Nyhed
Sygeplejersker kan spille central rolle i stort psykiatriprojekt
180 millioner fra Novo Nordisk og Det Obelske Familiefond skal give Region Nordjylland mulighed for at udvikle et koncept for hurtigere diagnostik og bedre behandling af børn og unge i psykisk mistrivsel. En vigtig brik i det tværfaglige samarbejde er netop sygeplejersker.
Publiceret:
10. september 2024
Senest opdateret:
13. september 2024
Psykisk mistrivsel og psykisk sygdom er et alvorligt samfundsproblem i Danmark. I de seneste ti år er andelen af børn og unge, der er i kontakt med børne- og ungdomspsykiatrien, steget med mere end 50 procent, og 15 procent af alle børn og unge får en psykiatrisk diagnose, før de fylder 18 år.
Det presser sundhedsvæsenet og ikke mindst de unge og deres familier, der ofte oplever lange ventetider og utilstrækkelig eller forkert hjælp.
Det skal projektet ”Bedst for os” forsøge at løse. Målet for Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond er at udvikle nye metoder til en mere effektiv og sammenhængende indsats ved at bevilge i alt 180 millioner kroner til Psykiatrien i Region Nordjylland over fem år - den største danske fondsbevilling målrettet børn og unge ramt af psykisk mistrivsel eller psykisk sygdom nogensinde.
- Det skal skabe bedre sammenhæng i behandlingen mellem kommuner, region og andre aktører samt styrke tværfagligheden i psykiatrien, der er vigtigt for at mindske mistrivsel blandt børn og unge, fortæller fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i psykiatrien i Region Nordjylland, Natalie Holst Christensen.
Inddrage alle parter
Der er endnu ikke lagt konkrete planer for, hvad de mange millioner præcis skal bruges til. Men det ligger klart, at en lang række projekter skal styrke det tværfaglige samarbejde og sikre aktiv inddragelse af alle relevante aktører for at kunne at udvikle nye tilbud. Det omfatter både børn, unge, forældre og fagprofessionelle fra kommunerne, den regionale psykiatri og almen praksis.
Netop koordinering af forskellige tilbud er noget af det, sygeplejersker er uddannet til og har stor erfaring med.
- Det er lige præcis det, vi er gode til – vi kan se potentialet i de forskellige behandlingsmuligheder, siger Natalie Holst Christensen.
Fokus på familien
I ”Bedst for Os” vil der være fokus på hele familien, og et af de centrale nye tiltag er etablering af Familiens Team, som ud over barnet/den unge og forældrene tæller fagprofessionelle fra skole, kommune og børne- og ungdomspsykiatrien. Familiens Team får til opgave løbende at tilrettelægge og koordinere den enkeltes forløb. Her vil det være oplagt at give sygeplejerskerne en central rolle i koordineringen af det tværfaglige samarbejde og mellem de mange aktører.
Samtidig håber Natalie Holst Christensen, at bevillingen kan betyde hurtigere udredning, kortere ventelister, bedre normeringer og fokus på kompetenceudvikling af de ansatte.
- I dag er vi tynget af økonomien, så der risikerer at blive skåret på efteruddannelsen. Men hvis projektet skal lykkes, er det vigtigt, at der ikke bliver slækket på kompetenceudviklingen, siger sygeplejerskernes fællestillidsrepræsentant.
Faktaboks
Bedst for Os
- Er et 5-årigt projekt, der støttes med op til 150 mio. kr. af Novo Nordisk Fonden og 30 mio. kr. af Det Obelske Familiefond
- Skal komme med konkrete løsninger til, hvordan målsætningerne på det børne- og ungdomspsykiatriske område i den nationale 10-årsplan for psykiatrien kan nås
- Bevillingen giver desuden Region Nordjylland mulighed for at optimere de fysiske rammer i børne- og ungdomspsykiatrien, så der kan skabes en større følelse af tryghed og nærhed for børn og unge i behandling
- Tager udgangspunkt i det regionale område i Nordjylland, hvor fagprofessionelle aktører i kommuner, skoler, praktiserende læger samt civilsamfundet vil arbejde tæt sammen for at forbedre hjælpen til børn og unge i psykisk mistrivsel og behandling
- Har de fire nordjyske kommuner i Aalborg, Hjørring, Mariagerfjord og Thisted som primære kommunale partnere i projektet, men regionens øvrige kommuner bliver også inddraget, ligesom Aalborg Universitet er en central samarbejdspartner på forskningsdelen
- Har i hele udviklingsperioden haft Psykiatrifonden til at bidrage med indsigt og faglig sparring
- Vil have et tæt samarbejde med andre relevante aktører på nationalt plan, med henblik på at sikre udbredelse uden for Region Nordjylland
- Har Lundbeckfonden til at bidrage med en bevilling på yderligere 11,6 mio. kr. til underprojektet ”Challenge Young”, der skal undersøge om virtual reality-teknologien kan anvendes til behandling målrettet unge med psykiske lidelser, hvor der i dag ikke findes gode behandlinger
- Har en hjemmeside, så du kan læse mere på www.bedstforos.dk