Sygeplejens 'Alene i Vildmarken'

Siden sidst

Da jeg skrev sidst, sad jeg i eksamenshulen og var ved at færdiggøre 2. semester. Siden da har jeg bestået 2. semester, og jeg er allerede i fuld gang med 3. semester.

Jeg har blandt andet lært om folkesundhed, sårbarhed og psykiatri. Og om forskningsmetodologi – at det er svært at sige, men virkelig vigtigt for vores fag.

Jeg har også været til den berygtede medicinhåndteringseksamen på 3. semester. Jeg frygtede den, fordi alle frygter den.

Men jeg fik topkarakter og top meget motivation til at blive ved med at gøre mig umage. Heldigvis for det, for nu er jeg i praktik i hjemmesygeplejen i Svendborg og har været det i to uger.

Det ærlige hjørne

Lad os lige tage 2 minutter sammen her i det ærlige hjørne. For jeg har hele tiden tænkt hjemmesygeplejen og hjemmeplejen – faktisk hele primærpraktikken, hvor jeg enten skal på plejehjem, plejecenter eller i hjemmeplejen – som noget, der skal overstås.

Og jeg er ikke alene. Blandt medstuderende er der ofte en vis taktik i at placere netop den praktik i et af de kortere forløb, fordi den omtales og opfattes som … mindre attraktiv?

Men som jeg tidligere i løbet af uddannelsen har været udsat for, har jeg jo faktisk opdaget noget – til dels om mig selv og til dels om faget.

Så lad mig tage dig med i mine første indtryk af hjemmesygeplejen:

Første indtryk:

Wow, det er et vildt felt.

Der er virkelig mange indtryk. Mange forskellige hjem, mange forskellige behov, mange sår, mange dufte og virkelig mange dygtige sygeplejersker.

Nu efter to uger:

Wow, det er et vildt spændende felt.

Det er krævende og udfordrende på en helt anden måde end sygepleje på sygehuset. Borgeren og deres hjem sætter andre rammer for det, vi kan gøre.

Der ligger en anden grad af autonomi i at træde ind i nogens hjem. På sygehuset forventes patienten at indordne sig under nogle både skrevne og uskrevne regler. Det er anderledes, når du træder ind i nogens hjem.

I hjemmeplejen er fagligheden på en anden måde på besøg, modsat på sygehuset, hvor patienten opsøger fagligheden. Det stiller høje krav til netop fagligheden, til relationelle kompetencer – og til kreativiteten.

Sygeplejens ’Alene i Vildmarken’

På skolen lærer vi at sikre rene – hvis ikke sterile – rammer for vores arbejde. Vi lærer om ergonomisk korrekte stillinger og om det faglige grundlag for at gøre, som vi gør, og vigtigheden af det.

Pludselig står du hjemme hos Jytte eller Jørgen. Der er begrænset plads, få ryddede overflader og en sofa, der ikke kan indstilles i en god arbejdshøjde. Nogle steder er der flere røde eller grønne dåser, end der er sekunders compliance. Indimellem er der også vaner, livsstil eller modstand, som udfordrer det, vi ved er sundhedsfagligt hensigtsmæssigt.

Men så får sygeplejerskerne det til at fungere.

For i hjemmesygeplejen handler det ikke kun om at gøre det rigtige, men om at gøre det mest rigtige på den måde, der kan lade sig gøre i det liv, borgeren lever og ønsker at leve.

En ny forståelse

Jeg gik ind i den her praktik med en forventning om, at det var noget, jeg skulle igennem.

Efter to uger er jeg ikke i tvivl:
Hjemmesygeplejen er ikke en “mindre attraktiv” del af faget. Den er en af de mest komplekse.

Det er langt fra skolebænkens optimale betingelser, langt fra sygehusets rene omgivelser, fyldte skabe og kollegaer lige i nærheden, men det er helt tæt på mennesker.

Og jeg glæder mig til de næste mange uger, for jeg ved allerede nu, at jeg bliver en bedre sygeplejerske af den her praktik.”