HUSK NU, AT VI HAR EN KÆMPE STYRKEPOSITION!
Der er ikke ret mange, der kan præstere et sundhedsvæsen, som vi kan i Danmark,” sagde Nanna Skovgaard, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen ved årets lederkonference INSPIRATOR.
LEDELSESMAGASIN FORKANT - Indsigt
Tekst: Journalist Trine Wiese, forkant@dsr.dk
Det danske sundhedsvæsen står over for en kæmpe omvæltning i kølvandet på, at regeringen i november 2024 indgik en bred politisk aftale om en sundhedsreform.
Det kan synes at være en kæmpe mundfuld, og derfor var det også kærkomment, at Nanna Skovgaard, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, på årets ledelseskonference på Nyborg Strand, lige mindede om, at rigtig meget allerede fungerer rigtig godt i det danske sundhedsvæsen.
”Vi skal flytte nogle opgaver, vi skal arbejde på nye måder, og det skal vi alle sammen, og vi skal kunne flytte os rigtigt for hinanden. Vi skal spille hinanden bedre, men vi skal også huske, at når vi skal gøre det, er det fra en styrkeposition,” sagde Nanna Skovgaard og henviste til en række internationale sammenligninger, der viser, at kun få kan præstere et sundhedsvæsen, som danskerne kan.
”Det er outstanding, hvad man leverer i det danske sundhedsvæsen, og det er i en bred forstand. Vi kan arbejde helhedsorienteret, tage afsæt i den enkelte, vi kan dele oplysninger på tværs, og vi har blik for værdighed,” sagde hun og slog fast:
”I andre lande kigger de på os og siger:"Hvordan gør I det? Hvordan kan I arbejde så helhedsorienteret?”
”Vi har nedbragt mortaliteten.”
Vicedirektøren pegede på, at det nuværende pres, sundhedsvæsenet langt hen ad vejen, også bunder i en positiv udvikling på sundhedsområdet.
”Vi har nedbragt mortaliteten og får for eksempel flere ældre, vi lever længere og har dermed en større risiko for sygdom og mere behov for behandling. Så derfor må vi arbejde mere forebyggende, rehabiliterende og med store plejeindsatser,” sagde Nanna Skovgaard og fremhævede kræftområdet som det gode eksempel:
”Vi har rykket langt på kræften. Men når vi så kigger på, hvad sker der med antallet af krafttilfælde, kan vi forvente men stigning på tyve procent t frem mod 2044. Og så har vi den her situation, at flere vil leve længere med og efter kræft, og at op til 60 procent af tidligere kræftprocenter vil opleve senfølger.”
Det er med andre ord et virkelig flot sundhedsvæsen, vi har i Danmark, understregede hun igen og slog så fast:
”Det er dybest set positivt, at vi nu må indrette os på, hvordan vi kan være med til at understøtte en situation, hvor flere skal leve med deres sygdom i hverdagen. Vi skal både arbejde med specialiserede og almene indsatser. Vi skal kunne arbejde med egenomsorg og hjælp til selvhjælp og egenmestring for de borgere og patienter, vi har med at gøre. Vi skal tilrettelægge vores sundhedsvæsen, så færre skal i kontakt med det specialiserede og mere kan løses i det almene.”
Flere end trehundrede ledere deltog i årets ledelseskonference.