BÆREDYGTIG VARMEJAKKE PÅ VEJ IND PÅ MIDTJYSKE HOSPITALER
På operationsstuerne på de midtjyske hospitaler er en bæredygtig varmejakke på vej til at udskifte den hidtidige flergangsjakke. Skiftet betyder, at regionen kan se frem til at spare tonsvis af affald og bunker af CO2-udledning.
LEDELSESMAGASIN FORKANT - Aktuelt
Tekst: Journalist Trine Weise, forkant@dsr.dk
Hvordan finder vi det mest bæredygtige valg, når vi kigger på morgendagens hospitalstekstiler, som klinikerne foretrækker, og som også lever op til alle hygiejne-, arbejdsmiljø- og kvalitetskrav?
Sådan lyder et spørgsmål, som et projekt under Region Midtjyllands Center for Bæredygtige Hospitaler de seneste par år har vendt og drejet for at finde gode svar på. Og nu er projektet blandt meget andet resulteret i en bæredygtig varmejakke som erstatning for den flergangsjakke, der hidtil er anvendt på regionens operationsstuer.
Når den nye varmejakke bliver taget i brug, kan regionen kan se frem til at udlede to tons mindre affald om året, ligesom regionen kan se frem til at mindske sin CO2-udledning med 80 procent over en periode på fire år.
- Flergangsvarmejakken er designet ud fra cirkulære principper, hvor det vigtigste er, at levetiden er så lang, som overhovedet muligt, fortæller projektleder Maria Højholt Jensen fra Center for Bæredygtige Hospitaler, der har udviklet den bæredygtige jakke i et tæt samarbejde med en arbejdsgruppe med repræsentanter fra blandt andet midtVask og en række af de midtjyske hospitaler.
Hygiejnesygeplejerske Helle Gammelby Mogensen (tv) i en flergangsvarmejakke og oversygeplejerske Joan Kristensen (th) i en engangsvarmejakke. Billedet er ikke taget på en operationsstue. Foto: Kenneth Sletten Christensen
Analyse og involvering
Projektlederen fortæller, at det har krævet en kombination af analyse og involvering af udvikle den cirkulære varmejakke.
-Der er blandt andet regnet på hele tekstilernes livscycklus – fra fibrene bliver fremstillet til produkterne er genanvendt eller bortskaffet. Der er skrappe tekniske krav om fibervandring og partikel-afgivelse for at få adgang til operationsstuerne. Derudover er der krav om holdbarhed, og at produktet er let at reparere, for bæredygtigheden kommer i høj grad af en lang levetid.
Løsningen er blevet et materiale, der minder om det, mange kender fra outdoortøj. Arbejdsgruppen har fundet et trelagsstof med luftlommer, der både isolerer og holder på varmen.
Da først den nye varmejakke var udviklet, var det klinikkens tur til at vurdere, om jakkerne duede i praksis, fortæller Maria Højholt Jensen.
Det var i tre uger i april 2024, at udvalgte operationsafdelinger i Region Midtjylland testede og sammenlignede både den nye bæredygtige jakke og den hidtidige engangsvarmejakke.
- Det overordnede indtryk er, at den nye varmejakke på mange områder designmæssigt lever op til forventningerne, fortæller projektlederen, der slår fast, at flergangsvarmejakken på alle parametre fik en flot samlet score i den endelige evaluering.
Lige om lidt er jakken klar til at indgå i regionens uniformssortiment, slår Maria Højholt Jensen fast.
- Vi forventer, at varmejakken kommer ind i det regionale uniformssortiment, og at den snart kan tilkøbes af enhederne, siger hun.
Kort om Tekstilprojektet
- Projektet blev igangsat af Region Midtjylland i 2022 og er en del af EU-projektet Circular Economy Beyond Waste.
- Det løber frem til marts 2025.
- Målet er at undersøge, om og hvordan Region Midtjylland kan gå fra engangs- til flergangstekstiler.
- En flergangsløsning skal imidlertid både være bæredygtig i forhold til kvalitet og arbejdsmiljø, i et klima- og miljømæssigt perspektiv og i et økonomisk perspektiv.
- Projektet tager udgangspunkt i at udvikle og teste flergangsalternativer til ti af de mest anvendte engangstekstilprodukter på regionens hospitaler.
- Før Covid-19 brugte regionen årligt (estimeret) 100 tons engangstekstilprodukter - heraf var 39 tons sterile engangsprodukter.
- Samtlige engangstekstiler ender i dag i forbrænding.
Kilde: Region Midtjylland