Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Fremtiden er lokal - også i en ny storregion

Efter den ekstraordinære kongres i Dansk Sygeplejeråd står det klart: Kreds Sjælland og Kreds Hovedstaden består. Og det skal komme medlemmerne til gode.

Publiceret: 

3. juni 2025

Senest opdateret: 

3. juni 2025

Af:

Kristine Sabroe

ksb@dsr.dk

Kredsstrukturen består – nu styrker vi samarbejdet i Østdanmark
Et stort flertal af de delegerede på Dansk Sygeplejeråds ekstraordinære kongres stemte for at bevare de fem nuværende kredse. Det betyder, at både DSR Kreds Sjælland og Kreds Hovedstaden fortsætter i deres nuværende form – også efter den kommende regionssammenlægning mellem Region Sjælland og Region Hovedstaden.

”Hovedbestyrelsen har lyttet til både argumenterne og kongressens klare stemme. Jeg bakker op om beslutningen om at bevare kredsstrukturen. Det sikrer os en stærk, lokal forankring – netop i en tid, hvor Region Sjælland og Region Hovedstaden står over for en sammenlægning,” siger Michelle Servé, kredsforkvinde i Kreds Sjælland.

Et samarbejde med handling bag
Men beslutningen om at bevare kredsene er ikke et punktum. Det er et startskud.

”Beslutningen forpligter. For at sikre de bedst mulige vilkår for sygeplejersker i den nye, fælles region, skal vi som kredse samarbejde tættere end nogensinde,” understreger Michelle Servé.

Derfor igangsætter Kreds Sjælland og Kreds Hovedstaden nu et fælles initiativ: De to kredsforpersoner – Michelle Servé og Christian Kummerfeldt – vil sammen besøge arbejdspladser i begge kredse. Formålet er at lytte, lære og tage konkrete skridt til et stærkt samarbejde, der kommer medlemmerne til gavn.

”Det er vigtigt for os, at det her ikke kun bliver ord – men handling. Vi skal være til stede, der hvor medlemmerne er, og stå stærkt sammen for at forme fremtidens sygepleje i hele Østdanmark.”

Lokalt kendskab – stærk stemme
Sammenlægningen af regionerne rejser nye spørgsmål og skaber nye udfordringer for sygeplejersker på tværs af både kommunale, regionale og statslige arbejdspladser. Her ønsker Kreds Sjælland at tage aktiv del:

”Vi i Kreds Sjælland vil gå forrest i at skabe et tæt og velfungerende samarbejde med vores kolleger i Kreds Hovedstaden. Vi skal sikre, at dine interesser som medlem bliver hørt og varetaget – uanset hvor du arbejder,” fastslår Michelle Servé.

Og hun slutter med en tydelig melding:
“De kommende forandringer skal mødes med et stærkt fagligt fællesskab, tydelige stemmer og lokal handlekraft. Her står Kreds Sjælland klar.”

Vil du følge med i kredsens arbejde i forbindelse med regionssammenlægningen? Hold øje med vores hjemmeside dsr.dk/sjaelland og vores Facebookside Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland, hvor vi løbende deler nyt.