FORSKNINGSPROJEKT HAR STYRKET ARBEJDSGLÆDE PÅ TVÆRS AF ARBEJDSPLADSER

LEDELSESMAGASIN FORKANT - Aktuelt
Tekst: Journalist Trine Wiese, forkant@dsr.dk

Hvordan kan det at trøste en patient blive en mere bevidst del af den sygeplejefaglige palette? Og hvordan kan trøst give mening, når en patient er uhelbredeligt syg? Og hvad er de gode, inspirerende eksempler på, at patienter oplever at blive trøstet? 

Sådanne spørgsmål er et forskningsprojekt i fuld gang med at finde gode svar på.

Det sker med bidrag fra Sct. Maria Hospice i Vejle og Afsnit for Åbne Indlæggelser på Onkologisk Afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle. Afsnittet er en specialiseret enhed, som patienter med kræft bliver henvist til, når den medicinske kræftbehandling er stoppet. 

I første omgang har ni sygeplejersker og to fysioterapeuter været dybt involveret i det tværgående forskningsprojekt, som startede op i 2022, da oversygeplejerske Dorthe Dall Kristensen og hospicechef Lone Jensen gav grønt lys for, at der blev brugt arbejdstimer og resurser på projektet. 

Involveringen i projektet har indtil videre været en stor gevinst, fortæller de to ledere, da Forkant kigger forbi og besøger oversygeplejerske Dorthe Dall Kristensen fra Sygehus Lillebælt og hospicechef Lone Jensen fra Sct. Maria Hospice i Vejle. 

”Projektet er endnu ikke afsluttet, men vi har allerede fået sat ord på og er blevet bevidstgjort om noget af vores tavse viden. Vi har overordnet set fået styrket medarbejdernes kompetencer og arbejdsglæde, og vi har fået rehabiliteret lidt af den oprindelige indstilling i sygeplejen, der ligger ud over, hvad vi kan måle og registrere i en tjekliste,” slår Lone Jensen fast og tilføjer:

”Vi har nok en antagelse om, at sygeplejersker har et større omsorgsgen end så mange andre, men hvad vil det mere konkret sige at have det som speciale? Omsorg og også trøst er jo diffuse størrelser, som i sandhed er svære at få sat ord på. Men et projekt som Trøst er med til at sprogliggøre det, der endnu ikke har fået et sprog.” 

Hospicechefen forklarer videre:

”På det palliative område er vi nødt til at have en vedholdende kompetenceudvikling i det at være menneske og i at lære sig selv at kende som menneske, og forskningsprojektet er et fint element, fordi det lægger op til, at vi sammen udvikler et sprog for, hvad vi gør. Projektet har sat en ramme for, at vi har fået endnu mere fokus på, hvordan vi giver hjælpeomsorg til mennesker, der skal dø, og deres familier. Netop denne bevidstgørelse har bidraget til større arbejdsglæde.”

Siden 2019 har Dorthe Dall Kristensen været oversygeplejerske ved Afsnit for Åbne Indlæggelser på Sygehus Lillebælt, hvor patienter kan være indlagt i den sidste fase af livet.

Hun er i gang med en master i pocesledelse og organisatorisk forandring, hvor hun blandt andet analyserer på, hvordan man kan skaber mere trivsel og modvirke udbrændthed og omsorgstræthed blandt medarbejdere.

Rammen for hendes virke som leder er ”Excellent sygepleje”, som er et begreb, der arbejdes efter på sygehuset. 

”I denne kontekst har det været attraktivt at få en erfaren forsker ind, der har kunnet give os nye input og nogle rigtig fine vinkler i sygeplejen,” fortæller oversygeplejersken og fortsætter:

”Vi bestræber os hele tiden på at finde de gode, kloge og rigtige sundhedsfaglige handlinger, der afgøres i en konkrete situation og foregår i en gensidig tillidsfuld relation mellem patient og sygeplejerske. Vi har mellem ni og 26 dødsfald om måneden, og Trøst-projektet har helt sikkert været med til at opbygge vores kultur.”

