Kreds Nordjylland

Besparelser og problemer med at skaffe ambulancereddere betyder, at sygeplejerskerne i AMK Vagtcentralen oplever at sidde endnu længere med de samme 1-1-2-opkald, inden en ambulance når frem.

- Jeg havde selv en, hvor det tog 25 minutter, før den første bil var på stedet. Det kræver rigtig meget følelsesmæssigt, for man bliver hele tiden eksponeret for pårørende, der spørger, hvor ambulancen bliver af, fortæller tillidsrepræsentant for de omkring 35 sygeplejersker på AMK Vagtcentralen i Aalborg Søren Bach Baisgaard.

Han har oplevet, at der har manglet 14 ud af godt 50 biler – altså omkring hver fjerde. Som udgangspunkt har ledelsen accepteret, at fire af bilerne ikke er bemandede.

- Det lægger et enormt pres på især de tekniske disponenter, der skal fordele ambulancer og akutbiler. Det smitter så af på de øvrige sygeplejersker. Vi sidder lige over for hinanden og bliver måske fristede til at undertriagere, så der sendes mindre hjælp, end der burde, og flere bliver bedt om at tage en taxa, fordi de så kommer hurtigere på sygehuset. Men selvfølgelig altid efter en konkret, sundhedsfaglig vurdering, siger Søren Bach Baisgaard.

Antal opkald eksploderer

Antallet af opkald til 1-1-2 er steget voldsomt, uden normeringerne er fulgt med. Derfor skal den enkelte ansatte tage flere opkald, der i øvrigt tager længere tid, bl.a fordi der bruges video ved flere opkald og flere ringer igen og undrer sig over, at ambulancen endnu ikke er ankommet.

- Det er svært at forestille sig, hvor meget en mor til et barn med feberkramper kan skrige i telefonen. Det er fuldt forståeligt, for hun tror, at hendes barn er ved at dø. Men det er også meget psykisk belastende for de ansatte, der hele tiden skal undskylde for, at ambulancen ikke er kommet endnu, forklarer Søren Bach Baisgaard.

Forholdene betyder, at sygeplejersken bliver udsat for belastningen i længere tid, end det burde være nødvendigt. Han henviser også til en undersøgelse fra krigsindsatsen i Afghanistan.

- Den viste, at det var dem i radiocentralen, der blev hårdest ramt af ptsd, fordi de ikke kan se, hvad der foregår, og ikke kan hjælpe på stedet. Det giver en følelse af magtesløshed.

Det svarer til oplevelsen i Vagtcentralen, hvor man tit er afhængig af at få nogen på skadestedet til at hjælpe – fx ved at give hjertemassage.

- Det kan være svært at få nogen til at gå i gang. Og fru Jensen på 85 kan fysisk ikke altid gøre det nødvendige – bare at få manden vendt om kan være umuligt. Jeg har selv oplevet at sidde med nogle, der blev ved med at sige, at patienten jo var død, hvorfor de ikke kunne overtales til at gå i gang med hjertemassage. Heldigvis kom der en hjerteløber og fik reddet kvinden, fortæller Søren Bach Baisgaard.

Ondt i maven og ptsd

Den daglige eksponering for svært syge og desperate pårørende eller omkringstående har store konsekvenser for Søren og hans kolleger.

- Mange har ondt i maven om morgenen. De føler, at de ikke slår til, og de risikerer at få belastningsreaktioner og ptsd, siger Søren Bach Baisgaard.

De mange eksponeringer for kritiske situationer og mennesker i krise har selvfølgelig altid været en del af jobbet.

- De manglende ambulancer betyder, at vi sidder længere tid med det enkelte opkald. Nu sidder vi oftere i 20-30 minutter med en, der hjælper ved et hjertestop. Vores opgave er at sige til personen på stedet, at de kan godt og bare skal blive ved. Men det kræver meget følelsesmæssigt at skulle blive ved i 30 minutter – ligesom det er utroligt hårdt at skulle give hjertemassage så længe, siger Søren Bach Baisgaard.

Pynter på responstider

De officielle statistikker over responstiden giver ikke Søren og kollegerne ret i, at arbejdet er blevet mere belastende. For responstiden er ikke steget – faktisk overholder Region Nordjylland stort set sine servicemål.

Men det skyldes ifølge Søren, at statistikken er ændret, siden regionen i foråret 2022 overtog ambulancedriften, og man gik fra en responstidsaftale til en beredskabsaftale.

- Reelt pynter de på responstiden, for i dag regnes den fra første kontakt – altså også akutbiler. De talte ikke med, da Falck havde kontrakten. Da talte det først, når ambulancen var fremme. Derfor ser tallene pænere ud, end de faktisk er, påpeger Søren Bach Baisgaard.

Hen er helt enig i, at paramedicinerne i akutbilerne kan rigtig meget. Men der er kun en person i bilen og den kan ikke tage patienter med, da der ikke er båreplads i bilen.

- Man kan heller ikke give hjertemassage og intubere samtidig.

Kører forgæves

De mange og meget lange opkald til 1-1-2 giver også et andet problem: Der bliver sendt for mange ambulancer, der ikke skulle være sendt.

- Når vi ikke kan nå at besvare alle opkald, så sender vi med det samme en ambulance med blå blink for en sikkerheds skyld. Når vi så får talt med den, der ringer, bliver ambulancen måske aflyst. Men i mellemtiden kan den jo ikke bruges andre steder, siger Søren Bach Baisgaard.

Det er så igen med til at presse ambulanceredderne, der skal køre i en større del af deres arbejdstid. Mange af dem har 24-timersvagter, der bygger på, at de kan sove og slappe af en del af tiden. Med de ekstra kørsler kan det ikke lade sig gøre.

Besparelser presser yderligere

Allerede i år skal den præhospitale virksomhed spare. Der skal hentes fire millioner kroner i truende overforbrug i forhold til budgettet. Det har betydet stop for FEA og de fleste vikartimer. Ud over det i forvejen pressede arbejdsmiljø er manglende vikardækning og mindre overarbejde blandt årsagerne til, at der på daglig basis mangler så mange biler. Besparelserne og vakante stillinger har da også betydet en voldsom stigning i antallet af aflyste beredskaber – ”Ude af drift” som det hedder i den interne jargon.

- Jeg bliver bekymret for både arbejdsmiljøet og patientsikkerheden. Vi får også flere og flere genkald fra borgere, der ikke kan forstå, hvor ambulancen bliver af. Og skæld ud fra sygehusene, der ikke kan på patienterne hjem eller flyttet til andre adresser, siger Søren Bach Baisgaard.

Han er derfor fuldstændig uforstående overfor, at budget 2024 for Region Nordjylland pålægger det præhospitale område at spare yderligere syv millioner kroner.

- Vores egen ledelse forstår problemet og ønsker flere ressourcer. Men det er os, der føler os pressede til måske at sende en paramediciner, hvor vi egentlig fornemmer, at det muligvis var bedre at sende en ambulance, siger Søren Bach Baisgaard.

Han frygter, at nogle af hans kolleger går ned med stress eller andre langvarige belastningsreaktioner i den kommende tid.

- Hvor mange dråber i bægeret kan man klare? Hvor mange gange kan man holde til at sige undskyld for noget, man ikke er herre over? Jeg ved det ikke, men situationen er uholdbar.