Forsinkelse af Sygeplejersken og evt. kalender
Postomdelingen har beklageligvis været ramt af sygemeldinger, hvilket har forsinket ca. 3000 forsendelser. Sygeplejersken og din kalender (hvis du har bestilt kalender) er på vej hjem til dig.
Nyhed
Sygehus fjerner senge og sygeplejersker
Trods Mette Frederiksens nytårstale om, at sygeplejerskerne vender tilbage, fjernes der nu senge og sygeplejersker på Aalborg Universitetshospital. Hospitalet er dels ikke nået i mål med den seneste sparerunde fra december 2023 – dels er der nye sparekrav i budget 25.
Publiceret:
16. januar 2025
Senest opdateret:
16. januar 2025

Pressemeddelelse udsendt torsdag den 16. januar:
” Sygeplejerskerne vender tilbage” hed det i nytårstalen fra Statsminister Mette Frederiksen. Det gælder desværre ikke i Nordjylland, hvor Aalborg Universitetshospital igen skal spare. 25 sengepladser planlægges nedlagt, og mange sygeplejersker forsvinder.
Det fremgår af den spareplan, der onsdag eftermiddag blev behandlet i HMU (det øverste samarbejdsudvalg på hospitalet).
Aalborg Universitetshospital mangler stadig at finde omkring 75 millioner kroner fra den store spareplan, der blev sat i værk i december 2023, hvor man blandt andet pålagde alle afdelinger at finde 4% på budgettet, og omkring 230 stillinger forsvandt.
Samtidig betyder budget 2025, at der skal findes besparelser for 53 millioner kroner.
Værst går det ud over IMA – Intermediært Afsnit. Efter planen, der i dag forventes endeligt godkendt i hospitalsledelsen, lukkes afsnittet den 28. februar i år. IMA har 25 sygeplejersker ansat, der ifølge planen skal genplaceres i andre, ledige stillinger på sygehuset. IMA har seks sengepladser.
De øvrige senge fjernes på en lang række afdelinger – se nederst. Her vurderer hospitalsledelsen, at de nødvendige personalereduktioner kan opnås ved naturlig afgang (opsigelser) og mindre brug af vikarer, men det giver samlet set også færre personaleressourcer.
- Selv om det ikke i første omgang betyder fyringer, vil der blive skåret i antallet af sygeplejersker og andet personale. Patienterne bliver stadig indlagt, så jeg frygter, at det går ud over kvaliteten af den pleje og behandling, der tilbydes. Især er jeg bekymret for de patienter, der kræver særlig observation, som de indtil nu har kunnet få på IMA, og som nu skal fordeles på andre afsnit, siger sygeplejerskernes nordjyske forkvinde, Christina Windau Hay Lund.
Patienterne fra IMA skal nemlig flyttes til dels Lungemedicinsk, dels Intensiv – og enkelte også til specialafdelinger på hele sygehuset.
IMA blev åbnet for fire år siden for netop at aflaste Intensiv og Lungemedicinsk. Patienterne er meget syge og kræver en del overvågning, blandt andet fordi mange modtager ilt. Men de kan ofte klare sig med lidt mindre overvågning end på Intensiv.
I forvejen er Region Nordjylland den region, der har færrest intensivpladser set i forhold til befolkningstallet.
Nedlæggelsen af de mange sengepladser risikerer igen at føre til en situation med overbelægning og patienter på gangene.
- Efter en lang periode med massiv overbelægning, er vi de seneste måneder endelig nået til en situation, hvor der er en positiv ændring i forhold til antallet af patienter på gangene i de almindelige sengeafdelinger. Med denne påtænkte lukning af sengepladser, frygter jeg, at det igen vil blive et problem med patienter på gangene – og det er bestemt ikke til patienternes fordel, siger fællestillidsrepræsentant for sygeplejersker og radiografer på Aalborg Universitetshospital Rikke Vingaard Jørgensen.
Derfor frygter hun for pleje, behandling og patientsikkerhed.
- Det kræver meget personale med specialviden at pleje og behandle de patienter, der i dag indlægges på IMA. Jeg er bange for, at der ikke er tilstrækkeligt med ressourcer der, hvor patienterne nu flyttes hen, siger Rikke Vingaard Jørgensen.
Ansvaret ligger hos Region Nordjylland og Regeringen.
- Det nordjyske sundhedsvæsen er underfinansieret. Jeg kan kun gentage mig selv: Der er brug for de milliarder, Regeringen siger bliver tilført sundhedsvæsenet frem mod 2030, nu og her. Ellers vil det kun være meget kortvarigt, Mette Frederiksen kunne bryste sig af, at antallet af sygeplejersker var stigende, siger kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund.
