Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Er du ramt af lønloftet?

Hvis du modtager fleksløntilskud fra kommunen, bør du tjekke om du er ramt af ’lønloftet’, og derfor bliver trukket i dit tilskud. Læs her hvad lønloftet er, og hvordan du kan se, om du bliver trukket til tilskud.

Fleksløntilskud kommer for din kommune

For fleksjobansættelser efter 1.1.2013 modtager fleksjobberen løn for de timer der præsteres. Hvis ansættelsen fx er på 10 effektive timer om ugen, aflønnes fleksjobberen for de 10 timer om ugen og modtager derudover et fleksløntilskud fra kommunen.

Lønnen og fleksløntilskudet kan tilsammen højest udgøre et beløb, der svarer til fuldtidsløn inklusive pensionsbidrag samt eventuelle tillæg i samme stilling.  

Derfor skal arbejdsgiveren, når fleksjobbet etableres, oplyse kommunen størrelsen af normallønnen i den pågældende stilling på fuld tid. Beløbet skal være inklusiv det samlede pensionsbidrag og inklusiv eventuelle tillæg. Det beløb arbejdsgiveren skal oplyse til kommunen kaldes for lønloftet. Kommunen må ikke selv beregne et lønloft fx ud fra første lønseddel, det skal oplyses af arbejdsgiveren.

Sådan kan du se om du er ramt af lønloftet

Hvis lønnen og fleksløntilskuddet tilsammen overstiger et beløb svarende til hvad lønnen udgør for en ordinær fuldtidsansat i samme stilling/funktion skal fleksløntilskuddet fra kommunens side nedsættes med det beløb, der overstiger den oplyste fuldtidsløn (lønloftet) på området.

Du kan se om du er ramt af lønloftet på den månedlige udbetalingsmeddelelse fra kommunen. Her fremgår det tydeligt om der er en reduktion af fleksløntilskuddet på grund af lønloftet. Hvis der ikke står ’0’ kroner i fradrag bør du undersøge om arbejdsgiveren har oplyst det korrekte lønloft kommunen bruger til beregning af løntilskuddet.
Der kan også være situationer, hvor lønloftet ikke er revideret fx på grund af lønstigninger og kommunen derfor begynder at reducere fleksløntilskuddet.

Er du uretmæssigt trukket i fleksløntilskuddet på grund af forkert anvendt lønloft så kontakt jobcenteret. Der er mulighed for at få genberegnet et korrekt fleksløntilskud med tilbagevirkende kraft i op til tre år. Det er derfor vigtigt, at du som fleksjobber også husker at tjekke dine udbetalingsmeddelelser for fleksløntilskuddet fra kommunen, især om der trækkes i tilskuddet på grund af lønloftet.