Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Forkant

Krise er katalysator for at løfte i flok

Coronakrisen har været en katalysator for et stærkt tværfagligt fællesskab, en usædvanlig stor fleksibilitet og ikke mindst en dyb glæde ved at løfte i flok. Men et arbejde med glæde, mening og fællesskab behøver ikke kun at høre en krise til, ifølge ledelsesforsker Helle Hedegaard Hein, som advarer mod at tabe den ledelsesmæssige læring fra krisen på gulvet.

Forkant 2020 nr. 2, s. 16

hellehein_6

Der er en følelse af, at vi i personalegruppen er sammen om det her, og alle er enige om, at det først og fremmest handler om at være gode til at hjælpe og passe på hinanden i en tid, der er lidt svær.

Jeg oplever et sammenhold, en hjælpsomhed og fleksibilitet mellem mine lederkollegaer og mellem medarbejderen, som er unik og livsbekræftende. Det giver håb.

Sådan lyder blot to af de mange  opslag fra sygeplejefaglige ledere, der blev lagt op på Dansk Sygeplejeråds facebookside i coronakrisens første uger. Alle fortalte de om, hvordan krisen havde været en katalysator for et stærkt tværfagligt fællesskab, en usædvanlig stor fleksibilitet og ikke mindst en dyb glæde ved at løfte  i flok. Ansvar blev i løbet af få timer overdraget til de sundhedsfaglige frontmedarbejdere. Der blev lynhurtigt sadlet om og handlet effektivt. Opgaven, der skulle  løftes, var klokkeklar, og det skabte energi og engagement.

Helle Hedegaard Hein, der er selvstændig forsker i motivation og ledelse af højtspecialiserede medarbejdere, slår fast, at det danske sundhedsvæsen ikke er kommet så meget under pres som i andre lande, men at de sundhedsfaglige medarbejdere på alle niveauer ser ud til at have løftet opgaven.

„Coronapandemien har synliggjort, at rigtig meget vigtigt faktisk kan lade sig gøre i løbet af ganske kort tid, hvis der  ellers er en klar mening og en stærk faglighed, der kan stimuleres. Det er også blevet åbenbaret, hvad det kan motivere og engagere fagligt stærke medarbejdere,“ siger ledelsesforskeren.

Tab ikke læring på gulvet

Helle Hedegaard Hein understreger, at det er uhyre vigtigt ikke at tabe den ledelsesmæssige læring, der er opbygget og  afprøvet under krisen, på gulvet.

„Det ville være særdeles fornuftigt ikke bare at fortsætte uanfægtet, når  krisen er droslet ned. Der er gode grunde til at se nærmere på, hvad der virkede så godt under krisen. Hvad var årsagen til,  at meget kunne lade sig gøre så hurtigt? Hvad var kernen i den arbejdsglæde  og det fællesskab på tværs af specialer  og hierarkier, der opstod?“

I sin hidtidige forskning har  Helle Hedegaard Hein kortlagt veje til at aktivere stærke fagspecialisters arbejdsglæde. Nogle af motivationsværktøjerne fra coronakrisen kan med fordel komme op af den ledelsesmæssige værktøjskasse igen, vurderer hun.

„Ja, naturligvis virker det positivt  på engagementet, når lederen tager fagligheden alvorligt og involverer og uddeleger ansvar. Det fremmer også arbejdsglæden at løse meningsfulde opgaver ud fra en klar ramme, ligesom det også kan  løfte energien med lidt mere fremdrift  i processerne,“ konstaterer hun.

Læs også:

Oversygeplejerske Bodil Marie Clemmensen: Vi er rigtig gode til forandringer

Professor Finn Frandsen: Styrket ledelse efter pandemien

Distriktsleder Dorthe Iversen: Virtuelle møder blev et hit

Tænketanken Forkant: Corona har synliggjort nye potentialer