Oversygeplejersken uddyber:

”Vi er dybt involveret i forskningsprojektet og får som gruppe et nyt fælles sprog. Vi får italesat den mellemmenneskelige relation til patient og pårørende og de relationelle begreber.  Vi får skabt plads og rum til at diskutere det, der fylder i sygeplejen, som er ud over at behandle og ud over fysisk pleje. Vi får lagt yderligere vægt på de eksistentielle følelser, som alle mennesker har.”

Hospicechefen og oversygeplejersken er enige om, at det styrker det kollegiale fællesskab, når medarbejderne får det samme sprog for noget, der hidtil har været tavs viden.

Det giver en stor grad af tryghed, når medarbejderne tør sige det sårbare højt og til hinanden.

”Via projektet får vi sat ord på det, der handler om andet og mere end bare at iværksætte en behandling,” slår oversygeplejersken endnu engang fast og fortsætter: 

”Vi kan alle tage noget medicin i medicinskabet, hælde det op og give det til en patient. Men skal der være tale om hjælpekunst, skal der noget andet og mere til. Sygeplejersken skal også følge patienten på vej via sin måde at være i rummet på og via samtalen. Sygeplejersken skal evne at rykke en situation fra noget, der ikke er særlig rart for patienten at være i, til at få patienten tilbage i sig selv.”

Derfor blev Trøst sat igang

Forskningsprojektet startede i 2022 ud fra en ambition om at finde, fremkalde og udvikle en empirisk forankret forståelse af, hvad trøst kan, og hvordan trøst viser sig i en palliativ kontekst.

Der er tale om et såkaldt fænomenologisk aktionsforskningsprojekt, hvor grundtanken er, at der forskes sammen med praksis og med dem, der er i den praksis.

Det forklarer professor Sine Maria Herholdt-Lomholdt.

Oversygeplejerske Dorthe Dall Kristensen og hospicechef Lone Jensen havde længe talt om at starte et fælles projekt mellem sygehus og hospice, og de var derfor hurtige til at bakke op, da forskeren inviterede dem ind i forskningsprojektets maskinrum.

Det er store ord ligefrem at påstå, at det det skaber arbejdsglæde at være en del af et forskningsprojekt, men denne påstand er der en god forklaring på, mener Sine Marie Herholdt-Lomholdt:

”Det har at gøre med, at medarbejderne er så dybt involveret i selve forskningsprocessen. Det er jo ikke mig, der som forsker kommer og sætter noget i gang for så at fortælle medarbejderne, hvordan og hvad de skal gøre. Vi arbejder derimod tæt sammen.”

Oversygeplejerske Dorthe Dall Kristensen nikker:

”Et vigtigt element har været, at medarbejderne har skullet sætte ord og billeder på trøst. Gennem deres egne fortællinger har de fået rigtig meget forståelse for hinanden. Hvad er det, man vægter som menneske? Hvad er det for værdier, man lægger vægt på? Det er på alle planer sundhedsfremmende at arbejde med det mellemmenneskelige. Jo mere man tør at åbne sig over for sine kolleger og stille sin egen sårbarhed til skue, jo sundere bliver arbejdskulturen.”

Hospicechef Lone Jensen tilføjer:

”Det styrker, at vi går fra, at den enkelte synes, at noget er svært, til at flere ser på noget på samme måde. Når vi dykker ned i et begreb som trøst, får vi skabt denne her følelse af, at vi er her sammen, at vi har hinandens ryg, og at vi bærer hinanden.”

Medarbejdernes egne ord og billeder på trøst

Første trin i forskningsprojektet var, at forskeren, som hun selv betegner det ”kom i forbindelse med stedet”.

Hun fulgte medarbejderne i deres arbejdshverdag for at lære patientgrupperne, medarbejderne og organisationernes principper og logikker at kender.

