
Kommunalreformen i 1970 betød bl.a., at det nu var amterne, der skulle drive sygehusene. Men kommunerne fik nye opgaver at tage sig af. Bl.a. anbefalede Sundhedsstyrelsen, at der blev ansat ledende hjemmesygeplejersker. I 1973 slog ’Lov om sundhedsplejerskeordninger’ fast, at alle kommuner skulle ansætte sundhedsplejersker til at yde gratis vejledning og bistand til børn op til skolealderen.
Tape gav korte sygeplejerske-uniformer
En sygeplejerske gengiver sin elevtid på sygehuset i Hjørring i 1972:
”Tiden først i halvfjerdserne var forandringernes tid. Uniformerne blev ens hvide for alle personalegrupper med kjoler i passende længde til midt på læggene. Det var ikke moden på den tid, så flere ruller tape blev brugt af eleverne til at lægge kjolerne op. De hvide kapper forsvandt.”
”På den tid var der også forskel i omgangen med patienterne afhængigt af, om det var direktør eller arbejdsmand. Man var dog altid på efternavn og i de allerfleste tilfælde også ”Des” med patienterne.”
Den stedsegående elevator, også kaldet en paternoster, giver hurtig forbindelse mellem etagerne på Aalborg Sygehus Syd.
I gåsegang om blodbøgen
Da Kirsten Højslet var elev på børneafdelingen på Aalborg Sygehus Nord i 1975, husker hun, hvordan der altid var en hale af folk efter overlægen, når der var stuegang:
”Først gik overlæge Hansted, så kom afdelingens læger efterfulgt af sygeplejerskerne, så lægestuderende og til sidst sygeplejeeleverne. Når børn var i isolation (f.eks. med mæslinger eller skoldkopper), gik vi stuegang hos dem til sidst, og så skulle hele følget med overlægen i spidsen ud i gården og to gange rundt om blodbøgen. Så var vi frisket op til at gå ind til de andre børn igen.”
”Der skete en stor udvikling i 70’erne. Som nyuddannet på børneafdelingen passede vi børnene hele tiden – forældrene kom kun på besøg i besøgstiden. I ’75 viste jeg børn frem på barselsgangen gennem en glasdør. I ’77 kunne børnene være på stuen under besøgstiden, men ingen søskende måtte være der, og i ’79 måtte mødrene have børnene hos sig døgnet rundt, og alle var velkomne.”
Sygehus Nord
Aalborg Sygehus Nord, 1970`erne
Sygehus Syd
Aalborg Sygehus Syd, 1970`erne
Farsø Sygehus tæt på at blive hvilehjem
I slutningen af 1970’erne var der så store samarbejdsvanskeligheder mellem Farsø Sygehus’ læger og de praktiserende læger i området, at narkoseoverlægen – der efter sigende var den hovedansvarlige for uroen – blev fyret.
I jubilæumsbogen ’Farsø Sygehus 100 år’ skrev man:
”Fyringen satte sindene i kog, og det kunne en overgang se ud til, at Farsø Sygehus ville blive reduceret til noget, der lignede et hvilehjem. Samtlige narkosesygeplejersker indgav nemlig deres opsigelser i sympati med deres chef. Med en lukket narkoseafdeling ville der ikke kunne foretages operationer. Sygeplejerskerne trak dog senere deres opsigelser tilbage, og da dønningerne havde lagt sig, blev der igen ro på Farsø Sygehus.”
Brovst Sygehus - nok 1970'erne
Overlægen klarede det hele
Hanne Knattrup fik som helt nyuddannet sygeplejerske arbejde på operationsgangen på sygehuset i Thisted i 1974.
”Der var stor mangel på sygeplejersker, så vi kunne pege på lige den stilling, vi ville have dengang.”
Hun arbejdede der frem til 1977 og husker skiftet fra, at overlægen på den kirurgiske afdeling kunne det hele – skiftede hofter, ortopædkirurgi, gynækologiske operationer osv. – til der begyndte at komme specialer og en gynækolog f.eks. blev ansat.
”Jeg var med til overlægens sidste hysterektomi, hvor han sagde til mig: ”Nu kan De bare vente, fru Knattrup – næste gang De er med til sådan en operation, vil det være den største operation for en gynækolog.” Og ganske rigtigt – operationen tog gynækologen tre timer, hvor den knap så skånsomme kirurg før klarede det på en halv time.”
Aalborg Sygehus Syd 1976, Sårskift.
