Patientsikkerhed kræver tid og tryghed for sygeplejerskerne

Læserbrev i Nordjyske 1. maj 2026 af Lene Odgaard:

1. maj er arbejdernes kampdag. En dag, hvor vi taler om rettigheder, vilkår og værdighed i arbejdslivet. I år bør vi stille os selv et grundlæggende spørgsmål: Kan vi tale om patientsikkerhed, hvis vi ikke samtidig taler om medarbejdersikkerhed?

I sundhedsvæsenet – og i ældreplejen – er patientsikkerhed et nøgleord. Med god grund. Vi ønsker alle, at borgerne får en tryg og faglig behandling.

Men midt i ambitionerne overser vi noget vigtigt: Det er medarbejderne, der skal levere sikkerheden. Og det er arbejdsgiveren, der skal sikre rammerne for, at de kan gøre det.

Med den nye ældrelov og sundhedsreform ser vi en udvikling, hvor flere behandlinger flyttes fra sygehus til eget hjem. Det betyder, at sygeplejersker skal løse flere og bredere opgaver, arbejde på tværs af specialiserede områder og håndtere mere komplekse borgerforløb – ofte på kort tid og med færre kolleger.

Det kaldes fleksibilitet. I praksis betyder det, at vi presser fagligheden til det yderste.

Presset i den nære pleje

Forestil dig, at du er ældre og får besøg af en sygeplejerske
Hun kommer direkte fra en anden borger, hvor noget trak ud. Hun ved, at der venter flere opgaver bagefter. Hun skal både håndtere din medicin, vurdere din tilstand, måske kontakte din læge – og samtidig dokumentere alt korrekt.

Hun vil gerne gøre det ordentligt. Men tiden er knap. Andre borgere venter.

Hvad betyder det for sikkerheden – både for dig og for hende?

Når en sygeplejerske går fra en avanceret sårbehandling til medicinhåndtering hos en syg borger og videre til en akut situation, kræver det mere end faglighed. Det kræver tid, forberedelse og mulighed for faglig fordybelse.

Sikkerhed gælder også medarbejderne

Samtidig fylder dokumentationen meget. Et besøg starter og slutter ikke ved døren. En stor del af arbejdet ligger før og efter: forberedelse, kontakt til læge eller andre samarbejdspartnere, dokumentation og planlægning af opfølgende besøg. Hvis der ikke er tid til det, øges risikoen for fejl.

Og når risikoen for fejl stiger, er det ikke kun borgerne, der betaler prisen. Det gør sygeplejersken også.

Vi ser allerede et arbejdsmiljø med høj kompleksitet og stort ansvar, hvor mange oplever, at de ikke kan levere den kvalitet, de er uddannet til – og hvor man giver mere, end man har kræfter til.

Det er ikke kun et spørgsmål om trivsel. Det er et spørgsmål om sikkerhed. For sker der fejl, er det i sidste ende sygeplejerskens autorisation, der er på spil.

For hvem passer på sygeplejerskerne, når de konstant skal passe på alle andre?

Tid og tillid er afgørende

Hvis vi mener patientsikkerhed alvorligt, må vi også tale om medarbejdersikkerhed. Det kræver tid til at løse opgaverne ordentligt. Det kræver en ledelse, der har tillid til fagligheden – og som skaber rammer med plads til uforudsete opgaver.

Ellers risikerer vi et system, hvor ambitionerne er høje, men virkeligheden ikke følger med. Hvor dygtige og engagerede sygeplejersker langsomt bliver slidt ned af en hverdag, der i sig selv bliver en risiko.

Derfor bør 1. maj også være dagen, hvor vi siger det klart: Sikkerhed i sundhedsvæsenet begynder hos dem, der skal levere den.

God 1. maj.