Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Mange med ADHD vælger omsorgsfagene

ADHD-rådgiver Anne Marie Blok øste af både sin personlige og professionelle erfaring, da hun holdt oplæg om ADHD og arbejdslivet på kredskontoret.

Publiceret: 

5. oktober 2026

Senest opdateret: 

5. oktober 2026

Af:

Carsten Lorenzen

clo@dsr.dk
ADHD i arbejdslivet (12).jpg

Foto:

CARSTEN LORENZEN

Hun præsenterede sig ved at fortælle, at hun selv har ADHD og er sygeplejerske.

- Som ung skiftede jeg kærester, uddannelse, job og bopæl igen og igen. Men jeg er også stolt af nogle af de skøre ting, jeg har lavet, sagde Anne Marie Blok til de fremmødte sygeplejersker.

Og vi troede hende fra starten. For selv om hun først fik sin diagnose for et år siden, så udstrålede hun en næsten ustoppelig energi.

- Jeg har også en verbal impulsivitet, og kan komme til at sige noget, jeg ikke lige har tænkt over.

Find din egen strategi

Men selv om ADHD har været med hende fra barnsben, lykkedes det at tage en krævende uddannelse som først sygeplejerske, siden sundhedsplejerske. For det handler i høj grad om at finde sine egne strategier.

- ADHD bliver kaldt en opmærksomhedsforstyrrelse. Men det er mere en reguleringsforstyrrelse. Vi er tit meget motiverede og siger ja til for meget – vi får for mange ting på vores tallerken.

Derfor kan arbejdspladsen gøre meget. En god chef kan blandt andet stoppe en medarbejder i at påtage sig mere, end vedkommende kan overskue. For en stor del af problemet er at skrue ned – en ADHD-hjerne kan ifølge Anne Marie Blok ikke bare slukkes.

- Jeg elskede at have nattevagter, fordi der var ro på. Men problemet var, at jeg ikke kunne sove bagefter.

Mange brænder ud

Mange med AHD vælger omsorgsfagene, blandt andet fordi empati, højt energiniveau samt evnen til at hyperfokusere og trives i uforudsigelige situationer være enorme styrker. Men mange brænder ud igen, for der går så mange ressourcer til at sikre sig, at man ikke laver fejl.

- Man tror, at man har umenneskelige kræfter. Men pludselig styrtdykker det. Og så er man totalt udtrættet til sidst, lød Anne Marie Bloks erfaring fra både sig eget liv og mange år som ADHD-rådgiver i Aalborg.

For bagsiden af ADHD-hjernens hyperfokus er kollaps. Det burde have langt større fokus – selvfølgelig af hensyn til den enkelte, men også af hensyn til samfundet og dets behov for arbejdskraft. For ADHD fører til sygemeldinger, depressioner og stress. 70% står ifølge Anne Marie Blok uden for arbejdsmarkedet – og risikoen for at skulle have førtidspension eller flexjob er fire gange højere end for den øvrige befolkning.

Tal om ADHD

Kan man ikke gøre noget? Jo, ifølge Anne Marie Blok kan vi tale mere om det som en anden form for hjerne. Vi kan støtte hinanden – og vi kan bruge kroppen, uanset om det er til sport eller strik.

- Når vi aktiverer kroppen, slukkes hjernen. Vi koncentrerer os bedre, når vi bevæger os, sagde Anne Marie Blok.

En spændende aften med en virkelig stor mængde spørgsmål fra de fremmødte – med og uden ADHD.