Nyhed
Fokus på arbejdsmiljø og ny struktur
Verden omkring os ændrer sig, så det skal Dansk Sygeplejeråd også. Det tog kredsbestyrelsen en grundig diskussion af på sit seneste møde.
Publiceret:
25. marts 2025
Senest opdateret:
25. marts 2025
Strukturdebat
Strukturen i sundhedsvæsenet står foran store ændringer. Det skal strukturen i Dansk Sygeplejeråd naturligvis tilpasse sig.
Derfor er der indkaldt til ekstraordinær kongres den 14.-15. maj, hvor man skal tage stilling til en lang række forslag til ny struktur i DSR. I månedsvis har først en arbejdsgruppe, der har indhentet erfaringer fra andre organisationer og forskere, og dernæst Hovedbestyrelsen diskuteret de mange muligheder.
Forleden var turen kommet til en grundig diskussion i Kredsbestyrelsen i Nordjylland. Alt kan stadig ske i en levende og demokratisk organisation, men flertallet i Hovedbestyrelsen fremlægger forslag om, at strukturen i udgangspunktet skal følge den offentlige struktur, så Kreds Sjælland og Kreds Hovedstaden lægges sammen på samme måde som regionerne, og at de tre øvrige kredse (Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark) bevares som i dag.
Arbejdsmiljø-handleplan
Kredsbestyrelsen lagde også sidste hånd på den opdaterede handleplan for arbejdsmiljøindsatsen i Nordjylland. I år bliver de tre fokuspunkter:
- Uklare krav og modstridende krav
- Styrke arbejdsmiljøindsatsen i kredsen
- Knytte AMIR tættere til DSR
Hele den opdaterede handleplan kan ses nederst her.
Rundringning
Kredsbestyrelsens medlemmer fortsætter den gode tradition med at ringe rundt til nyuddannede medlemmer af kredsen for at byde dem velkommen i DSR, høre om vi kan hjælpe med noget og samtidig selv blive klogere på de udfordringer, nyuddannede og nyansatte møder.
Der ringes rundt i slutningen af april og begyndelsen af maj – blandt andet med invitation til at deltage i mødet Ny med nål den 22. maj på kredskontoret. Tilmelding her.