Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Spændende forårsprogram klar til print

Foråret byder på et tætpakket program med gratis arrangementer for medlemmer af DSR Kreds Sjælland.

Publiceret: 

23. januar 2025

Senest opdateret: 

23. januar 2025

Af:

Kristine Sabroe

ksb@dsr.dk
Forårsprogram (1)

Foråret byder på et tætpakket program med gratis arrangementer for medlemmer af DSR Kreds Sjælland. Print programmet ud og del det med dine kollegaer! Tag afsted sammen, så I kan drøfte alle de spændende faglige input. Se programmet her

Når stress gør blind
Jacob Mark kommer d. 6. maj og fortæller sin personlige historie om at blive så syg med stress, at han næsten blev blind af det. Om at være en dreng fra Køge, der pludselig er midt i det politiske centrum, forhandler regering, møder præsidenter og dronninger, får politik igennem - og mister det hele til stressen. 
Og vejen tilbage til arbejdet i Folketinget igen. Foredraget er dog ikke så dystert, som det lyder - der er også masser af grin, røverhistorier og humor. 

Få skærpet din faglighed
Dette forår har vi både en sårtemadag med fokus på diabetiske fodsår d. 3. februar og en hel dag dedikeret til palliation d. 14. maj. Derudover er der en særlig temadag d. 20. maj for dig, der arbejder som klinisk vejleder, uddannelseskoordinator, underviser eller i det hele taget interesserer dig for klinisk læring. Her får vi bl.a. besøg af lektor Signe Lehn og lektor Mari Holen. På dagen skal vi også tale om, hvordan man på uddannelsen og i klinikken kan blive endnu bedre til imødekomme studerende med en psykisk diagnose.

Kom til eksklusiv forpremiere
Vi er så heldige at kunne invitere dig til forpremiere på den topaktuelle film ’Det andet offer’ med bl.a. Özlem Saglanmak og Trine Dyrholm i hovedrollerne. 
Filmen følger den dygtige læge Alexandra, der under en hektisk vagt på neurologisk afdeling tager en skæbnesvanger beslutning. Hendes valg får fatale konsekvenser, og et fejlskøn ender i tragedie. Skylden spreder sig blandt alle involverede, og Alexandra må konfrontere sin egen magtesløshed og tage ansvar for sine handlinger. 
Vi viser filmen i Holbæk d. 13. marts, Næstved d. 19. marts og i Slagelse d. 27. marts.

Når generationer mødes: Gen YZ som din nye kollega
Den 27. januar besøger Betina Liliendal os med sit humoristiske virtuelle oplæg om samarbejde på tværs af generationer. Få indsigt i, hvordan vi kan bygge bro mellem generationerne på arbejdspladsen. Du kan glæde sig til at få gode tips til, hvordan I –sammen – kan få det bedste ud af forskellighederne.
Betina, forfatteren bag bogen “Okay boomer - Gen YZ er din nye chef”, vil tage dig med på en rejse gennem de udfordringer og muligheder, der opstår, når forskellige generationer mødes på arbejdspladsen.