Herefter begyndte hun at spørge ind til praksis via spørgsmål som ”Hvordan trøster I ved det, I gør lige nu?”

Andet trin var, at forsker og en gruppe medarbejdere mødtes en dag om måneden i en periode på et halvt år. På møderne blev der arbejdet med medarbejdernes egne fortællinger om trøst: Hvad tænkte de om trøst, og kunne de nævne en situation, hvor de havde oplevet, at noget trøstede? Der blev lyttet til fortællingerne, der blev forfinet, så de kom endnu tættere på, hvad der var sket i konkrete situationer.

Der blev i fællesskab taget stilling til, hvad der kunne læres af eksemplerne. Der blev også udviklet et sprog for trøsten, der ikke kun var verbalt. Deltagerne fandt blandt andet kunstværker, der symboliserer begrebet.

Parallelt interviewede forskeren dødeligt syge patienter, og lige nu er hun er hun i gang med at rekruttere pårørende, der kan fortælle om, hvad der har trøstet, og hvad der trøster i en vanskelig situation. Ligesom hun er på vej til igen at tage fat i projektets deltagere for at høre deres refleksioner, efter de er kommet på afstand af projektet.

Forskningsprojektet sætter således ord og billeder på og udvikler en hjælpekunst, som altid har været en del af sygeplejen, men som ikke er så nem at få ned i et Excel-ark. 

Forskningsprojektet er kvalitativt, og forskningsformidlingen har en anden karakter end det objektive videnskabelige sprog.

Professor Sine Maria Herholdt-Lomholdt uddyber:

”Hvis man forestiller sig, at vi skal lave en drejebog for trøst, har vi misforstået noget. Trøst er situations- og personafhængigt. En række fortællinger om, når trøst sker, som sygeplejerskerne har skrevet, er et nøglepunkt i forskningsprojektet. Sådanne historier kan vække en genklang hos andre, der kan begynde at tænke over begivenheder og situationer, de selv har stået i.”

Forskerens grundantagelse er, at der findes nogle livgivende fænomener i tilværelsen, og at de kan ikke slås ned, uanset hvor meget vi gør os umage:  ”De opstår og sker mellem sygeplejersken og patienten, og når vi får øje på det, kan vi forstørre det,” siger forskeren, der også peger på, at det kan give en utrolig stolthed og glæde, at man pludselig bliver mere bevidst om og kan se, hvad der er, man gør.

Når lægevidenskaben ikke kan tilbyde patienten helbredelse, kan det virke som om, at sundhedsvæsenets rolle er udspillet. Men dette afviser Sine Maria Herholdt-Lomholdt i sagens natur.

”Begrebet trøst kan som sådan ikke sættes på formel, men der er alligevel noget, som går igen, og det er, at det er afgørende for et menneske at have noget at støtte sig til, som man ved består, efter man er død. Det kan være alt fra et fuglefløjt og vinden til en pårørende,” siger hun og tilføjer:

”Der er masser af livskvalitet selv i den allersidste del af livet. Nogle bruger tiden til at forsoning med dem selv og deres nærmeste og får sagt en masse vigtige ting. Mange suger den sidste den sidste tid til sig, så det kan faktisk være enormt intenst Og i den tid kan trøsten virke støttende for de patienter, som ikke længere kan helbredes.”

Fantastiske essays om trøst

Dorthe Dall Kristensen og Lone Jensen betegner en række af medarbejdernes essays som ikke mindre end fantastiske.
”De beskriver tilsammen essensen i at arbejde med mennesker, der skal dø. De beskriver, hvordan trøsten kan skabe et frirum og et øjeblik af tilstedeværelse, hvor man ikke tænker sygdom, men hvor man er lige her.” 

De mange essays viser, at det er meget individuelt, hvad der virker trøster. 

