”VI ER ET ARBEJDSÆGTESKAB, og skal det fungere, skal man give noget af sig selv, og også vise, hvor man er sårbar.”
Lise W. Andersen og Mette Koustrup er sideordnede ledere og har siden november 2023 delt jobbet som oversygeplejerske på Urinvejskirurgisk Sengeafsnit på Aarhus Universitetshospital. ”Vi ser store fordele i at være to. Konstellationen giver os langt mere overskud, får os til at træffe bedre beslutninger, og den får os helt sikkert til at holde længere i lederjobbet,” slår de fast.
LEDELSESMAGASIN FORKANT - AKTUELT
Tekst: Journalist Trine Wiese, forkant@dsr.dk
Foto: Tonny Foghmar
Natten har været rolig på Urinvejskirurgisk Sengeafsnit på Aarhus Universitetshospital, der med sine knap 600.000 kvm er Nordeuropas største hospital.
Nattevagterne pakker sammen og kan vende hjem til en velfortjent lur, mens dagholdet tager over.
På kontoret hos sengeafsnittets to oversygeplejersker summer det stille, da den ene, Mette Koustrup, vender sig mod sin lederkollega:
”Vil du tage morgenkonferencen for mig?” spørger hun. Kollegaen Lise W. Andersen nikker.
De to oversygeplejersker har siden efteråret delt ledelsen af sengeafsnittet med en ledende overlæge. De er sideordnede ledere og er dermed, hvad man kalder duoledere. De deler ledelsesopgaver, sparrer tæt med hinanden og bakker hinanden op i stort og småt.
- Det her er en fantastisk konstellation, som giver os overskud til andet end at drifte. Vi kommer helt sikkert til at holde længere som oversygeplejersker, fordi vi er to om lederopgaven, slår Mette Koustrup fast.
"Det giver os overskud til andet end at drifte. Vi kommer helt sikkert til at holde længere som oversygeplejersker," lyder det fra Mette Koustrup.
En investering i at styrke ledelsen
Ved at ansætte to oversygeplejersker i stedet for en enkelt er afdelingens ledelse blevet styrket, og det betyder, at der er overskud til at fokusere på mere end driftsopgaver.
Med to oversygeplejersker er der skabt plads til udvikling af alt fra kultur og arbejdsmiljø til sygepleje.
- Hvis man ansætter to oversygeplejersker, skal man vide, at det ikke er 2x37 timer, man får på papiret. Man får til gengæld et makkerpar, der står mere solidt overfor ledelsesopgaver og medarbejdere. Og en investering i to sideordnede ledere giver ekstra overskud til udviklingsdelen, siger Mette Koustrup, der også peger på, at det kræver en vis volumen, før det giver mening at ansætte to oversygeplejersker i stedet for at nøjes med en enkelt.
Fakta: Duoledelse
Hvad er det?
Duoledelse er, når to personer deler en lederstilling og har fælles ansvar for drift, strategi og personale.
Fordele:
- Tættere sparring i hverdagen
- En mere holdbar work-life-balance
- Robusthed i lederrollen
- Flere perspektiver på ledelsesbeslutninger
- Gensidig loyalitet
Udfordringer:
- Gensidig tillid og åbenhed er afgørende
- Der skal indgås klare aftaler om ansvarsområder
- Tæt og løbende kommunikation er afgørende
Man skal turde vise, hvad man bakser med
Og så er det heller ikke alle, der vil egne sig til at dele lederjob med hinanden.
At dele et job som oversygeplejerske kræver en kombination af gensidig tillid, respekt og en stor portion åbenhed, er de to oversygeplejersker enige om.
- Vi kalder os selv for et arbejdsægteskab, og som i andre ægteskaber fungerer det nu engang bedst, hvis man deler værdier og har en stor gensidig tillid. Man er nødt til at give noget af sig selv og også vise, hvor man er sårbar. Ellers fungerer det ikke. Man skal turde vise, hvad det er man bakser med og prioriterer, siger Lise W. Andersen.
- Lydhørhed og kompromiser er nødvendige, når man deler lederjob, supplerer Mette Koustrup og forklarer videre:
- Vi er nødt til at tage den andens perspektiv alvorligt, også selvom vi ikke lige selv har set det sådan. Man skal kunne sige ”Det er ikke så vigtigt for mig, men jeg kan høre, at det er vigtigt for dig. Så derfor tager vi os også af det.
Hun holder en kunstpause og tilføjer i samme åndedrag, at større uenigheder mellem de to oversygeplejersker dog hører til sjældenheder:
- Udefra set tror jeg ikke, at vi ligner hinanden. Men vores værdier er meget ens, og det er da en kæmpe fordel, at det som udgangspunkt mest er detaljer, der skal diskuteres og vendes. Men det bliver de så også, for på den måde bliver de beslutninger, vi træffer, langt mere kvalificerede.
"Vi evner og kan se det som noget meget værdifuldt, at vi kan løfte os op i helikopterperspektivet og se, hvad der er bedst for afdelingen som helhed," siger Lise W. Andersen om den sideordnede ledelse.
Fællesskabet er det vigtigste
Fælles værdier er ganske afgørende for styrken af to sideordnede lederes samarbejde, fremhæver de to oversygeplejersker.
- Det er meget vigtigt for os begge, at vi altid træffer beslutninger, der gavner fællesskabet. Vi evner og kan se det som noget meget værdifuldt, at vi kan løfte os op i helikopterperspektivet og se, hvad der er bedst for afdelingen som helhed, og ikke hvad vi hver især eller enkeltpersoner har af holdninger, siger Lise W. Andersen og suppleres af Mette Koustrup:
- Ja, hvis man kan navigere efter en fællesmængde af værdier, kommer man langt og undgår mange sten på vejen. Det er nu engang styrkende at kunne støtte hinanden. Hvis vi for eksempel har truffet beslutninger, som medarbejdere har syntes var trælse, har vi bagefter kunnet sige til hinanden, at vi gør det rigtige for den samlede gruppe, selv om enkelte måske er trætte af det.
DERFOR SØGTE VI JOBBET
Mette Koustrup: ”Jeg havde været en del af et tværfagligt ledelsesteam på Plastik og Brystkirurgi. Jeg havde dannet parløb med en læge og kunne rigtig godt lide den daglige pingpong, hvor vi kom med forskellige betragtninger og oplevelser og kvalificerede beslutningerne. Jeg så det som en klar fordel at kunne stå på målet sammen, når der var noget, der var svært hos.”
Lise W.Andersen: ”Jeg så det som noget attraktivt, at vi skulle sidde to sammen. Jeg var 30, da jeg fik jobbet. Det var mit første lederjob, og jeg havde varmet op til det i mange år som akutsygeplejerske. Med respekt for, hvad lederjobbet kræver, syntes jeg, det var rart, at man kunne have en at spare med hele tiden. En at kaste bold op ad.”
Ærlighed og tålmodighed
Relationen mellem to sideordnede ledere skal være båret af ærlighed, fremhæver de to oversygeplejersker igen.
- Det er vigtigt at være åben om ikke bare egne styrker og præferencer, men også svagheder. Hvis en af os for eksempel mister tålmodigheden med en opgave eller er presset, så skal vi turde vise det til den anden. Dermed kan vi bære presset på skift og aflaste hinanden, siger Mette Koustrup.
Netop denne gensidige støtte er afgørende for, at lederteamet kan stå stærkt i lederrollen og samtidig holde balancen i et lederjob, der i sagens natur er krævende.
- Vi har altid hinanden at læne os op ad, Det er derfor, vi kommer til at holde længe i denne her konstellation, forudser Lise W. Andersen.