”VIL DU TRIVES SOM LEDER, SÅ HUSK DINE GRÆNSER OG HOLD PAUSER"
Mange af de ledere, der trives godt, har sat grænser for, hvad der er muligt. Og de har også sat grænser for, hvor mange timer de vil lægge i jobbet,” lød budskabet fra Væksthus for Ledelse på ledelseskonferencen INSPIRATOR om vejen til bedre ledertrivsel.
LEDELSESMAGASIN FORKANT - Inspiration
Tekst: Journalist Trine Wiese, forkant@dsr.dk
Fotos: Fotograf Mads Lending.
”Det er skønt med et par dage væk fra hverdagen.”
”Var du med sidste år?”
”Ja, du kan godt glæde dig, der plejer at være noget for enhver smag.”
Sådan lød hviskeriet mellem to lederkolleger, da Væksthus for Ledelse tirsdag morgen inviterede til en morgentalk om ledertrivsel på ledelseskonferencen INSPIRATOR.
Gennem årene har Væksthus for Ledelse, som KL, Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet står bag, udgivet utallige publikationer, podcasts og artikler med viden om ledertrivsel.
”Noget af den megen viden vil jeg forsøge at bringe i spil heroppe sammen med jer,” sagde væksthusets ledelsesrådgiver Linda Svenstrup Munk og refererede herefter til psykolog og forsker Malene Friis Andersen, der har givet en række bud på de nøgler, en leder med fordel kan skrue på for at trives bedre i jobbet.
”Mange af de ledere, der trives godt, har sat nogle grænser for, hvad der er muligt. At lede både opad til og nedad til i forhold til medarbejderne. Og de har også sat grænser for, hvor mange timer de vil lægge i jobbet,” sagde ledelsesrådgiveren.
Herefter spurgte Linda Svenstrup Munk:
”Hvor mange af jer har sat sådanne grænser? Er der nogle, der vil fortælle om det?”
Ét af svarene blev givet af en ledende sygeplejerske på Rigshospitalet.
”Jeg har prøvet at være ret ærlig overfor min chef i forhold til, hvordan forventningen ser ud. Jeg har et lille barn, og de 37 timer er ret vigtige for mig. Jeg har før prøvet at arbejde mig selv næsten halvt ihjel, og det er jeg ikke villig til at gøre igen,” fortalte hun og fortsatte:
”Vi har også taget en del samtaler om det organisatoriske og har for eksempel talt igennem, hvad mit mandat er. Sådan noget er man nødt til at være klar i spyttet omkring. Hvor ligger min indflydelse opad? og hvad har jeg af mulighed for at agere nedad?”
"Vi kan rent biologisk ikke holde til at være i aktivitet hele tiden. Vi skal prioritere reelle pauser," lød det blandt andet fra ledelsesrådgiver Linda Svenstrup Munk
Vi kan rent biologisk ikke holde til at være i aktivitet hele tiden
Et koncentrat af psykolog Malene Friis Andersens gode råd til at opnå højere ledertrivsel lyder:
- Se på lederens arbejdsmængde – er omfanget af opgaver rimeligt?
- Se på ledelsesspændet – er det overhovedet realistisk at bedrive nærværende og god personaleledelse for så mange medarbejdere?
- Se på kravet om tilgængelighed – Er der brug for en ny kultur om fx altid at have mobilen åben eller at læse og besvare mails døgnet rundt?
- Vurder om ferie er ferie – når lederen er på ferie, skal der være en anden at henvende sig til.
- Styrk åbenheden i ledergruppen – gør det legitimt at tale om både sårbarhed og arbejdspres.
”Prøv at arbejde med at sige, at når du tager din kittel af og går hjem fra arbejde, så er det lig med at lægge arbejdet bag dig. Det er ikke let, men ingen kan være på hele tiden. Alle har behov for at holde reelle pauser. Dette er noget, stressforskningen har mere og mere fokus på, ” sagde Linda Svenstrup Munk og inviterede herefter tilhørerne til en lille seance, hvor hver enkelt blev bedt om at lukke øjnene og fokusere på sin næse – intet andet.
”Vi kan rent biologisk ikke holde til at være i aktivitet hele tiden. Vi har brug for at skifte mellem aktivitet og hvile. Vi skal prioritere reelle pauser, hvor man ikke er udsat for nogen som helst form for stimuli. Gå en tur uden mobil og uden lyd i ørene, kig ind i en væg, træk vejret,” lød opfordringen.
Væksthus for Ledelse var også repræsenteret på konferencen med en stor bod, der bød på en række af de ledelsespjecer, som man kan få via væksthuset.