Nyhed
Riv ikke tæppet væk under psykiatriens patienter
Selv om Region Nordjylland har lyttet til noget af kritikken, så risikerer man alligevel at rive tæppet væk under psykiatrien patienter i Frederikshavn og Thisted
Publiceret:
28. september 2026
Senest opdateret:
28. september 2026
Læserbrev i Nordjyske 27. september 2026:
Regionen har lyttet til noget af kritikken og ændret sit oprindelige forslag. I stedet for rehabiliteringspladser vil man nu etablere Psykiatriens Hus med 12 døgndækkede opholdspladser i hver af de to byer.
Det kan blive et godt og værdifuldt tilbud til patienter, som kan klare sig uden lægelig tilstedeværelse døgnet rundt. Det vil vi gerne anerkende.
Et godt tilbud kan ikke erstatte en indlæggelse
Men et Psykiatriens Hus er ikke det samme som et psykiatrisk sengeafsnit.
De mennesker, der bliver så alvorligt syge, at de har brug for en egentlig psykiatrisk indlæggelse, skal fremover til Brønderslev eller Aalborg. De 32 indlæggelsessenge i Thisted og Frederikshavn forsvinder, mens der oprettes seks nye i Brønderslev. Det betyder 26 færre psykiatriske indlæggelsessenge i denne omlægning.
Det ændrer et nyt navn ikke på.
Regionsrådsformand Mads Duedahl har sagt, at patienter med behov for lægelig hjælp må tage derhen, hvor lægerne er.
Det kan lyde enkelt. Men for et menneske i en alvorlig psykisk krise er det ikke nødvendigvis bare at sætte sig ind i en bil eller tage den næste bus. Når sygdommen fylder næsten alt, kan længere afstand blive endnu en barriere for at række ud efter hjælp.
Nogle patienter har allerede givet udtryk for, at de er i tvivl om, hvorvidt de vil tage imod en indlæggelse, hvis den skal foregå langt fra deres hjem og nærmeste. Det bør vi tage dybt alvorligt. Udskyder eller fravælger mennesker den nødvendige behandling, kan deres sygdom blive alvorligt forværret. I værste fald kan konsekvenserne blive fatale.
Afstanden rammer også de pårørende. Familie og andre nære relationer spiller en vigtig rolle under en psykiatrisk indlæggelse og i vejen tilbage til hverdagen. Det bliver vanskeligere, når transporten tager længere tid, koster mere og skal passes ind i arbejde og familieliv.
Først en holdbar løsning – så et vikarstop
Regionens begrundelse for omlægningen er manglen på speciallæger og beslutningen om at udfase langtidsvikarer. Det er en reel udfordring. Vi deler ønsket om flere fastansatte læger, større kontinuitet og stærke faglige miljøer. Langtidsvikarer skal ikke være den permanente løsning.
Men rækkefølgen er forkert.
Til TV2 Nord erkender regionsrådsformand Mads Duedahl, at beslutningen rammer hårdt nu.
Netop den erkendelse bør få Regionsrådet til at standse op. Når regionen ved, at en beslutning vil ramme patienterne hårdt her og nu, må man sikre en reel og fuldgod erstatning, før man fjerner det eksisterende tilbud.
Man må ikke først udfase en væsentlig del af den lægedækning, som holder behandlingen i gang, lukke 32 lokale indlæggelsessenge og derefter håbe, at de nødvendige læger kan rekrutteres senere.
Regionen vil genåbne sengeafsnittene, når der er rekrutteret en overlæge og en afdelingslæge til hvert afsnit. Men der er ingen dato for, hvornår det kan ske. Stillingerne har været vanskelige at besætte gennem længere tid, og en rekrutteringsplan hjælper ikke den patient, der får brug for en seng, mens regionen stadig venter på ansøgningerne.
Patienterne kan ikke sætte deres sygdom og behov for behandling på pause. Hvis sengene og lægedækningen fjernes, før en fuldgod erstatning er på plads, er det dem og deres pårørende, der risikerer at mærke svigtet.
Hvem skal betale prisen imens?
Det bliver de mennesker, der får længere til den nødvendige hjælp, og de pårørende, der får vanskeligere ved at være tæt på. Det risikerer også at blive de erfarne medarbejdere, som søger andre steder hen, når deres arbejdsplads og faglige opgaver ændres. Forsvinder kompetencerne først, kan det blive endnu vanskeligere at genåbne sengeafsnittene.
Derfor bør Regionsrådet på mandag insistere på en reel overgangsløsning. De nødvendige vikariater må forlænges, eller lægedækningen sikres på anden vis, indtil de fastansatte læger faktisk er rekrutteret.
Psykiatriens Hus kan udvikles som et supplement og et nært tilbud til de patienter, der kan have gavn af det. Men det må ikke bruges som erstatning for muligheden for lokal psykiatrisk indlæggelse.
Vi håber derfor, at regionsrådsmedlemmerne standser op, før de træffer beslutningen. Målet om flere fastansatte læger er rigtigt. Men vejen dertil må ikke rive tæppet væk under de mennesker, der har allermest brug for hjælpen.
Christina Windau Hay Lund, Forkvinde, Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland
Jesper Hermansen, Fagpolitisk leder, FOA Nordjylland
Gitte Christensen, Sektorformand, FOA Frederikshavn