Nyhed
Valgprocedure, medlemsorganisering og ny lønstrategi
Kredsbestyrelsen kom vidt omkring på mødet den 18. april. Mest presserende var at lægge en plan og procedure for valg af ny kredsnæstforperson.
Publiceret:
21. april 2023
Senest opdateret:
16. oktober 2023
Foto:
CARSTEN LORENZEN
Kredsbestyrelsen (KB) brugte en del af sit møde på at fastlægge en procedure for valg af kredsnæstforperson, der både overholder DSR’s love og giver tid til overvejelse og refleksion.
Situationen er opstået, efter 1. kredsnæstforkvinde Caroline Kronborg Grøn fredag den 14. april valgte at nedlægge sit mandat, da hun efter moden overvejelse har besluttet at rykke videre til andre opgaver og oplevelser i livet.
KB takker Caroline for indsatsen gennem halvandet år og ønsker hende alt godt fremover.
Kredsforkvinde Bodil Laustsen er konstitueret som ny 1. kredsnæstforkvinde. Derudover hedder det i DSR’s love:
”Når der ikke er det i lovene fastsatte antal kredsnæstforpersoner, konstituerer kredsbestyrelsen ny kredsnæstforperson af og blandt kredsbestyrelsens medlemmer. Disse træder ind i rækkefølge efter den/de allerede valgte/konstituerede kredsnæstforpersoner.”
Den ramme valgte KB efter grundig diskussion at udfylde på den måde, at der er fastsat en frist til at stille op den 8. maj kl. 12.
Såfremt kun et enkelt KB-medlem melder sig klar til at påtage sig opgaven, er vedkommende konstitueret med det samme.
Er der flere kandidater, stemmer KB efter et kort oplæg og mulighed for spørgsmål om kandidaterne på det næste ordinære KB-møde den 30. maj.
Umiddelbart efter den nye konstituering i KB meldes det ud til medlemmerne af Kreds Nordjylland. Konstitueringen gælder valgperioden ud – det vil sige til november 2025.
Medlemsorganisering
Dansk Sygeplejeråd har mistet medlemmer efter strejke, konfliktkontingent og voldsom inflation. Derfor har både Hovedbestyrelsen og KB iværksat initiativer, der skal vende udviklingen.
Det er desværre ikke kun DSR, men det meste af den danske fagbevægelse, der oplever vigende organisering i disse år – en fremskrivning viser, at hvis udviklingen fortsætter, vil der i 2050 stort set ikke være en fagbevægelse tilbage. Og hvem skal så forhandle på vegne af lønmodtagerne?
Alene mod arbejdsgiverne er det kunne de allerstærkeste, der kan sikre sig rimelige løn- og arbejdsforhold. Det ser vi desværre i de omkringliggende lande som Tyskland og England – forleden var Working Poor Road Trip igen i Nordjylland (Thisted) – en journalist og fotograf, der har rejst Europa tyndt for at dokumentere den nyeste udvikling på arbejdsmarkedet med nultimers-kontrakter, manglende pension, sikkerhed i ansættelsen og faldende lønninger.
Et af deres eksempler handler om noget så tæt på som en rengøringsassistent på sygehusene i Region Midtjylland. Der er rengøringen udliciteret til et privat firma, der ikke vil garantere et fast timetal. I Svendborg har en del af hjemmeplejen været udliciteret til et privat firma, der krævede, at de ansatte oprettede sig som små selvstændige. Det kostede en af de ansatte 70.000 kr., da firmaet gik konkurs!
Derfor er det afgørende, at vi fastholder en stærk organisering og et højt medlemstal.
Et af indsatsområderne er at komme i god dialog med medlemmerne – herunder underviserne på blandt andet professionshøjskolerne. Deres dobbelte faglighed som både sygeplejersker og lærere betyder, at også Magisterforbundet har tilbud, som de er interesserede i.
- De er også pressede af dimensionering af uddannelserne, af flere opgaver og studerende med større udfordringer end tidligere. Så det er vigtigt, at de kan se fagforeningen som en ressource på arbejdspladsen. Som et af de første skridt har vi haft et medlemsmøde med næstforkvinde i DSR Dorthe Boe Danbjørg, hvor de havde mange gode spørgsmål og input, sagde kredsforkvinde Bodil Laustsen på KB-mødet.
Et andet indsatsområde er de yngste sygeplejersker. Derfor er kredsbestyrelsen enig om, at det er vigtigt at tydeliggøre værdien af det faglige fællesskab ved blandt andet at lave arrangementer for alle aldersgrupper. Der har allerede med succes været barselscafé på kredskontoret to gange, vi har inviteret den tidligere formand for SLS-Aalborg, Frida Karoline Bøgh Skytt, der i dag er ungdomskonsulent i 3F, til at tale til vores 1. maj-arrangement på kredskontoret og der er tanker om blandt andet arrangementer om strik, brætspil og banko – selvfølgelig krydret med faglige elementer og oplæg.
- Det er vigtigt, at også de unge får en tilknytning til kredskontoret. Så vi skal invitere både de unge medlemmer og de studerende, som det lød på KB-mødet.
Opdateret lønstrategi
KB opdaterede også lønstrategien for Kreds Nordjylland, så den nu følger DSR’s vision: Sygeplejerske – for livet. For der skal også være lønudvikling gennem hele livet. I dag kan det være svært at få en lønmæssig anerkendelse, når man tager videreuddannelse.
- Lønstrategien er en ambition – altså det, vi går efter. Vi skal sætte barren højt, men også fortælle medlemmerne, at det er arbejdsgiverne, der har besluttet, at der ikke er mere at forhandle om, lød det i indstillingen fra kredsens politiske ledelse til KB.
Du kan finde den opdaterede lønstrategi her.