Nyhed
Alvor bag røde klovnenæser
Der blev grinet, klappet og danset, da kredskontoret havde besøg af tre hospitalsklovne. Men gennem deres morsomme forestilling fik Dulle, Ruth og Veranda demonstreret, at der er dybde bag klovnerierne.
Publiceret:
17. november 2026
Senest opdateret:
17. november 2026
Foto:
CARSTEN LORENZEN
Der var grin og grimasser fra første øjeblik, da de tre klovne trådte ind i lokalet.
Danske Hospitalsklovne var inviteret til at fortælle om deres arbejde på sygehusene, men valgte i stedet at vise og demonstrere deres arbejde gennem en teaterforestilling.
- Vi laver forestillingen for at formidle vores arbejde. For det kan være svært at indfange kun med ord. Og vi håber, at det har efterladt nogle følelser i jer, sagde klovnen Dulle efter forestillingen. Hans store skæg signalerede dog ikke noget klassisk dullet.
Forestillingen var bygget op om historier fra møder med en række af de børn, klovnene har optrådt for. Alle byggede de på virkelige historier. Det kan, præcis som klovnenes arbejde, være svært at gengive i ord, men i boksene under artiklen forsøger vi alligevel.
Der er ingen tvivl om, at tilskuerne blev efterladt med følelser. Forestillingen var både virkelig underholdende og virkelig rørende. Præcis som klovnenes daglige arbejde.
- Det er fantastisk at se børnene åbne sig op. Vi ser rummet på en anden måde og kommer med en helt anden dagsorden end de sundhedsfaglige, fortalte klovnen Ruth i den prikkede kjole.
Nej til finansloven
Der er i dag godt 80 hospitalsklovne i Danmark. Samlet i en stor organisation med 40 ansatte på kontoret. Danske Hospitalsklovne er en NGO, der lever af donationer fra private, virksomheder og et sjældent statsligt tilskud.
- Der har været snak om at komme på Finansloven. Men bestyrelsen ønsker det ikke – for hvis der er smalhals, så er det sådan nogen som os, der ryger først, sagde Dulle.
Man kan ikke bare klovne sig til at få de røde næser på. At blive hospitalsklovn er en halvandet år lang uddannelse med både kurser og praktik. Op mod 400 søger, og lige nu er der udvælgelse af de næste 12-16 lærlinge. Det sker gennem optagelsesprøver i to omgange – den anden varer tre dage. Arbejdet er som udgangspunkt et fuldtidsjob med overenskomst med Dansk Artistforbund.
- Man skal kunne se de mennesker, man møder. Kunne give noget til andre. Det er ikke et show, hvor man råber ”se, hvor fed jeg er”, som Ruth fortalte.
I dag har mange af klovnene en artistisk baggrund – de tre i forestillingen var musiker, pædagog og lærer, men havde alle arbejdet med musik og kunstneriske fag, før uddannelsen til hospitalsklovne.
Altid røde næser
Klovnene vælger en identitet, som følger dem.
- Vi har altid de røde næser på. Og Veranda har en historie – hun bor i en campingvogn og har nogle dyr, fortalte Veranda med den blå sløjfe i håret.
De faste navne og roller giver genkendelse, for nogle børn møder de en del gange. Nogle af dem til livet får en alt for tidlig afslutning.
- Vi kan også blive ramt, rørt og rystede. Men det er også ok, for vi har hinanden og et stærkt samarbejde med personalet. Nogle gange bliver vi taget med til debriefing, og vi kunne ikke gøre vores arbejde uden et godt samarbejde med personalet, sagde Veranda.
Behov mange steder
Klovnene arbejder stort set kun på børneafdelinger. Men den øgede specialisering i sundhedsvæsenet betyder, at børn i højere grad kommer på afdelinger med voksne. Og så kan klovnene godt snige sig ind på en stue med voksne. Der er også enkelte demensplejehjem, der får besøg af klovnene.
- Jeg kom med en rulle garn, der var helt i uorden. Jeg gav det til en dame, der ikke havde meget sprog. Men vupti, så havde hun bragt det i orden og rullet garnet op igen, fortalte Ruth som eksempel på, at klovnene også kan komme i kontakt med de demente.
Behovet er meget større, end klovnene kan opfylde. I andre lande bruger man også klovne i fx fængsler og flygtningecentre.
- Der er jo snak om en præst i Folketinget. Men jeg kunne da også tænke på en anden faggruppe, der kunne gøre gavn, lød det fra Dulle.
Så blev der grinet igen.
Tak for jer
Tilhørerne bød også ind – én roste klovnene for deres fantastiske arbejde:
- Og I gør også noget godt for personalet, lød det.
En anden fortalte om for nylig at have deltaget i en 70-års fødselsdag, hvor fødselaren kun ønskede sig donationer til Danske Hospitalsklovne. Der blev samlet 25.000 kr. ind.
Du kan selv bidrage her.
Se flere billeder på Facebook.
Fra smadr til spagat
- Jeg kendte en gang en pige, der smadrede alt. Så sagde jeg hej og fortalte, at jeg ikke kunne slå vindmøller, men jeg kunne noget med spaghetti, sagde Veranda og gik i spagat.
- Hun var god til at tage benene på nakken. Jeg sagde, at hun kunne tage mig med sig i lommen, når politiet kom. Eller i hjertet, for så var det bare mig, der slog vejrmøller, hvis hun blev bange.
Foto:
CARSTEN LORENZEN
Ikke trække vejret længere
- Han havde haft et liv fuldt af venner, fodbold, fester og kys. Nu skulle han øve sig i ikke at trække vejret længere. Vi udvekslede røverhistorier og snakkede om kunst, tro, håb og drømme. Vi hørte musik og sang, så det nåede langt ud over det rum, vi sad i. Jeg dansede ud og stoppede ved fodenden og sendte ham kærlighed. Han tog imod og sagde: Hej klovn, vi ses”, fortalte og spillede Ruth i sin sketch.
Foto:
CARSTEN LORENZEN
Veranda med sørøverskibet
- Hun havde et kæmpe ar i panden og kunne derfor ikke huske noget. Så kom der et skib, og vi hoppede ombord. ”Sådan nogle lavede min bedstemor”, kunne hun pludselig huske. Så sejlede vi på havet gennem storme og høje bølger. Vi var et piratskib, selv om det bare var en seng. Men hvis man kneb øjnene sammen, så kunne man se pirater og sabler, fortalte Veranda, mens hun drønede rundt med et lille skib i foldet papir på den ene finger.
Foto:
CARSTEN LORENZEN
Ser ikke gipsen
- Der var stålwire og en masse gips. Benene var trukket op og så ud. Der var slanger, skærme og bip-bip. Men jeg så bare hans FC Barcelona-t-shirt. Så snakkede vi fodbold – jeg spillede også en gang, og vi rykkede op i den der serie-række-liga. Skal vi ikke gå ud på gangen og spille fodbold, spurgte jeg. Men jeg kan jo ikke, sagde drengen og pegede på gipsen. Men jeg havde overhovedet ikke set det, lød det fra Dulle, mens han sprang rundt og sparkede til en imaginær bold.