Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Tillykke - vi har brug for flere som jer

Kreds Nordjylland var med til at ønske 14 nyuddannede borgernære sygeplejersker tillykke. Men der er brug for mange flere.

Publiceret: 

23. juni 2026

Af:

Carsten Lorenzen

clo@dsr.dk
Borgernære juni 2026

Vi har brug for flere som jer.

Sådan lød det tirsdag eftermiddag, da kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund ønskede 14 nyuddannede borgernære sygeplejersker tillykke med deres specialuddannelse på UCN i Aalborg.

- Med sundhedsreformen får kommuner og almen praksis en endnu vigtigere rolle i indsatsen for mennesker med kroniske sygdomme og komplekse forløb. Hvis vi skal lykkes med den opgave, kræver det sygeplejersker, der kan se helheden omkring den enkelte borger og samtidig navigere sikkert i et stadig mere komplekst sundhedsvæsen. Derfor har vi brug for flere som jer.

Kom til kort

De opgaver er de nyuddannede klar på. For uddannelsen hjælper med de stigende udfordringer, arbejdet i blandt andet hjemmesygeplejen byder på.

- Jeg syntes, at jeg nogle gange kom til kort. Borgerne kommer hurtigere hjem, og jeg fik flere og flere udfordringer, mere komplekse forløb og flere multisyge, siger Sissel Berthelsen som begrundelse for at have søgt ind for at blive borgernær sygeplejerske.

Hun arbejder til daglig i borgerens faste team i Svenstrup i Aalborg Kommune. Uddannelsen har på mange måder givet hende et nyt perspektiv på arbejdet og på sygeplejen.

- Det har været fantastik, frustrerende og fedt – både hjemme i klinikken og i praksis andre steder, fortæller Sissel Berthelsen.

Hun har undervejs været i praktik på flere forskellige afdelinger på sygehuset og i almen praksis i Svenstrup.

- Det har været godt at se, hvordan sygeplejen ser ud andre steder. Hvordan det ser ud, når jeg sender borgerne ind til dem, siger Sissel Berthelsen.

Blæst bagover

De 14 nye borgernære sygeplejersker er klædt godt på.

- I gjorde det bare så flot. Censorerne blev blæst helt bagover af al jeres viden. Nu skal I for alvor ud at gøre en forskel – og I har både viden og kompetencer, sagde områdekoordinator Charlotte Daugbjerg fra UCN act2learn i sin tale til dimittenderne.

Der er bare lige det med antallet. For med over 1200 kommunale sygeplejersker i Nordjylland er der brug for at uddanne langt flere.

- I bliver ambassadører for uddannelsen. Fortæl om jeres erfaringer. Del jeres nye viden med kollegerne. Inspirér andre til at søge uddannelsen, og vær med til at vise ledelser og beslutningstagere, hvilken forskel den gør, som Christina Windau Hay Lund sagde – inden hun ønskede alle et stort og varmt tillykke.