Nyhed
Humor giver arbejdsglæde
Rune Green demonstrerede, hvordan humor spreder sig og skaber glæde, da han forleden holdt foredrag og underholdt Trio’erne på kredskontoret – altså arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og ledere.
Publiceret:
12. november 2026
Senest opdateret:
12. november 2026
Foto:
CARSTEN LORENZEN
- Man er ikke ansvarlig for sin egen arbejdsglæde, selv om mange siger det. Men vi er ansvarlige for hinandens arbejdsglæde.
Det både forklarede og demonstrerede humorist og foredragsholder Rune Green for et fyldt mødelokale.
- Vi skal kunne grine, når noget går galt, lød det fra Rune Green.
Et af hans mange og morsomme eksempler kom fra et sygehus, hvor en sygeplejerske var mentor for en nyansat. Hun forklarede, hvor alting var – og at afdelingen havde fem læger, men at hun ikke måtte anbefale en bestemt læge.
Senere overhørte hun den nyansatte i telefonen: ”Vi har fem læger, men jeg kan ikke anbefale nogen af dem.”
Den erfarne sygeplejerske tog det humoristisk – og så var den uheldige formulering med til at bløde stemningen op.
- Humor sætter tonen og stemningen og er en synlig måde at gøre hinanden tilpasse på. Humor påvirker også vores hukommelse positivt – det er det sjove, der lagrer sig i hukommelsen, fortalte Rune Green.
Resultater og relationer
Undervejs blev foredraget afbrudt af små øvelser, hvor der både blev hoppet og grinet, så flere havde svært ved at holde sig af grin.
Ifølge Rune Green er der især to ting, der kan skabe arbejdsglæde:
At vi skaber resultater og dermed føler, at vi gør en forskel
Relationer – dem vi er sammen med for at skabe resultaterne
Der skal være nogle rutiner. Det giver tryghed. Men det er ofte i kriserne, at vi styrker relationerne.
- Vi kan og skal ikke undgå bøvl. Men hvis vi holder ud og kommer igennem med hinanden i hænderne, så får vi et stærkt sammenhold, sagde Rune Green.
Igennem svære tider
Især humoren kan hjælpe med at komme igennem svære tider på arbejdspladsen.
- Jeg kalder humor for sprogets Margueritrute. Det bryder monotonien og der kan opstå en lykkefølelse i hjernen.
Rune Green delte ni konkrete værktøjer til at få mere arbejdsglæde gennem relationer og humor. For ofte kan det være en god idé bevidst at bryde vanerne. For eksempel har han i perioder aftalt med sig selv, at han skulle sige noget pænt til den næste, der kom ind ad døren.
De ni værktøjer:
Få alle med ud på den anden side
Brug humor som ventil
Vis venlighed, imødekommenhed og interesse
Tal pænt om andre
Vær nærværende – bare et minut kan gøre en stor forskel
Husk at fejre succeser
Vær tydelig i kommunikationen
Stil spørgsmål – og kom gerne med alternative og skæve svar
Brug positive overraskelser
Trio på ITA3
Foto:
CARSTEN LORENZEN
Trio-avis og åbne dagsordener
Over frokost fik Trio’erne et oplæg fra en Trio – nemlig AMiR, TR og leder fra ITA3 (tidligere Thoraxintensiv). Et inspirerende oplæg, hvor de tre fortalte om deres konkrete og meget udbytterige samarbejde i hverdagen. For arbejdsmiljøet er et fælles ansvar.
- Hvad får man ud af samarbejdet i TRIO som leder? Jeg får det ud af det, at det er rart at få bragt problemstillingerne ind fra de to andre, fordi de går i vagt og hører om og mærker udfordringerne, fortalte ledende oversygeplejerske Betina Greve.
Trio’en holder fast møde hver fjerde uge. Dagsordenen ligger i et åbent dokument, så alle tre kan tilføje punkter til dagsordenen efter behov.
Sammen udgiver de en TRIO-avis fire gange om året – et initiativ, der er taget rigtig godt imod af kollegerne.
Næste års Trio-møder holdes 28. april og 10. november.