”Det kan være naturen. Det kan være et menneske, man holder meget af. Det kan være en lækker kageanretning. Eller det kan være en smuk dug, som vi lægger på bordet, inden patienten skal spise med sin ægtefælle. Vi er med til at skabe de der små glimt af glæde, som bringer liv ind i den tid, der er tilbage,” siger oversygeplejersken og opsummerer:

”Der er tale om alle de her små ting, som vi hidtil har gjort mere eller mindre ubevidst. Og nu har vi så fået et sprog for det, så vi er blevet mere bevidste om, hvordan vi kan skabe de der små stjernestunder for patienten.”

De værdifulde glædesglimt 

Det er de små glædesglimt, som patienterne beskriver som værende mest trøstende, understreger Dorthe Dall Kristensen og giver et eksempel:

”En patient var indlagt på vores afsnit. Han var i omegnen af 70 år og havde i mange år spillet i et band med sin bror. Og så lavede familien en koncert på vores altan, hvor vi sørgede for rammerne. Han blev kørt ud på altanen i en seng, og hans familie/bror spillet trompet og andre instrumenter. Dette betød meget for ham og er et eksempel på, hvad trøsten kan. Glædesglimt an få patienten til at glemmer sygdom. Der kan være noget fint tilbage i livet, man kan nyde, selv om man er uhelbredeligt syg.”

Dorthe Dall Kristensen minder også om, at det ikke nødvendigvis er personalet, der er trøstende. 

”Vi kan derimod skabe nogle rammer, der er i orden. Det kan være alt fra, at der er pæne malerier på væggene. At der er ryddet op. At en bakke er anrettet pænt. At der er ro og plads til de pårørende. Alt sådan noget kan skabe glæde for individet. ”

Oversygeplejersken uddyber:

”Vi skal lægge til rette hele vejen omkring patienten, og så skal vi nogle gange også være modige og turde gå ind i en relation. Et eksempel: Vi en lige nu en patient, der i morgen skal på hospice, og her lægger vi det til rette, så hun kan finde noget trøstende i, at hun skal på hospice, selv om hun har haft et helt andet håb for sit liv. I en sådan situation er det, at sygeplejerske drypper og vander lidt. Det handler om at hjælpe patienten på vej.” 

I forskningsprojektets spæde start slog nogle af sygeplejerskerne sig på, at trøst nu blev et begreb, der nu skulle inviteres inden for i sygeplejen, mindes Dorthe Dall Kristensen.

”De mente, at trøst er noget, man forbinder med børn, men her må vi slå fast, at modstanden har bundet i, at vi jo ikke er blevet undervist i trøstekunst. Man har hidtil ikke seriøst tænkt, at vi trøster. Vi har da lagt en hånd på en skulder, taget en rolig samtale og givet et blik, der viser, at ”jeg er lige her, og du kan læne dig ind i mig”. Men det har jo ikke været noget, vi har talt så meget om,” siger hun og peger også på, at det faktisk ikke tager længere tid at trøste.

”Men nogle afdelinger er jo så pressede, at de næsten ikke kan se sig ud af det. Altså de ved ikke, hvordan de skal få startet på at yde mere omsorg, men det starter inde i os selv. Det er kultur og en måde at trives på,” lyder der fra oversygeplejersken, der tilføjer, at hun oplever en efterspørgsel efter fokus på omsorg, når hun rekrutterer medarbejdere.

”I rekrutteringen tæller det på positivsiden, at vi vægter omsorg, og at medarbejderne oplever, at der er tid til denne omsorg. Men når så de kommer og får mulighed for det, skal de indimellem til at genlære, hvordan man gør det. Det er ofte noget, der skal genfindes,” slår hun fast og peger på, at der er stor forskel på en medicinsk-kirurgisk gang, hvor måske ikke har tid til at diskutere omsorg, og så vores afdeling, hvor der mere er fokus på det medmenneskelige og at være i relationen med andre.”