Ledelse som karrierevej

Et spørgsmål om timing

Betina Bangs første leder så tidligt et ledertalent i hende, men hun prioriterede sine børn, før hun tog fat på lederkarrieren. Og så skulle et par alvorlige bump på vejen overvindes, før den for alvor kom på skinner. 

Det var Betina Bangs første leder, der så et ledertalent i den unge sygeplejerske.

„For mig var hun et lys, som jeg virkelig så op til,“ fortæller Betina Bang, der netop havde fået sit første barn og i de følgende fem år fik to mere.

„Men jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville være leder, før den yngste var begyndt i skole, for indtil da kan du tage fri på en hverdag og lave noget sammen, så de ikke bare er i institution. Af samme grund var jeg deltidsansat, mens børnene var små, for at være mest muligt sammen med dem,“ siger den i dag 39-årige afdelings-­sygeplejerske.

Betina Bang lagde ingen lederplaner for sit arbejdsliv og havde også valgt sygepleje som fag, fordi det rummer mange muligheder inden for mange forskellige områder, så hun ikke behøvede at låse sig fast.

„Min lederrolle er mere dukket op ad hoc. Selvfølgelig har jeg i løbet af min første lederuddannelse overvejet, hvad jeg kunne tænke mig at blive leder for, men du kan jo reelt ikke vide det. Jeg kommer fra 12 år i medicinsk regi, som er noget helt andet end det kirurgiske, jeg i dag er leder i. I dag ved jeg, at det ikke er specialet, der for mig er afgørende, men udviklingsmulighederne. Det er forandringsledelse og mulighederne for at gøre tingene bedre, jeg er optaget af, og det vil jeg gerne have mere af. Derfor tager jeg nu fat på en masteruddannelse på det felt,“ siger hun.

Livet ad hoc

Betina Bang havde dog lyttet så meget til sin første leder, at hun i 2012, året efter at hun fik sit tredje barn, gik i gang med en diplomuddannelse i ledelse. Men lige som hun beskriver sin vej til ledelse, sker livet også ad hoc. For Betina Bang dog måske i lidt hårdere grad.

„Jeg havde heller ikke ligefrem planlagt at skulle skilles undervejs. Eller at skulle igennem et længerevarende sygdomsforløb,“ fortæller hun ærligt. For efter en tid med voldsomme anfald af hovedpine, der ikke responderede på migrænemedicin, og som der ikke var noget mønster i, blev hun scannet og fik konstateret arteriovenøse malformationer i hjernen. Omgående gik knap to års indgreb for at udbedre de medfødte misdannelser af blodårer i hendes hjerne i gang.

„Jeg var ved at dø bare ved tanken om at skulle have foretaget indgreb i hjernen og var selvfølgelig meget ængstelig i forhold til mine børn. Jeg havde ikke prøvet at være syg før, men der viste det sig, hvor godt et netværk, jeg har, både i mit daværende job og privat,“ fortæller hun, med henvisning til bl.a. børnenes bedsteforældre, der alle fire bor i en radius af 10 km, og som altid er trådt til, når det gjaldt.

I september 2017 viste den sidste scanning, at alt lykkeligvis var gået, som det skulle.

„Det er trods alt de færreste, der har papir på, at de er rigtige i hovedet,“ tilføjer Betina Bang på umiskendeligt nordjysk.

Om end hun naturligvis helst havde været sit sygdomsforløb foruden, gav det hende også en indsigt i det sundhedsvæsen, hun professionelt er en del af, fra patientrollen.

„Det er tankevækkende, at vi på trods af, hvor lille et land vi er, alligevel gør tingene så forskelligt, endda inden for de samme specialer. Og hvor stor forskel, der er på kulturerne hospitalerne imellem,“ siger hun.

En hård lederdebut

Året efter søgte og fik Betina Bang sit nuværende job som afsnitsledende sygeplejerske ved Kirurgisk Gastroenterologisk Sengeafsnit A1, Aalborg Universitetshospital. Og lidt af en ilddåb i ledelse.

„Det var et udfordret afsnit på det tidspunkt, hvor 8 af 24 sengepladser var lukket ned pga. personalemangel, og på det første personalemøde sad flere og græd,“ fortæller hun.

En erfaren sygeplejerske opfordrede ledelsen til at tage ansvar i stedet for igen at bede medarbejderne pege på, hvad der var galt. Den bemærkning tog Betina Bang til sig. Og sætter i øvrigt stadig pris på den for nyligt pensionerede 70-årige sygeplejerske, der tog bladet fra munden.

„Det var en vildt hård start med et nyt speciale, en ny funktion og et nyt personale. Jeg brugte rigtig mange timer på arbejde de første par år, men havde talt igennem med børnene, hvad det til gengæld på sigt ville betyde af frihed til selv at tilrettelægge min tid,“ siger Betina Bang, der i dag har stor frihed til selv at disponere over sin kalender og oplever stor tillid fra klinikledelsen, så længe hun blot løser sine opgaver godt.

„Jeg er vild med mit arbejde, så det gør ikke mig noget, hvis jeg skal arbejde lørdag morgen, mens børnene alligevel sover, for så kan jeg holde fri på et andet tidspunkt, hvor det betyder mere i forhold til dem.“

Mange at spørge til råds

Hendes afsnit tæller i dag 40 medarbejdere og 27 sengepladser, et dagsafsnit, som er begyndt at integrere ambulante funktioner. Hele afdelingen omfatter to sengeafsnit, ambulatorier, dagsafsnit, operationsafsnit, endoskopi, sekretariat samt seks standardsenge i akutafsnittet, alt sammen fordelt på tre matrikler i Aalborg, Hobro og Thisted. Afdelingsledelsen tæller tilsammen 10 ledere, heraf syv sygeplejersker, en lægesekretær og to overlæger.

„Det er en stor og kompliceret afdeling, men til gengæld har jeg et ledernetværk, jeg altid kan spørge til råds. Der er mange sparringspartnere og altid nogen, der kan samle en op – vi kan kun køre, når alle kører,“ understreger hun.

Betina Bang har det bedst der, hvor der sker noget. Jo, det er hårdt i perioder, men det er ok, når det ikke er dem, der er flest af. For hende er det nærmere et spørgsmål om balance mellem at ville have indflydelse og have tid til at overkomme det hele.

„Når man som mig har en holdning til mange ting og også siger det højt, bliver man fedtet ind i mange ting. Og så tør jeg tage chancer og har det bedst med at få taget nogle beslutninger. Jeg kan godt være lidt hurtigt, men har heldigvis også nogle lederkolleger, der har en line i mig.“

Hun satser på, at masteruddannelsen vil give hende endnu flere lederkompetencer til løbende at arbejde med den kvalitetsudvikling, hun synes er noget af det allermest spændende i jobbet. Ikke mindst når afsnittet skal flytte til nyt hospitalsbyggeri næste år. Men hun skal stadig være på A1, også når masteren er i hus om et par år.

„Jeg sætter mig ingen langsigtede mål eller lægger planer for min lederkarriere. Planer er til for at blive ændret. Så længe jeg bliver udfordret, behøver jeg ikke spekulere over, hvad det næste skridt skal være,“ tilføjer Betina Bang, der går glad på arbejde hver eneste morgen – også når det er en dårlig dag, fordi fem medarbejdere er lagt ned af corona.

„Jeg synes, jeg allerede har nået rigtig meget i mit liv, og jeg er godt tilfreds med, hvordan det ser ud nu.“