1. FYRINGEN
Det er nærmest det første, den nye direktør på Rigshospitalet siger til sin vicedirektør Susanne Poulsen, da de mødes på årets første arbejdsdag sidste år. At hun er afskediget. En time efter var den anden vicedirektør også fyret.
”Da jeg spurgte hvorfor, lød begrundelsen, at der var brug for en anden profil. Og nej, det forklarer jo ikke meget om, hvad der har været utilstrækkeligt i din indsats hidtil, eller hvorfor du ikke vil kunne bruges fremover,” fortæller Susanne Poulsen.
”Det var uventet og uforståeligt - ja, faktisk uvirkeligt.”
DSR var de allerførste, hun orienterede om situationen.
”Jeg ringede til daværende formand Grete Christensen, og efter en time havde jeg en af DSR’s dygtige jurister i røret, som hjalp mig hele vejen gennem forhandlingen af fratrædelsesaftalen. Hun var ved min side under alle møderne og var klar ved telefonen og på mail.”
Der gik omkring en uge med at forhandle en aftale om afskedigelsen på plads, og imens kunne Susanne Poulsen ikke være til stede på arbejdspladsen, men måtte heller ikke melde officielt ud, at hun ikke længere var ansat.
”Jeg er ikke en af dem, der har benyttet sig særlig meget af at arbejde hjemme, så mine omgivelser blev lidt forvirrede, da jeg udsatte møder eller bad andre lede dem. Men sådan måtte det være.”
Hun er efterfølgende ikke blevet klogere på, hvorfor hun ikke længere skulle være en del af ledelsen på Rigshospitalet, men kan se, at man efterfølgende har organiseret sig anderledes og trukket centerdirektørerne op til en udvidet direktion.
”Man kan ikke se eller opleve det som andet, end at man er blevet valgt fra. Men jeg havde en klar opfattelse af, at jeg løste mine opgaver godt, så for mig var det overraskende. Og det var det også for andre, der arbejdede sammen med mig eller på anden måde kendte mig fra jobbet. Det bekræftede mig i, at jeg ikke skulle føle mig kasseret. Det handlede ikke om, at jeg ikke havde løst mine opgaver godt, men om at min chef ville noget andet. På den måde blev det ledt væk fra det personlige.”
Undervejs var Susanne Poulsens vigtigste støtter familien og nære venner, men også Rigshospitalets tidligere hospitalsdirektør Per Christiansen, mens det for andre tidligere nære kolleger måske var sværere at forholde sig til situationen, fordi de samtidig skulle fortsætte i den ændrede organisation.
”Jeg har været opmærksom på ikke at blive bitter - den følelse måtte ikke få lov at dominere mig. Jeg kunne bare ikke have den der offerrolle, men insisterede på at ranke mig og holde hovedet højt. For det er jo altså et vilkår i den slags job, at sådan noget kan ske. Jeg ser tilbage på otte fantastiske år på Riget, hvor jeg hver dag gik glad på arbejde, og jeg er stolt af de mange gode resultater, jeg skabte sammen med gode kolleger og samarbejdspartnere.”